1

Cyborg, sammensmeltning af mennesker og maskiner

En cyborg er et menneske, hvis krop er sammenkoblet med elektronik. De fleste forbinder dem sandsynligvis med science fiction fx fra filmenes verden. Men faktisk går der også cyborgs rundt i den virkelige verden – om end af en mere beskeden slags. Mennesker med pacemaker eller elektronisk høreapparat er jo på en måde en slags cyborgs

I fremtiden kan vi komme til at se noget der ligner filmenes menneskemaskiner: mennesker med kunstigt forstærket intelligens, mennesker med infrarødt syn, ekstra forstærkede lemmer med mere.

De fleste forbinder sikket cyborgs med sciencefiction-filmenes verden. For eksempel fra "I, Robot", hvor Will Smith er helten, som er udstyret med en fuldt integreret kunstig arm med superkræfter. Eller fra filmen "Terminator", hvor Arnold Schwarzenegger spiller en ond cyborg, der udsendes fra fremtiden for at udrydde menneskeracen.

Men faktisk går der også cyborgs rundt i den virkelige verden – om end af en mere beskeden slags. Hvert år er der fx omkring 2.500 mennesker i Danmark, der får indopereret en pacemaker – et lille elektronisk apparat, der forsyner hjertet med elektriske impulser i de tilfælde, hvor hjertets eget impulssystem ikke virker. Og flere døve mennesker har i dag fået indopereret et elektronisk apparat, der oversætter lydinformationer til elektriske impulser, som sendes til hørenerven ved hjælp af indopererede elektroder.

Cyborgs er altså ikke nogen ny opfindelse. Men inden for de seneste år har forskningsfeltet produceret tankevækkende resultater, der får science fiction verdenen til at synes tættere på.

Kobling af elektroniske signaler og nervesystemet

I et af de mere slående eksperimenter, har forskere indopereret en elektrode i en makak-abes hjerne på det sted, hvor signaler om håndens bevægelser udgår fra. Forskerne har sat aben foran en computerskærm med et joystick i hånden, som den bruger til at styre en lille plet ind i en større plet.

Mens aben arbejder med joysticket, måler forskerne de elektriske impulser fra abens hjerne og omsætter dem til computersprog. Efter cirka 10 minutter frakobler de strømmen til joysticket. Aben tror stadig, at det er joysticket, der får pletten til at bevæge sig. Men nu styres den i virkeligheden kun af de elektriske signaler, der udsendes fra neuronerne i abens hjerne, når den tænker på at bevæge sin hånd.

Aben finder dog langsomt ud af, at det er dens tanker og ikke håndens bevægelse af joysticket, der styrer pletten på skærmen. Så da forskerne fjerner joysticket, fortsætter den stort set uforstyrret med spillet. Men nu bevæger den prikken på skærmen ved blot at tænke på bevægelsen.

Eksperimentet viser, at det er muligt at koble signaler fra hjernen og nerve­systemet direkte med it-teknologi uden for kroppen. En opdagelse der har åbnet op for, at man vil kunne hjælpe fysisk handikappede på helt nye måder ved at indoperere elektronik i kroppen. På eksperimentelt niveau har man allerede skabt vage synsindtryk hos blinde, ligesom fysisk handicappede mennesker med tankens kraft har kunnet flytte cursoren på en computerskærm. Og i fremtiden håber man også på, at det ved hjælp af samme teknologi vil blive muligt for lamme mennesker at styre deres kørestol ved tankens kraft eller måske endda kontrollere kunstige lemmer.

En ny art

Splejsningen mellem hård teknologi og hjernens bløde biologi kridter imidlertid også banen op for andre anvendelser. Anvendelser som er teoretisk mulige, og som i fremtiden måske vil blive virkelige: mennesker med kunstigt forstærket intelligens, mennesker med infrarødt syn, ekstra forstærkede lemmer med mere. Ja, i en vis forstand filmenes cyborgs – menneskemaskinerne gjort til virkelighed.

