At genmodificere betyder, at man flytter en arvelig egenskab fra en organisme til en anden ved at klippe et gen ud fra arvemassen og indsætte det i den organisme, hvis egenskaber man ønsker at ændre. Man kan genmodificere både mennesker, dyr og planter. Her vil vi se på genmodifikation af planter[1]. De egenskaber, man vil ændre, kunne være nogle, som gør en afgrøde sundere at spise eller mere velsmagende, eller som gør den mere højtydende eller modstandsdygtig overfor skadedyr. Nu er forskerne ved at udvikle nogle planter, som skal kunne forebygge eller udbedre problemer, som skyldes klimaforandringerne. Spørgsmålet er, om det vil gøre forbrugerne mere positive overfor GMO, for hidtil har europæerne været meget skeptiske.

Mennesket har gennem tusinder af år ændret på – forædlet – vores afgrøder. Det har man gjort ved at finde planter med gode egenskaber og krydse dem. Fra 1950'erne har man desuden brugt fx bestråling til at ændre på planters egenskaber. Bestråling af ris i 1960'erne førte fx til en variant med et kortere strå, der gjorde, at planten kunne bære mere ris. Det bidrog til, at man i Asien afværgede en truende fødevarekrise.

Genteknologi åbner nye muligheder for at tilføre afgrøder de egenskaber, vi efterspørger. For teknologien betyder, at man kan flytte egenskaber rundt mellem organismer, der ikke ad naturlig vej ville kunne krydses. Den mest udbredte genmodificerede afgrødetype (GMO) – som er gjort modstandsdygtig over for ukrudtsmidlet Roundup – har fx fået indsat et gen fra en jordbakterie. Andre GMO'er indeholder gener fra torsk, vandmænd, fluer, svampe – eller fra plantearter, der er for fjerntbeslægtede til, at de af sig selv kan formere sig med dem.

Hvorfor vil man genmodificere planter?

Ligesom traditionel forædling er genmodifikation altså en måde at ændre ved planters egenskaber, så de opfylder menneskers behov. Genteknologi kan bare ændre planterne på nogle måder, der ikke kan lade sig gøre ved traditionel forædling.

Mange forbrugere er skeptiske over for GMO. Det skyldes, at de ikke kan se, hvorfor man overhovedet skal dyrke dem. Hidtil er der primært blevet dyrket GMO'er, der medfører en mere effektiv bekæmpelse af skadedyr og ukrudt. Forbrugerne har ikke set dette som et tilstrækkelig vigtigt argument for at købe varerne.

Tabellen herunder viser eksempler på nogle af de GMO-planter, der hidtil er blevet dyrket, og andre, som er under udvikling (fed skrift = anvendes allerede; kursiv = forventes på markedet inden for fem år; normal = er under udvikling):

Som det ses kunne nogle af de sidstnævnte planter være mere samfundsnyttige, hvis de kan afhjælpe klima- og miljøproblemer. Det vil vi se på nedenfor, men først skal vi se på, hvordan man helt praktisk ændrer ved planters gener.

Hvordan genmodificeres planter?

Når man vil føre nye gener ind i en plante, skal man have genet transporteret ind i nogle planteceller, hvor generne befinder sig i cellekernen. Til det kan man bruge en såkaldt vektor, det vil sige et stykke arvemasse (fx fra en anden organisme), der bruges til overføre et gen til en værtsorganisme. Dernæst skal vektoren i kontakt med de ønskede celler i værtsorganismen og her overføre det ønskede gen til cellens arvemasse. Den langt mest anvendte vektor til genmodifikation på planter er jordbakterien Agrobacterium tumefaciens. Bakterien har naturligt evnen til at indsætte et stykke af sit eget DNA – T-DNA – i plantecellers arvemasse. Det er forholdsvis nemt at udskifte dette T-DNA med andre gener. Vi kan altså bruge Agrobacterium tumefaciens til at indsætte nye gener – transgener –  i vores afgrødeplanter.

