Etisk tema

Diagnoser

Ofte stillede spørgsmål Høringssvar Udgivelse Event

Diagnosen hænger som lægefagligt fænomen tæt sammen med sygdom som begreb. Diagnosen markerer en grænse mellem at være syg og ikke at være syg. Der er en tæt sammenhæng mellem sygdomsopfattelser og diagnosticering, for opfattelsen af hvad der raskt, og hvad der er sygt, er ikke statiske størrelser.

Når man diagnosticerer, arbejder man ud fra internationalt anerkendte diagnoseklassifikationer. Det internationalt anerkendte diagnoseklassifikationssystem er ICF, og i Danmark anvender man WHO’s ICD-system. Systemet bygger på en kategorial tilgang med deskriptive kategorier, hvor sygdommene opfattes som velafgrænsende størrelser.

Indtil 1980 havde man en ætiologisk tilgang til psykiske lidelser, hvor man fokuserede på patientens lidelseshistorie og den sociale kontekst omkring patientens problemer. Det udfasede man med ICF, hvis formål var at flytte fokus fra sygdom til helbredelse og at forstå patienten som et helt menneske. Man begyndte i stedet at fokusere på inddeling i klassifikation for at sikre en ens og objektiv diagnosticering, som skal kunne give en ensartet diagnosticering uafhængig af kulturelle normer. Mange sundhedspersoner er selv af den overbevisning, at diagnoserne skal betragtes som arbejdsredskaber og at kategoriseringerne er forsimplinger af virkeligheden.

Der er de seneste år blevet talt en del om, at vi lever i et diagnosesamfund. Det sidste årti har vi set en enorm vækst i antallet af personer, der diagnosticeres med f.eks. en psykisk lidelse. 400.000 personer i Danmark modtager antidepressiv medicin, og WHO anslår, at 24% af alle mennesker rammes af en psykisk lidelse i løbet af et liv.

De seneste år, er der sket en stor stigning i tildelingen af diagnoser specielt i børne- og ungdomspsykiatrien. På hvilken baggrund diagnosticerer man, og er det nogle gange nemmere at diagnosticere end at tilbyde et reelt udredende forløb, som kræver mere overskud og flere penge?  

Etiske dilemmaer

At få en diagnose kan både opleves som noget positivt, fordi det kan give adgang til den rette behandling, forståelse, afklaring og accept. Men at få en diagnose kan også virke stigmatiserende og låse mennesket fast i en snæver identitet. Ud fra et etisk perspektiv er det afgørende, at diagnosen ikke kommer til at skygge for mennesket bag.