Det lyder måske vildt. Men faktisk er der en forsamling, der kalder sig "trans­humanister", og blandt andet tæller respektable forskere blandt sine tilhængere, som opfatter muligheden for totalt at forandre menneskets vilkår som en gevinst. De ser den biologiske krop som en begrænsning og håber på, at mennesker med teknologiens hjælp nu kan deltage målrettet i at forme menneskeartens videre skæbne i evolutionen. Skabelsen af et helt nyt slags menneske er i tråd med deres målsætninger, så længe det medfører, hvad de opfatter som forbedringer af enkeltindividers livskvalitet: Længere levetid. Helst udødelighed. Højere intelligens. Bedre humør. Mere frihed. Grænseløse muligheder.

Cyborgteknologiens udfordringer

Den fuldt udviklede cyborg hører dog stadig fremtiden til. For selvom cyborg­teknologien er i en rivende udvikling, er teknologien stadig på pionerstadiet. En af de store udfordringer er at opnå høj præcision i målingerne af aktiviteten i kroppens nervetråde eller hjernens neuroner. Det omtalte eksperiment med makak-aben er et eksempel på en relativt præcis måling. Det vil sige, at de signaler i abehjernens neuroner, som elektroderne opfangede, præcist var de signaler, som aben faktisk bruger til at bevæge sin arm og sin hånd med. For at dette skal lykkes, kræver det ikke blot en detaljeret viden om bevægecentret i hjernen. Det kræver også helt banalt, at man opererer meget tynde elektroder dybt ind i hjernen. Man kan sige, at graden af præcision øges i takt med, hvor meget teknologien rent fysisk griber ind i hjernen.

Hjernens aktivitet kan nemlig måles og bringes i anvendelse på mere eller mindre indgribende måder. Elektroder kan anbringes på hovedbunden, lige under kraniet, i de yderste lag af hjernen eller dybt nede i hjernen. Jo tættere man kan komme på at måle eller påvirke enkelte neuroner, jo mere detaljeret vil man kunne styre udvekslingen mellem hjernens aktivitet og de eksterne apparater. Hos mennesker er det naturligvis en alvorlig sag at operere elektroder dybt ned i hjernen. Derudover er det et problem, at elektroder med de nuværende materialer med tiden kan blive nedbrudt af det omgivende væv.

I de eksperimenter, man har lavet med mennesker, er præcisionen derfor ikke nær så stor som i eksperimentet med makak-aben. Man kan forestille sig, at en kørestolsbruger kan styre sin kørestol via elektroder, der er placeret på hovedbunden. Han skal så øve sig i at tænke på geometriske former, når stolen skal køre til venstre, og på farver, når den skal køre til højre. For det er måske sådanne signalforskelle, elektroderne kan opfange; og som en computer kan programmere til at lave forskellige funktioner for kørestolen. Det vil naturligvis kræve langt mere indøvelse, og det vil virke mere akavet for brugeren.

2

Interview med cyborgforsker Thomas Sinkjær

Vi er på besøg på Center for Sanse-Motorisk Interaktion (SMI) på Aalborg Univer­sitet for at tale med Thomas Sinkjær, der arbejder med at udvikle teknologier, som kan kobles på nervesystemet og styre kunstige lemmer

Kan du prøve at beskrive, hvordan man helt konkret gør sådan noget, Thomas?

Thomas: Man kan forestille sig nerverne i kroppen som et telefonkabel. Der er selve kablet, men kablet har også en masse forbindelser inde i sig, masser af ledninger. I dag kan man populært sagt koble sig på kablet, og så kan man aflytte, hvad der foregår. Men man kan ikke aflytte de enkelte samtaler på de enkelte ledninger inde i kablet. Det vil sige, i overført forstand får man et mudret svar fra en masse mennesker, der taler samtidigt. Men da mange signaler kommer nogenlunde samme sted fra, så kan man godt udnytte det. Men målet er at kunne lave en tilkobling på nerven, hvor man aflytter de enkelte tråde inde i "kablet" over lang tid.

Kan du beskrive, hvad det svarer til, når du taler om den mudrede samtale overfor de enkelte samtaler i kablets tråde?

Thomas: De enkelte nervetråde kobler sig fx til føle-legemer i hånden, og hånden har forskellige typer føle-legemer. Der er nogle, der er følsomme for tryk, og nogle der er følsomme for længdeforandringer, og nogle der er følsomme for temperaturer osv. Hver enkelt nervetråd er kun koblet på én af de her forskellige følesanser. Så vi vil selvfølgelig gerne kunne måle præcist på de enkelte nervetråde, så vi kan sige noget om, hvordan længden af musklerne er i en given håndstilling, og hvordan kraften eller belastningen er på en muskel eller et led. I dag kan vi fx kun måle samtidigt for både kraft og længde. Det er det, jeg mener med en mudret samtale.