Overførslen af transgenet – transformationen – sker, når man udsætter sine celler for en vandig opløsning med Agrobacterium. Så kobler bakterierne sig af sig selv til plantecellerne og overfører T-DNAet. I praksis er det en kompliceret proces, der aktiverer en lang række gener i bakterien.

AGROBACTERIUM TUMEFACIENS: Jordbakterien Agrobacterium tumefaciens (dansk navn: rodshalsgalle-bakterien) har fra naturens hånd en evne til at indsætte et stykke af sit eget DNA, T-DNA, i planteceller. Ved at udskifte det meste af T-DNA med gener fra andre organismer, kan man få bakterien til at indsætte gener, der giver planter nye, gavnlige egenskaber. Planterne opstår ud fra de enkeltceller, hvori de nye gener er blevet indsat, hvis man behandler dem med de rigtige plantehormoner. 

Når man genmodificerer afgrøder indsætter man foruden transgenet nogle andre DNA-stykker. Det samlede "konstrukt" indeholder for eksempel nogle DNA-stykker, der fortæller cellen, hvor aktivt genet skal være. Desuden indeholder konstruktet ofte et såkaldt markørgen, der efter transformation hurtigt kan afsløre, om transformationen lykkedes og om transgenet er blevet stabilt indsat. I nogle tilfælde har man som markørgen brugt et bestemt gen, der giver cellerne resistens overfor et bestemt antibiotika, som ellers er giftigt for dem (det mest kendte antibiotikum er penicillin). Det afslører hvilke celler, der er blevet genmodificeret, for når man tilsætter antibiotikum til det vækstmedium, hvor cellerne gror, vil kun de celler, hvor transformationen er lykkedes, blive grønne, mens de øvrige bliver gullige.

Efter transformationen tester man altså, om transgenet fungerer som det skal. Hvis man vil dyrke sin nye GMO som afgrøde ude på markerne venter nu et omfattende arbejde med at vurdere, om den opfører sig som forudset, og om den er forbundet med uforudsete risici for miljø eller sundhed.

GMO mod klimaproblemer?

Siden den første GMO – en tomat – kom på markedet i 1994 er der blevet forsket meget i nye GMOer, og i dag mener forskerne, at man kan bruge genmodifikation til meget andet end at løse problemer med skadedyr og ukrudt.

Som skemaet ovenfor viste, er håbet, at GMO kunne udgøre et vigtigt redskab ikke bare i forhold til at effektivisere fødevareproduktionen, men også fx til at bekæmpe klimaproblemer. Den globale opvarmning fører allerede nu mange steder i verden til klimaproblemer, der visse steder vil gøre det vanskeligt at dyrke afgrøder på samme måde som hidtil. Vi vil fremover oftere se fænomener som oversvømmelse og tørke. Prognoserne siger dog heldigvis, at klimaforandringerne antagelig vil forbedre Danmarks muligheder for fødevareproduktion – hvis den globale temperaturstigning altså ikke bliver alt for stor. Men vi lever i en global verden, og det har vist sig at være de rige landes forbrug af energi og ressourcer, der er skyld i klimaproblemerne; problemer som først og fremmest rammer de fattige lande, som i forvejen er dårligst rustet til at overkomme klimaændringerne. Derfor mener mange, at vi også har et ansvar for at hjælpe de lande, der rammes hårdere end os.

Forskning i hvordan GMO-teknologi kan bruges til at løse klimaudfordringer har haft to forskellige mål. Dels har man forsket i, hvordan afgrøder kan udvikles til bedre at kunne klare sig under fremtidens ekstreme klima. For eksempel blev der for første gang i 2010 testet en genmodificeret majs, der skulle være mere tolerant overfor tørke. Sådanne afgrøder vil måske bidrage til, at vi kan tilpasse os fremtidens forandrede klima.

