Nyt Nationalt Center for Etik skal styrke etikkens stemme

Publiceret 14-06-2022

Dørene til et nyt Nationalt Center for Etik åbner officielt i dag. Med centeret har Danmark, som det første land i verden, givet etikken en fælles forankring. Målet er at fremme etikken og give den en stærkere stemme.

Nationalt Center for Etik åbner officielt i dag. Det sker med diverse etikdebatter, ny hjemmeside og film, og et særligt event til Folkemødet på Bornholm.

Nationalt Center for Etik har siden den formelle etablering ved årsskiftet opbygget kompetencer og kapacitet forud for denne officielle åbning. Etableringen af centeret er sket med det formål at styrke etikken og sikre, at den bliver tænkt ind i takt med udviklingen.

”Vi er midt i en ny industriel revolution, hvor de teknologiske fremskridt og digitaliseringen udvikler sig med en hastighed og gennemslagskraft uden historisk fortilfælde. Allerede i dag har vi muligheden for at ændre i vores arvemasse, og der anvendes kunstig intelligens, avanceret robotteknologi, og selvlærende systemer, der kobles op på netværk og kan trække på enorme mængder af data og viden.

Udviklingen bringer imidlertid en række etiske og moralske diskussioner med sig. Fx om datasikkerhed, retten til selvbestemmelse og placering af ansvar, når noget går galt, samt spørgsmål om hvordan vi skal bruge de nye teknologier, og samtidig have det enkelte menneske i centrum. Hvis vi skal værne om den unikke tillid befolkningen har til myndigheder og forskning i Danmark, skal vi værne om etikken og sikre, at den udgør et bærende element, før nye teknologier griber ind i vores liv og hverdag”, siger direktør i Nationalt Center for Etik Christa Lundgaard Kjøller.

Nationalt Center for Etik understøtter arbejdet i de fire uafhængige organer: Det Etiske Råd, Dataetisk Råd, National Videnskabsetisk Komité og de Videnskabsetiske Medicinske Komiteer og har til opgave at værne om de etiske principper og værdier, som samfundet bygger på. Dette skal blandt andet foregå ved at rådgive Folketinget, myndigheder og virksomheder, når der skal udarbejdes nye lovforslag, skabe debat og bidrage til folkeoplysning om etiske og videnskabsetiske problemstillinger og sikre forsøgspersoners rettigheder og videnskabelig integritet. 

”Den teknologiske udvikling har udvisket grænserne mellem bioetik, dataetik, sundhedsetik og videnskabsetik. Det stiller krav om helhedsorienterede og bæredygtige løsninger, der indeholder elementer af filosofi, jura, sundhedsvidenskab og teknologiforståelse. Ved at samle de fornødne kompetencer og ekspertiser under samme tag, har vi med Nationalt Center for Etik skabt en stærkere platform til at sætte væsentlige etiske overvejelser på dagsordenen - ikke kun i Danmark, men også internationalt”, siger Christa Lundgaard Kjøller.

Magnus Heunicke: ”Det er fundamentalt, at etikken udgør et grundelement, når vi træffer beslutninger, der berører det enkelte menneske og samfundet”

”Danmark har altid været foregangsland, når det gælder etikken; først med de videnskabsetiske komiteer, så med Det Etiske Råd og senere Dataetisk Råd. Med etableringen af Nationalt Center for Etik går vi endnu engang forrest som det eneste land verden, der har givet etikken en fælles forankring. Hvis vi skal sikre bæredygtige løsninger, er det fundamentalt, at etikken udgør et grundelement, når vi træffer beslutninger, der berører det enkelte menneske og samfundet. Derfor er det en stor milepæl, når vi i dag officielt åbner dørene for Nationalt Center for Etik, der skal sikre etikkens plads i vores samfund, og i de løsninger vi skaber sammen”, siger Magnus Heunicke.

Om Nationalt Center for Etik

Den 1. januar 2022 blev det tidligere Fællessekretariat for Det Etiske Råd, National Videnskabsetisk Komité og De Videnskabsetiske Medicinske Komitéer til Nationalt Center for Etik. De tre organer er sammen med Dataetisk Råd blevet samlet under Nationalt Center for Etik samtidig med, at ekspertisen er blevet oprustet. Nationalt Center for Etik hører under Sundhedsministeriet og har til opgave at rådgive, oplyse og udtale sig om en række etiske spørgsmål, der knytter sig til gen- og bioteknologi, etiske dilemmaer inden for natur-, miljø- og fødevareområdet samt i sundhedsvæsenet. Centeret træffer tillige afgørelser om igangsættelse af sundhedsvidenskabelig forskning igennem de videnskabsetiske komitéer. 

Gennem bred faglig ekspertise, er det centerets opgave at levere argumenter, analyser og perspektiver på etiske problemstillinger med basis i forskning fra både sundhedsvidenskab, samfundsfag og humaniora. Centeret arbejder desuden sammen med relevante nationale og internationale aktører, som for eksempel myndigheder, universiteter, erhvervsliv og interesseorganisationer.