Hvis man så kommer til at kunne koble sig ret præcist på de enkelte nervetråde, hvad vil man så kunne bruge det til?

Thomas: Hjernen modtager en masse signaler fra nerver i kroppen, som den bruger til at bedømme, hvordan kroppen har det. Men der er en lang række tilfælde, hvor denne information af en eller anden grund ikke kan tilgå hjernen. Så kan man måske ad kunstig vej tage den information ud og så på anden vis fortælle personen, at din hånd for eksempel er dér og dér. Vores interesse på SMI er at bruge de her signaler til at opnå bedre styring for folk, der fx har en lammet hånd eller et lammet ben.

Hvad er jeres mest fremtidsrettede projekt lige nu inden for dette område?

Thomas: Jeg vil sige, at vi arbejder på to niveauer. Det ene niveau er mere grundlæggende og handler om at udvikle teknologier, der kan koble sig på de enkelte nervetråde, som vi lige talte om. På et andet niveau prøver vi at bruge teknologien til nogle specifikke kliniske anvendelser. Men inden for vores grundlæggende tilgang ville det mest epokegørende være, hvis vi kan få fat på de enkelte nervetråde og måle fra dem stabilt over tid. Noget tyder på, at vi har nogle teknikker, der inden for en overskuelig fremtid vil gøre det muligt at måle enkeltvis på i hvert fald nogle af de større nervetråde i kroppen.

Det ville være et væsentligt fremskridt. For så kan man faktisk opsamle meget mere information, end man har kunnet gøre tidligere. Hvis man skal nævne et ambitiøst projekt, så kan det for eksempel bruges til folk, der er blinde, men hvor øjet er intakt. Øjet modtager stadigvæk synsindtrykket, og nerven kommunikerer synsindtrykket til hjernen, men hjernen kan ikke modtage det. Hvis vi nu kan måle fra den nerve, der går fra øjet ind mod hjernen, så kan vi sende den informa­tion ud, tolke på den og så faktisk genskabe det synsindtryk, som personen har. Vi kan bruge det til at forstå, hvad personen kigger på, og fortælle det tilbage til personen på anden vis.

Altså, I fortæller det tilbage til hjernen simpelthen?

Thomas: Ja. Men man kan også gå den anden vej rundt. Hvis man har et øje, der ikke virker, så kan man måske bruge et lille kamera, der erstatter øjet. Så kan vi oversætte informationen fra kameraet til den del af øjen-nerven, der stadigvæk virker, og så sende informationen tilbage til hjernen, som om den stadig kom fra øjet. Du kan enten forestille dig en person, der er blind og dermed får en vis form for syn. Eller en person, der har et normalt syn, kan måske få et tredje øje. Altså, det sidste har ikke vores interesse, men hvis man nu skal være fantasifuld.

Jeg vil gerne spørge lidt til det tekniske. For almindelige mennesker kan det sikkert være svært at forstå, hvad der menes, når man siger, at man tager signaler ud, fortolker og oversætter dem, og så putter dem tilbage i hjernen hos en person, som for eksempel er blind. Hvad menes der præcist med dette?

Thomas: En nervetråd kommunikerer i princippet ved hjælp af små elektriske impulser, der løber langs nervetråden. Man kan sige, at informationen på den enkelte nervetråd er ret primitiv. Enten er der et signal, eller også er der ikke noget signal. Hvis der er et signal, så kan den øge antallet af impulser pr. sekund eller reducere det. Så det er kun antallet af impulser, der fortæller hjernen noget om aktivitetsniveauet. Det kan vi relativt nemt aflevere til nerven. Men den store udfordring er selvfølgelig at aflevere en kombination af impulser på de enkelte nervetråde, der opfattes som det rigtige, når det modtages af hjernen. I det her tilfælde ville det være det indtryk, som øjet under normale forhold ville opfange.

Altså synsindtrykket af et hus eller en stol eller lignende?

Thomas: Ja, eller en bil, der bevæger sig, eller hvad det nu er. Men man starter jo med noget mindre ambitiøst. Man prøver at genskabe meget mere simple indtryk. Altså indtryk af om det er lyst eller mørkt, om der er noget foran mig og sådan nogle ting.