Dels bliver der brugt milliarder af kroner på at fremavle planter, der kan bekæmpe selve årsagen til klimaforandringerne. Nogle af disse planter er designet til at være mindre genstridige, så de lettere kan omsættes til brændstof – såkaldt biobrændsel – og lettere kan fordøjes af køer. Idéen er her, at hvis man kan bruge energien fra planter til at lave energi af, kan man begrænse brugen af olie og kul – fossile brændsler – og dermed overførslen af CO2 fra undergrunden til atmosfæren, der bidrager til den globale opvarmning. Afbrænding af planter har nemlig den fordel, at den CO2, de afgiver, når de omsættes til energi, optages igen af de nye planter, der vokser op – hvis arealet vel at mærke genplantes.

Når køerne samtidig bedre kan fordøje plantefoderet, kan det måske begrænse deres udledning af metan, som er en drivhusgas, der er over 20 gange kraftigere end CO2.

Energien i planterne sidder først og fremmest i plantecellernes cellevæg, der består af forskellige fibre, hvoraf nogle stoffer er mere genstridige end andre. Udfordringen består i at ændre på disse, uden at det går ud over plantens vækst.

CELLEVÆG: Strukturen i plantecellers cellevæg. Cellevæggen består af forskellige slags fibre, hvoraf nogle (cellulose) er nemmere at lave om til brændstof end andre (lignin). 

Er GMO risikable?

Da genmodifikation er en ret ny teknologi, har mange været usikre på, om teknologien kan give anledning til uforudsete problemer for sundheden eller for naturen.

Loven siger, at der skal gennemføres en omfattende vurdering af de mulige risici, før en GMO kan godkendes til dyrkning. Nogle af de ting, man undersøger er, hvorvidt transformationen skulle have gjort afgrøden mere giftig eller allergifremkaldende. Der er endnu ikke fundet godkendte GMO'er, hvor dette har været tilfældet.

Et problem, der har været stort fokus på, handler om brugen af antibiotika-resistensgener som selektionsgener, som blev omtalt oven for. Bakterier kan nemlig optage og udveksle DNA. Man frygter, at sygdomsbakterier skal få mulighed for at optage resistensgener fra Agrobacterium eller fra planteceller, så de bliver resistente mod bestemte antibiotika. Det ville besværliggøre behandling af infektioner. Når man alligevel nogle gange accepterer sådanne selektionsgener skyldes det, at visse resistensgener allerede er meget udbredt i naturligt forekommende microorganismer. Et selektionsgen, der gør plantecellerne resistente mod antibiotikummet kanamycin, findes fx i den senest godkendte GMO, kartoflen "Amflora".

En anden ting, man undersøger, er om GMO'ens transgen kan "slippe ud", hvis dens pollen – planters hanlige kønsceller – bestøver vilde beslægtede arter. Hvis disse vilde plantearter dermed får egenskaber, der stillede dem anderledes i konkurrencen med andre plantearter, kan det føre til, at naturligt voksende plantearter i naturen vil blive udkonkurreret af sådanne "invasive arter" og måske uddø. Vi kender i forvejen til problemer med invasive arter (der dog ikke er genmodificerede) fra fx Kæmpe-Bjørneklo, en stor, giftig plante, der breder sig i den danske natur på bekostning af de arter, der normalt lever her. Der er endnu ikke konstateret problemer med invasive arter på grund af GMO.

At der ikke er fundet eksempler på problemer for sundhed eller natur kan skyldes, at de pågældende risici simpelthen er meget usandsynlige med de transgener, der er indsat i dag. Det kan også skyldes, at vi ikke har ledt grundigt nok. De risikovurderinger, der udføres før en ny GMO bliver godkendt, kan aldrig give absolut sikkerhed for, at der ikke kunne opstå problemer. Det gælder ikke blot for GMO, men for alle teknologier.

Thomas Didion er genetiker ved virksomheden DLF-Trifolium, en internationalt førende producent af græsfrø, hvor man forsker i forædling af græs, blandt andet til foder til køerne.

