2. Har vi hver især et ansvar?
Mener I så, at vi hver især har et ansvar for at opføre os bæredygtigt, for eksempel vælge de mindst klimabelastende fødevarer, spare på energien osv? For hver især gør vores handlinger jo ikke nogen målbar forskel på klimaet?
Thomas Søbirk Petersen: Det mener jeg, vi har, selvom der er mange, for eksempel nogle filosoffer, der har sagt, at fordi du for eksempel kører en tur hver søndag i en benzinslugende bil eller sådan noget, det er sådan set uden betydning, for i sig selv skader det jo ikke nogen. Med det er en præmis, jeg har vanskeligt ved at købe, og jeg har lige læst nogle beregninger, der faktisk viser, at over dit liv udleder du måske 1.000 tons CO2. Og det svarer faktisk til, at man ødelægger 6 måneder af en anden persons liv. Så vi gør faktisk skade ved den udledning, vi hver især gør, når man ser det over et længere forløb. Derfor skal vi jo se på konsekvenserne af mange bække små.
Så jeg mener, vi har et personligt ansvar til at gøre flere ting. Vi kan påvirke politikerne ved at prøve at stemme grønt, når vi skal sætte vores kryds. Og så kan vi leve på en måde, hvor vi udleder mindre CO2, og det mener jeg sagtens, vi kan gøre, uden at det har særlig store omkostninger for os selv. For eksempel kan vi lade være med at spise kød eller i hvert fald spise mindre kød - jeg har selv svært ved det, men jeg prøver at spise så lidt kød som muligt. Og vi kan nedbringe vores transport, slukke lyset og alle de her ting. På den måde kan vi i længden gøre en forskel, og man skal tænke på, at ved at hver enkelt individ gør det og markerer, at det ikke er i orden at være ligeglad, så bliver det en kultur. Og så bliver politikerne også mere opmærksomme på, at det er noget, befolkningen gerne vil. Så der kan være sådan en holdnings påvirknings-mekanisme.
Mickey Gjerris: Ja lige præcis. Det hænger også sammen, jeg synes ikke, man kan skille det ad og sige, der er politik og individ. Hvis jeg som individ skal stemme på nogle politikere, der vil lave nogle love, der gør, at jeg skal slukke for lyset og ikke bruge så meget energi, så bør jeg også allerede nu være villig til at gøre det af mig selv.Det er da en mærkelig tanke den der med, "jeg synes da, vi skal løse problemerne, men jeg begynder først, når alle de andre begynder". Det er jo rigtigt nok, det er et politisk problem, og vi skal have fælles løsninger, men det kræver jo, at nogle individer starter og får presset en politisk udvikling hjem. Så fingeren peger tilbage på dig selv, lige meget hvad du gør.
Der bliver det så vigtigt at finde ud af, hvorfor jeg skal gøre alle de ting, Thomas nævner. Er det, fordi det har jeg pligt til i forhold til nogle andre mennesker, eller er det, fordi det faktisk er noget, der kunne åbne muligheder op for mig selv. At jeg faktisk kunne leve et bedre liv, hvis det at være ansvarlig ikke nødvendigvis er at have det dårligt, at skulle ofre sig.
Thomas Søbirk Petersen: Ja, der synes der altså at være to argumenter for, at vi hver især bør gøre noget: Det ene er at man faktisk vil leve sundere og egentlig have det bedre ved, at man ligesom lever lidt mere omhyggeligt og downsizer og ikke fokuserer så meget på det materielle.
Men jeg vil især lægge vægt på det andet argument, nemlig at vi faktisk skader nogen ved det forbrug, vi har, og med vores CO2-udslip. Og det er simpelt hen en uretfærdighed, at vi påfører nogle en skade for at tilfredsstille vores egne behov - nogle der endda næsten ikke selv har udledt CO2.
Mickey Gjerris: Ja, og jeg lægger jo især vægt på, hvad for en slags menneske, man vil være. Det synes jeg da, er et alvorligt spørgsmål at stille til folk: vil du være den, der i lyset af, at andre mennesker kommer til at dø hurtigere, vil være ligeglad? Eller vil du prøve at sige, nå men jeg bidrager med det, jeg kan, og jeg er godt klar over, at jeg ikke alene kan løse problemet, men ikke desto mindre prøver jeg faktisk at leve efter, hvad der er rigtigt?
Normalt når vi ser amerikanske film, så er heltene da ikke dem, der sådan meget pragmatisk tænker: jeg kan alligevel ikke vinde 2. verdenskrig, så jeg sætter mig bare og drikker nogle bajere, vel? De kæmper jo til det sidste. Der er da et eller andet heroisk ved faktisk at turde tage udfordringerne op, også selv om man godt ved, at man muligvis ikke vinder - og som du siger, så har det også nogle konsekvenser på lang sigt.Det gør da en forskel, hvis man kan påvirke holdningen til, om det er OK bare at fortsætte som hidtil.
Thomas Søbirk Petersen: Jeg tror også, det er vigtigt, det der med tilskuer-effekten: vi kigger os omkring, og vi ser biler og fly alle vegne, ikke. Og så siger vi, jamen hvorfor skal jeg så påtage mig nogle omkostninger, det gør alle andre jo ikke. Men det svarer til, at man stod ved en swimmingpool, og der var 10 børn, der var ved at drukne, mens 100 personer bare stod omkring poolen. Så springer man i og redder én, men de andre står der bare, de gør ikke noget. Så siger man, "nå men nu har jeg i hvert fald taget min del, jeg har reddet en ud af 10, og der står 100 andre, de burde i hvert fald også forsøge." Men der vil jeg sige, vi skal jo gå efter det, vi mener, er rigtigt, uanset hvad andre gør. Det kan ikke passe, at moral bare er sådan noget med at følge i hælene på masserne.
En del af problemet er nok også, at det er så pokkers abstrakt: altså hvordan skader jeg en person ved at tage flyet? Det er svært at få øje på sådan direkte.
Mickey Gjerris: Ja, det er jo ikke ligesom hvis man går ned og slår nogen oven i hovedet med en hammer, så de dør. Men selvom årsagskæden er længere her, så er ansvaret faktisk det samme.