Men lige netop det projekt er ikke noget, vi er specielt fokuserede på. Men der er allerede forsøg, blandt andet foretaget af forskere i Belgien og Nordamerika, hvor man har kunnet skabe sådan nogle meget tågede fornemmelser af, at der måske er en person foran dig, eller der er et bord eller lignende.

I er med i et EU-støttet forskningsprojekt, der kaldes "Cyberhand". Hvad handler det om?

Thomas: De fleste proteser (kunstige lemmer) til mennesker, der har mistet et ben eller en arm, er i dag passive. Der findes dog nogle med en indbygget motor, så man altså kan styre protesen ved at sende nogle input ned til protesen. Men det foregår på en ret kunstig måde.

I "Cyberhand" arbejder vi på at kunne koble os på den nervestump, der er tilbage. Når personen så tænker på at åbne den hånd, han ikke længere har, så kan man måle signalerne på nervestumpen, tolke dem i en computer og så sætte dem til at styre de motorer i protesen, der åbner den kunstige hånd. Samtidig kan vi måle den kraft, protesen trykker med, når den griber om et objekt. Det kan vi så omsætte til impulser på de sensoriske nervebaner i nervestumpen. På den måde oplever personen faktisk følesans i protesen, og det betyder, at man får en meget mere naturlig kontrol af hånden.

Det er også interessant, at en sådan håndprotese giver nogle positive bivirkninger. Mange personer der mister et arm eller et ben, får nemlig det, man kalder fantomsmerter (det vil sige smerter i den arm eller hånd, man ikke længere har). Fantomsmerter skyldes, at det område i hjernen, der normalt har styret hånden, bliver fritaget fra at gøre noget. Det medfører nogle omstruktureringer i hjernen, der ofte udmønter sig i fantomsmerter. Men med den ny form for protese vil personen igen begynde at bruge dette område i hjernen, og det betyder, at fantomsmerterne bliver mindre eller i nogle tilfælde forsvinder.

Er der nogen mennesker, der går rundt med den type proteser i øjeblikket?

Thomas: I projektet "Cyberhand" arbejder vi sammen med en italiensk forskningsgruppe. I Aalborg har vi udviklet et nerveinterface, og den italienske gruppe har udviklet dele af protesen. Der er nu fundet en patient, som skal prøve systemet af. Og planen er faktisk, at vi i Aalborg inden for et år eller to skal starte projektet op med patienter.

I arbejder jo med at udbedre skader på kroppen. Men hvad giver jeres viden og teknologi mulighed for i fremtiden i forbindelse med ting, som ikke har med skader at gøre?

Thomas: Når man kan gøre den syge hjerne mere normal, så kan man måske også gøre den normale hjerne endnu bedre. Det er dog ikke noget, vi forsker i. Men man kan godt forestille sig forbedrede eller forandrede sanser, som man kan slå til og fra ved hjælp af en computer uden på kroppen. Måske er der særlige situationer, hvor det kunne være relevant. For eksempel ville det måske redde menneskeliv, hvis lokomotivførere kunne se længere, end det er normalt for mennesker. Men det vil selvfølgelig være uetisk, hvis lokomotivføreren var tvunget til at få foretaget indgreb i sin krop for at blive lokomotivfører.

 

3

Etikinterview om cyborgs

Cyborgs er en sammensmeltning af menneske og maskine. Man forsker i at udvikle maskiner, som kan erstatte manglende funktioner i kroppen, for eksempel ved at skabe en kunstig hånd

De to etikere

Klemens Kappel og Peter Øhrstrøm repræsenterer to vidt forskellige holdninger til etiske spørgsmål.

Klemens Kappel er tidligere medlem af Det Etiske Råd (fra 2005-2007). Han er filosof og lektor ved Københavns Universitet. Peter Øhrstrøm er tidligere medlem af Det Etiske Råd (fra 2000-2010). Han er idéhistoriker og professor ved Aalborg Universitet.

På længere sigt vil det måske også være muligt at give mennesker andre egenskaber, end de har nu, for eksempel muligheden for at se infrarødt lys. Men hvad skal man mene om disse muligheder for at lave cyborgs ved at blande mennesker og maskiner? Det har vi spurgt Klemens og Peter om.