Herunder kan du se, hvordan Thomas gør, når han genmodificerer en plante. Hvis du foretrækker det, kan du i stedet læse om det nedenfor.

De to etikere Mickey Gjerris og Kasper Lippert-Rasmussen har vidt forskellige holdninger til, om vi bør satse på GMO. Prøv at se, om du kan afgøre, hvilke forskelle der er på deres holdninger. Hvem synes du har ret? En af dem? Ingen af dem? Eller har de begge nogle gode pointer?

Er det "unaturligt" at bruge genmodifikation til at ændre på de planter, vi bruger til fødevarer – og hvad betyder det rent etisk? Eller er det vigtigere at se på, om genmodificerede afgrøder (GMO) kan bidrage til at løse væsentlige samfundsproblemer, såsom global opvarmning?

Mickey Gjerris: Jeg mener, at det, vi gør med GMO'er, er noget, man ikke har gjort før. Det er at blande sig i naturen på et mere detaljeret og mere præcist niveau, end vi traditionelt har gjort i landbruget, når man har forædlet planter ved krydsning og så videre. Derfor vil jeg sige, det er unaturligt, og dermed langt hen ad vejen forkert.

For det er udtryk for en holdning til naturen som kun en ressource, som jeg grundlæggende mener, er forkert, og som har bidraget meget til at bringe os ind i de problemer omkring klimaet, som man nu mener, man skal bruge GMO-teknologien til at løse.

Kasper Lippert-Rasmussen: Der er vi nok uenige, for jeg ser ikke noget problem i sig selv ved GMO-organismer, ligesom jeg heller ikke ser det ved traditionel planteforædling. Jeg betragter ikke den ene teknik som mere unaturlig end den anden.

Mickey Gjerris: Det er klart, at der ikke er en definition på, hvornår noget præcist bliver unaturligt, det er der ikke. Man kan måske sige, at genteknologi er mere unaturlig end konventionel avl af planter på samme måde som polyester er mere unaturlig end bomuld. Du vil selvfølgelig sige, at begge dele er et resultat af menneskelig indblanding i naturen, og det er også rigtigt, på den måde falder de inden for samme kategori. Men der er en glidende overgang fra en naturlig vild plante til en genmodificeret plante i forhold til, hvor meget vi blander os i dem. Og den forskel mener jeg faktisk spiller en rolle.

Kasper Lippert-Rasmussen: Men jeg synes, det er lidt svært at drage den sondring der, for mange af de planter, vi har i dag, er jo radikalt anderledes end dem, man startede med at avle eller forædle på for mange tusinde år siden. Altså ligesom mange hunderacer ser radikalt anderledes ud end de ulve, som de oprindeligt kom fra. Så jeg er skeptisk over for det her med unaturlighed, om det spiller nogen rolle. Men jeg går også ud fra, at du vil mene, at hvis vi for eksempel kan løse verdens sultproblemer, så skal vi bruge GMO, selv om der i sig selv er noget forkert ved at bruge dem?

Mickey Gjerris: Ja, hvis vi faktisk står i en situation med klimaforandringer, hvor forholdene for planterne kommer til at ændre sig hurtigere, end de måske kan nå at følge med, og de her teknologier måske er den eneste måde at sikre, at alle kan få tilstrækkelig med mad på. Så vil jeg nok sige, at det er så et af de tilfælde, hvor vi kan sige, jamen så må vi lægge den der naturlighedsdiskussion til side og sige, den var væsentlig, men det her er vigtigere.

I det omfang vi kan løse nogle alvorlige problemer, så lad os da bruge teknologien. Så kan jeg sidde og have mine samvittighedskvaler, dem kan du så være fri for. Men fordi jeg har et problem med bioteknologien generelt, synes jeg kun, vi skal bruge den, hvis det er meget nødvendigt, og det mener jeg faktisk ikke, det er her. Jeg mener faktisk ikke, det er den rigtige strategi til at løse hverken klima- eller sultproblemerne.