Klemens: Når man bruger pacemakere, kunstige knæled og hofteled og sådan noget, blander man jo den menneskelige krop med noget, der ikke kommer fra mennesket. Det er der ikke noget galt med. I det hele taget ser jeg ingen særlige problemer i, at man blander mennesker og maskiner, når man bruger maskinerne til at genoprette nogle funktioner, som en person har mistet. I så fald erstatter maskinen jo bare en funktion, som ville have været der under normale omstændigheder. Efter min mening gælder det også, selv om man har med væsentlige organer som hjernen at gøre. Altså, hvis man nu kunne genskabe hukommelsen ved at sætte et eller andet ind i hjernen, så ville jeg ikke have problemer med det.

Peter: Diskussionen må dreje sig om, hvor langt vi vil gå, når vi anvender maskiner. Altså, hvad er det for nogle grænser, vi vil sætte. Det er vanskeligt at sætte sådan en grænse, men jeg vil forsøge mig med en grænse, der går ud på, at vi ikke bør bruge teknologierne til mere og andet end erstatning for funktionstab. Længere bør man ikke gå.

Klemens: Men man kunne vel godt forestille sig ekstreme tilfælde, hvor teknologien er en erstatning for funktionstab, men hvor den organisme, der kommer ud af det, faktisk ikke rigtig kan beskrives som et menneske længere?

Peter: Det kan godt være, at man i nogle tilfælde burde sige stop tidligere. Men brug af teknologien til erstatning for funktionstab er i hvert fald i mange tilfælde helt OK. For eksempel kan man da kun opfatte det som positivt, når man ved hjælp af teknologien kan give folk førligheden i arme og ben tilbage. Men hvis man går videre end det, kan der opstå vanskelige problemer. På min kollega Thomas Sinkjærs afdeling ved Aalborg Universitet, hvor de netop arbejder med at skabe kunstige arme og hænder, som man selv kan styre ved hjælp af en forbindelse til hjernen, dér har man nogle overvejelser og diskussioner om det mentale. Vil det for eksempel være godt at sætte noget informationsteknologi ind i kroppen, som kan styre ens humør? Hvis man så er lidt nede en dag, så kan man skrue lidt op for humøret. Der er en sammenhæng mellem det kropslige og det psykiske, som man ikke kan se bort fra. Jeg synes, det fortjener nærmere overvejelse og diskussion, hvordan sammenhængen er. Hvis teknologien ændrer afgørende på menneskets mentale liv, er det efter min mening meget problematisk at bruge den.

Klemens: Tja, det er meget svært at svare på, hvordan forbindelsen mellem det kropslige og det mentale eller psykiske liv egentlig er. Jeg ved ikke, hvor meget af kroppen man kan skifte ud, før det påvirker bevidstheden. Men hvis man forestiller sig, at man gradvist kan skifte fx hardwaren i hjernen ud, uden at det påvirker "softwaren", det vil sige bevidstheden, så er jeg i tvivl om, hvad jeg skal mene om det. Men hvis min bevidsthed var fuldstændig den samme, med de samme minder om fortiden og de samme ønsker til fremtiden osv., så tror jeg egentlig ikke, det er noget problem. Hvis bevidstheden ryger, når man skifter hjernen ud, så er det selvfølgelig et stort problem.

Peter: Nogle mener, at mennesket i bund og grund er en maskine. For dem er der ikke noget underligt i, at vi bygger mere og mere maskine ind, for det er bare én slags maskine, der erstatter en anden slags maskine.Nogle mener, at det simpelt hen er vejen til at skaffe sig evigt liv. For hvis der sker noget med kroppen i løbet af dagen, så vil der altid være en sikkerhedskopi af det psykiske, som man kan downloade i en ny robotkrop og leve videre med. Jeg tror ikke på, at den slags kan lade sig gøre. Mennesket er andet og mere end det fysiske, det er også ånd. Men jeg bliver meget urolig, når folk i ramme alvor siger, at i virkeligheden er biologien kun i vejen, og at vi kan gøre det bedre, end Vorherre har gjort det. De, der siger sådan, mener tilsyneladende, at det er OK at forsøge at skabe mennesket om til et maskinelt væsen, der kan leve længere og have bedre egenskaber, end mennesket har nu. Hvis man går ind på den tanke og kører linen ud, så betyder det, at man principielt er klar til, at vi mister al kontakt med dette at være menneske i biologisk forstand, det vil sige at tilhøre arten homo sapiens. Det betyder i virkeligheden, at man er klar til, at vi bliver den første art, der beslutter at afskaffe sig selv.

Klemens: Jeg mener ikke, det afgørende ville være, om man biologisk set tilhører arten homo sapiens, eller om man tilhører en klasse af væsener, som ikke rigtigt kan karakteriseres biologisk. Det afgørende er det mentale liv, der er. Det vil sige, hvis vi fx opdagede, at evolutionen (eller Gud) havde skabt ikke bare mennesket homo sapiens, men også en anden biologisk art, som ikke var mennesket, men som i øvrigt havde alle de samme egenskaber, så skulle vi betragte dem som betydningsfulde individer på lige fod med os andre.

Peter: Det sidste vil jeg give dig ret i. Vi kan jo for eksempel ikke udelukke, at Gud har skabt helt andre arter på fremmede kloder. Men jeg er ikke enig med dig i, at det kan være lige meget, om vi ændrer os selv så meget, at vi ikke længere tilhører arten homo sapiens. Jeg mener, at det er noget helt grundlæggende, at man ikke bør ændre afgørende på mennesket som art. Arten rummer som skaberværk en værdi, vi har fået betroet, og som vi ikke må lade hånt om. Men i det hele taget mener jeg, der er meget gode grunde til ikke at forsøge at forbedre mennesket, det vil sige til at bruge teknologierne til at gøre andet og mere end at bruge dem som erstatninger for funktionstab. Jeg kan se en fristelse i at bruge teknologierne til det ene og det andet, for eksempel til at gøre det muligt at sove mindre om natten. Men jeg tror faktisk, der kan ligge en værdi i begrænsningen. Begrænsningen er et livsvilkår, der kan vise sig at være en styrke for vores livskvalitet. Hvis det for eksempel blev muligt at sove mindre om natten, så ville det måske bare føre til en flygtighedskultur, hvor tempoet blev skruet op på en måde, som ville ende med at slå væsentlige menneskelige relationer i stykker. Meget af det, der hører til det mest værdifulde i vores tilværelse, ville man måske sætte over styr.

Klemens: Jeg er enig med dig i noget af det, du siger. I en vis forstand kan det være en central del af ens tilværelse, at man forholder sig til de livsvilkår, man nu en gang har, og får det bedste ud af dem eller ændrer på dem i det omfang, man kan. Så den der forestilling om, at det lykkelige liv det er på en eller anden måde det gnidningsfrie liv, det tror jeg på mange måder er forkert. Vores forestillinger om et godt liv indeholder også en idé om, at man har nogle livsvilkår og klarer sin tilværelse inden for rammerne af dem. Men det kan jo også blive for ekstremt. Altså, et af livsvilkårene det kan jo være, at man er født med forskellige former for handicap, og så gør man noget ved det, så får man det lavet om. Jeg synes, det er en forkert fortolkning af det med livsvilkårene, at man skal bevare status quo. I mange sammenhænge er det et mål at forbedre nogle ting. Vi må godt blive klogere, vi må godt vide mere som 40-årig, end vi gør som 20-årig, vi må godt have lært mere, vi må godt blive i bedre fysisk form, vi må godt blive rigere, og der er alle mulige andre ting, vi godt må lave om på, hvor vi ikke vil acceptere vilkårene. Jeg har svært ved at se nogen principiel forskel på, at vi forbedrer os på de her måder, og så at vi bruger teknologi til at forbedre os med.