Vi kunne i stedet skære ned på vores forbrug af kød, som både ødelægger klimaet og skaber sundhedsproblemer.

Kasper Lippert-Rasmussen: For mig er det ikke noget enten/eller, for situationen er den, at vi står over for nogle meget store problemer, og formentlig kan vi ikke løse den globale opvarmning ved et eller andet simpelt tiltag, der skal formentlig gøres rigtig mange forskellige ting.

Og der vil jeg godt kunne se en rolle for GMO'er. Det er lidt som, hvis jeg ønsker at tabe mig, og jeg så får at vide, at valget står mellem enten at spise mindre eller bevæge mig noget mere. Så vil jeg nok sige, det var et dårligt råd, jeg fik der, fordi et bedre råd ville være, at jeg skulle gøre begge dele.

Mickey Gjerris: Jeg mener, at det, vi gør med GMO'er, er noget, man ikke har gjort før. Det er at blande sig i naturen på et mere detaljeret og mere præcist niveau, end vi har gjort før med den konventionelle avl. Derfor vil jeg sige, det er unaturligt, og dermed langt hen ad vejen forkert. For det er udtryk for en holdning til naturen, som jeg grundlæggende mener, er forkert, og som har bidraget meget til at bringe os ind i de problemer omkring klimaet, som man nu mener, man skal bruge GMO-teknologien til at løse.

Derfor tror jeg, at jo mere vi benytter os af teknologien, jo mere vil vi blot understrege det misforhold, vi har i øjeblikket, mellem vores indstilling til naturen som en ren ressource og så det, naturen egentlig er.

Kasper Lippert-Rasmussen: Der er vi nok uenige, for jeg ser ikke noget problem i sig selv ved GMO-organismer, ligesom jeg heller ikke ser det ved traditionel planteforædling. Jeg betragter ikke den ene teknik som mere unaturlig end den anden.

Mickey Gjerris: Det er klart, at der ikke er en definition på, hvornår noget præcist bliver unaturligt, det er der ikke. Man kan måske sige, at genteknologi er mere unaturlig end konventionel avl af planter på samme måde som polyester er mere unaturlig end bomuld. Du vil selvfølgelig sige, at begge dele er et resultat af menneskelig indblanding i naturen, og det er også rigtigt, på den måde falder de inden for samme kategori. Men der er en glidende overgang fra en naturlig vild plante til en genmodificeret plante i forhold til, hvor meget vi blander os i dem. Og den forskel mener jeg faktisk spiller en rolle.

Kasper Lippert-Rasmussen: Jeg forstår det sådan, at du mener, de genmodificerede organismer ligger ude i den ene ende af unaturlighedsskalaen, og at planter, som er frembragt gennem mangeårig forædling, ligger tættere på det naturlige?

Mickey Gjerris: Ja.

Kasper Lippert-Rasmussen: Men jeg synes, det er lidt svært at drage den sondring der, for mange af de planter, vi har i dag, er jo radikalt anderledes end dem, man startede med at avle eller forædle på for mange tusinde år siden. I princippet kunne man godt forestille sig, at man lavede genmodificerede organismer, som fik indsat et gen fra en plante, der biologisk set ikke ligger særlig langt væk fra den. Så kunne man godt forestille sig, at den plante, der kommer ud af det, egentlig adskiller sig mindre fra det, der var det så at sige naturlige udgangspunkt, end en anden plante, der efter flere tusinde års konventionel forædling nu er blevet radikalt anderledes end det, man startede med. Altså ligesom mange hunderacer ser radikalt anderledes ud end de ulve, som de oprindeligt kom fra.