Peter: Man skal selvfølgelig ikke holde fast ved status quo for den enkelte. I mange tilfælde er det oplagt i orden, at man bruger teknologien til at afhjælpe funktionssvigt og handicaps, ligesom man naturligvis skal forbedre sig ved forskellige former for læring. Men pointen er, at nogle af de ændringer, man vil kunne lave ved hjælp af de nye teknologier, er jo langt mere gennemgribende end dem, man kan opnå på traditionel vis ved uddannelse osv. Det gør det langt mere problematisk, hvis man vil forsøge at give mennesket helt nye evner eller funktionsmuligheder som for eksempel en fotografisk hukommelsen eller en evne til at se infrarødt lys. Der er som sagt en generel værdi knyttet til det menneskelige, som vi skal passe på. Vi kan ikke overskue konsekvenserne af at lave radikale ændringer af mennesket. Det, som den ene anser for at være en forbedring, vil for en anden og måske også for den pågældende selv vise sig slet ikke at være det. Det er sådan en slags åndelig hybris at tro, at vi kan finde ud af det. Det kunne meget vel gå helt galt. Forsøget på at lave forbedringer af mennesket som sådan kunne føre os ud i et bioteknologiens Tjernobyl. Alene af den grund mener jeg ikke, man bør gå længere end til at anvende teknologierne som erstatning for funktionstab. Men også her synes jeg man skal være forsigtig. Især skal man være varsom med at foretage ændringer, som ikke er reversible, det vil sige hvor man ikke kan komme tilbage til den oprindelige tilstand igen.

Klemens: Jeg er enig med dig i, at der er masser af meget tvivlsomme forbedringer. Så det ville være nødvendigt at diskutere, om de forskellige forslag til forbedringer faktisk er forbedringer. Det tror jeg tit, de ikke er. For eksempel synes jeg ikke, det er oplagt, at alle ville være bedre stillet, hvis de sov lidt mindre. Men hvis sådan en teknologi blev tilgængelig, så ville de mennesker, der gjorde brug af den, være mere attraktive på arbejdsmarkedet, fordi de ville kunne arbejde mere. Derfor ville folk være motiverede for at bruge den, også selv om de et eller andet sted godt vidste, at alle ville være dårligere stillet, end hvis ingen brugte den. I sidste ende kunne alle derfor blive dårligere stillede, fordi alle ville være nødt til at bruge teknikken for at kunne gøre sig på arbejdsmarkedet. Men jeg ved ikke rigtigt, hvordan man skulle regulere sådan noget. Hvis man var meget sikker på, at det faktisk førte til en situation, hvor alle var dårligere stillet, så er det en af de situationer, hvor man kunne overveje at forbyde det. Ligesom i andre situationer hvor folks individuelle adfærd fører til kollektive problemer af en art, der synes jeg ikke, man skal vige tilbage for et forbud. Men så skal man også være rimeligt sikker på, at det faktisk fører noget skidt med sig.

Men der er jo også andre typer af ændringer, som de fleste vil kunne blive enig om faktisk er forbedringer. Altså for eksempel sådan en ting som vaccinationer. Det vil faktisk være en forbedring, hvis man kan vaccinere mod forskellige sygdomme, så børn ikke bliver udsat for den om end lille risiko, der er, for at dø af nogle børnesygdomme. Så alle forestillinger om det gode liv understøtter, at det faktisk er en forbedring med vaccinationer - og derudover er det jo faktisk frivilligt at bruge det.

Peter: Jeg er bestemt ikke imod vaccinationer og andre former for forebyggende indsats. Men når det drejer sig om informationsteknologi i kroppen, bør man efter min mening ikke forsøge at lave grundlæggende om på mennesket ved at forsyne det med helt nye evner eller funktioner (fx infrarødt syn eller fotografisk hukommelse). Ingen kan overskue konsekvenserne af den slags forandringer af mennesket, og forestillinger om "det gode liv" berettiger efter min mening ikke til noget sådant. Jeg synes i hvert fald ikke, man skulle gå længere end til at tillade, at teknikkerne anvendes som erstatning for funktionstab.

Hvis du vil vide mere om de etiske problemer ved at ændre på mennesker kan du klikke her: Genterapi og forbedring af mennesker.

HAR DU TÆNKT OVER?

Har du tænkt over, om det ville være et problem at erstatte dele af kroppen med maskiner?

Har du tænkt over, hvilken sammenhæng der er mellem kroppen og bevidstheden?

Har du tænkt over, om man ville ændre sin bevidsthed, hvis man skiftede alle sine kropsdele ud?

Har du tænkt over, om det ville være fedt at forbedre mennesket, for eksempel ved at sørge for, at vi havde brug for mindre søvn, eller at ved at give os infrarødt syn eller fotografisk hukommelse?
 

 

4

Opgaver til cyborg

Vi har samlet fire opgaver, som du kan prøve at løse, når du har læst temateksterne

  1. Cyborg – sammensmeltning af mennesker og maskiner
  2. Cyborg og etik
  3. Cyborg og hjerteinterface-system
  4. Cyborg-brætspil

1. Sammensmeltning af mennesker og maskine

Allerede i 1998 fik Kevin Warwick indopereret en chip i armen. Når han bevægede sig rundt på universitetet i Reading, England, kunne hans computer åbne døre for ham, tænde lyset, når han gik ind i lokalet, og sige "Hej Kevin", når han kom ind på sit kontor. Da den lille glasampul med den infrarøde chip blev fjernet fra hans venstre arm efter 10 dage, følte Warwick efter eget udsagn et savn. Følelser lig dem siamesiske tvillinger har, hvis de bliver skilt ad.

Opgave

  1. Læs teksten "Cyborg – sammensmeltning af mennesker og maskiner" og lav herefter denne opgave:
  2. Gå på internettet og søg på ordet "indopereret".Undersøg, hvilke genstande, apparater, chip eller lignende som mennesker faktisk allerede har fået indopereret i deres krop.
  3. Resultaterne fremlægges i klassen. Diskuter gerne efterfølgende, hvad I synes om de indoperationer, som I har fundet frem til.

2. Cyborgs og etik

Opgave

Læs interviewet med Peter og Klemens, der diskuterer cyborg. Arbejd derefter med følgende opgaver:

  1. Hvor går din grænse for, hvor meget af et menneske der må være teknologi? Begrund dit svar.
  2. Synes du, det ville være i orden at forbedre mennesker teknologisk, så de fx fik infrarødt syn eller en humørstyringsknap? Begrund dit svar.
  3. Find tre argumenter for og tre argumenter imod cyborg. Brug disse argumenter i næste opgave.
  4. Forestil jer, at I er medlemmer af Det Etiske Råd. Afhold en etisk diskussion i klassen om cyborg. Før I begynder på diskussionen, er det vigtigt, at I har sat jer ordentligt ind i, hvad cyborg og etik er. Læs om etik

Brug jeres argumenter fra forrige opgave.

Husk, at "når man handler etisk, forsøger man ikke bare at tilgodese sig selv og tilfredsstille sine egne interesser. I stedet tager man hensyn til andre mennesker, fordi man mener, at dette i den givne situation er det rigtigste at gøre".

3. Cyborg og hjerteinterface-system

Firmaet Cybernetics har taget patent på et hjerneinterface-system kaldet BrainGate Neural Interface System. Det er sådanne interfaces, som anvendes i forsøg med aber og enkelte fysisk handikappede mennesker. I 2003 modtog forskningen i hjerneinterfaces 24 mio. dollars alene fra det amerikanske militær.

Opgave

Læs teksten Cyborg, sammensmeltning af mennesker og maskiner og lav herefter denne opgave:

Tal i klassen om, hvordan det kan være, at det amerikanske militær ønsker at bruge 24 mio. dollars på, at forskere arbejder med hjerneinterfaces. Kom ind på de fordele, man kunne tænke sig, at militæret kunne få fra den viden, som forskerne eventuelt vil kunne få ud af forskningen. Er der nogle "dårlige" ting, som militæret ville kunne bruge forskningen til?

4. Cyborg-brætspil

Science fiction-film, hvor mennesker har maskiner påhæftet kroppen, således de kan udføre ekstraordinære ting, er blot fremtiden for os mennesker på Jorden – måske.

Opgave

Læs først artiklen om Cyborg.

Herefter deles der grupper i klassen med omkring tre-fire elever i hver. Hver gruppe skal lave deres eget CYBORG-brætspil. Tanken bag brætspillet skal være, at spillerne, for at kunne komme fra "start" til "mål", ud over at slå med en terning, som viser, hvor mange felter man skal rykke frem, skal besvare de spørgsmål, som hver gruppe har lavet til CYBORG-brætspillet.

Spørgsmålene skal omhandle viden, som man får ved at læse artiklen om "Cyborg – sammensmeltning af mennesker og maskiner". Brikkerne udformes som tegninger af cyborgs. Spørgsmålene er af forskellig sværhedsgrad, således at held er en del af spillet. Selve brættet laves på et A3-karton, som eventuelt lamineres, således at det holder til at blive spillet på flere gange.

God fornøjelse.