Så jeg er skeptisk over for det her med unaturlighed, om det spiller nogen rolle. Men selvom jeg ikke kan se, der er noget særligt unaturligt eller forkert ved at bruge GMO, så kan der jo godt være det, vi kunne kalde instrumentelle overvejelser omkring, hvorvidt vi skal bruge det. Altså hvilke konsekvenser vil det få at bruge GMO, tjener det et godt formål, er der nogle risici knyttet til det, og kan det hjælpe på alvorlige problemer som for eksempel den globale opvarmning.

Men jeg går også ud fra, at du vil mene, at hvis vi for eksempel kan løse verdens sultproblemer, så skal vi bruge GMO, selv om der i sig selv er noget forkert ved at bruge dem?

Mickey Gjerris: Ja, hvis vi faktisk står i en situation med klimaforandringer, hvor forholdene for planterne kommer til at ændre sig hurtigere, end de måske genetisk kan nå at følge med, og de her teknologier måske er den eneste måde at opretholde en fødevaresikkerhed på. Så vil jeg nok sige, at det er så et af de tilfælde, hvor vi kan sige, jamen så må vi lægge den der naturlighedsdiskussion til side og sige, den var væsentlig, men det her er vigtigere.

I det omfang vi kan løse nogle alvorlige problemer, så lad os da bruge teknologien. Så kan jeg sidde og have mine samvittighedskvaler, dem kan du så være fri for. Men fordi jeg har et problem med bioteknologien generelt, synes jeg kun, vi skal bruge den, hvis det er meget nødvendigt, og det mener jeg faktisk ikke, det er her. Jeg mener faktisk ikke, det er den rigtige strategi til at løse hverken klima- eller sultproblemerne.

Den her teknologi er efter min mening afsindig overvurderet. Vi nu har haft den i omkring 40 år, og den har på ingen måde levet op til alle de løfter, den har givet. Nu er vi allerede begyndt at tale om 2. generationsplanter, der skal kunne løse nogle alvorlige problemer. Men de er ikke engang blevet færdige med at lave 1. generationsplanter, som tydeligvis ikke løser nogen alvorlige problemer. Derfor siger jeg, så lad os prøve at se på alle de andre løsningsmodeller, der er, og bruge dem.

Det er jo et etisk valg, vi står i nu, nemlig om vi vil benytte os af den teknologi – hvis den virker, vi ved det ikke. Men lad os nu antage, at det lykkes at lave en genmodificeret plante, der faktisk kan bruges til at nedsætte udviklingen af metangas hos drøvtyggere. Metan er jo en stærk drivhusgas, som drøvtyggerne udskiller. Så kan vi vælge at bruge en masse penge på sådan en plante, eller vi kan vælge at gøre det, som ligger lige for, nemlig at sænke antallet af drøvtyggere. Problemet er jo, vi har alt for mange drøvtyggere, fordi vi drikker alt for meget mælk, og vi spiser alt for meget kød. Dyrene har det allerede elendigt nu, og det skaber en masse klimaproblemer. Desuden skaber det sundhedsproblemer, fordi vi bliver for fede og overvægtige og skal bruge mange penge på hjerte-/karsygdomme.

Så der er to løsninger. Den ene er at skære ned på vores kødforbrug, og den anden er at lave nogle planter, så vi kan fortsætte med at forurene og blive syge og fede, men opretholde et enormt højt forbrug af animalske proteiner ved at lave de her genmodificerede planter. Det er så et etisk valg, om man siger, jamen jeg vil gå ind for, at vi skal prøve at få en kultur, hvor vi løser problemerne ved at sænke kødforbruget og ressourceforbruget.

Kasper Lippert-Rasmussen: Men det er så igen måske et område, hvor det gør en forskel, om man mener, at det er et problem i sig selv at bruge de her teknologier eller ikke. For jeg ser det ikke som et enten-eller, altså jeg ser det sådan, at vi kan bruge de her teknologier, hvis de udgør den bedste løsning på problemet.

Hvis vi for eksempel tager global opvarmning, så kan vi jo, som du siger, gøre en masse ting ved global opvarmning, men de fleste af de ting må vi desværre nok sige, det kommer bare ikke til at ske. Det er vanskeligt at forestille sig, at det ville være politisk muligt, at vi i Danmark besluttede at holde op med at køre i biler, men selv hvis det skete, ville det ikke betyde så meget globalt set. Hvis det skulle gøre en forskel, skulle vi have et globalt stop for privatbilisme, der fx også involverer Kina og USA, og det er endnu sværere at forestille sig.

Formentlig er problemets omfang endda så stort, så selv hvis vi gør en masse af de ting, det kan virke ret urealistisk at tro, vi faktisk vil gøre, så er vi også nødt til at overveje for eksempel at bruge GMO-planter til at reducere mængden af drivhusgasser, som køerne udleder.

Der findes jo rigtig mange mennesker i verden, som økonomisk set befinder sig på et langt lavere niveau, end vi befinder os på. Hvis man så forestiller sig, at vi fik alle i verden – og vi er i dag 6 mia., men om ikke så mange år er vi 9 mia. – bragt op på et rimelig anstændigt leveniveau. Så vil det vel være sådan, at selv om vi i den velhavende del af verden nedbragte vores forbrug ganske betragteligt, også langt mere end det ville være realistisk at håbe på faktisk sker, så ville vi vel få en belastning af klodens økosystem, som var større end i dag og langt større end det, som kloden faktisk kan bære.

Så for mig er det ikke noget enten-eller, for situationen er den, at vi står over for nogle meget store problemer, og formentlig kan vi ikke løse den globale opvarmning ved et eller andet simpelt tiltag, der skal formentlig gøres rigtig mange forskellige ting.

Og der vil jeg godt kunne se en rolle for GMOer, selv om du og jeg ikke er uenige om, at der er masser af andre ting, vi også kunne gøre. Det er lidt som, hvis jeg ønsker at tabe mig, og jeg så får at vide, at valget står mellem enten at spise mindre eller bevæge mig noget mere. Så vil jeg nok sige, det var et dårligt råd, jeg fik der, fordi et bedre råd ville være, at jeg skulle gøre begge dele.

Mickey Gjerris: Ja vi ser nok forskelligt på, hvad der er realistisk. Men det er trods alt lykkedes os på relativ kort tid at gå fra at have et samfund, der naturmæssigt var relativt bæredygtigt, til den situation vi er i nu med et sindssygt overforbrug. Jeg mener ikke, det er urealistisk at forestille sig, at vi kunne vende den på hovedet og forestille os en kultur, der indså, at det spor, den har bevæget sig ud af, er sådan set ikke noget, der er holdbart rent livsgrundlagsmæssigt – men for øvrigt heller ikke noget, der har bibragt folk særlig meget lykke.

Det handler dybest set om, hvad er det for nogle billeder, vi har af, hvad er det gode liv. Hvis vi kunne ændre forståelsen af, hvad det gode liv er, så folk havde nogle andre ting, som de ville mene var vigtige for at få et godt liv, så ville jeg påstå, det var meget realistisk, at vi kunne løse mange af problemerne, uden at begive os ud i de her genteknologiske eventyr med planter.

Kasper Lippert-Rasmussen: Jeg mener, at det er vigtigt at være opmærksom på, at en GMO kan være risikabel på mange måder. Den kan jo være risikabel, men ikke i den forstand, at man bliver syg af den, så på den måde skal man ikke kun se på den fysiske risiko.

Mickey Gjerris: Problemet er, at kun hvis det er farligt for nogen, kan vi forbyde de her planter. Det betyder, at en meget stor del af modstanden mod GMO har folk været nødt til at oversætte til en eller anden form for risiko. Der er ikke meget, der tyder på, at GMO'er er farlige i betydningen risikable at spise, men ikke desto mindre har diskussionen været nødt til at handle om det. Jeg har fx en naturlighedsdagsorden, jeg gerne vil slå på, og den er enormt svær at få plads til i den her diskussion. Så derfor kan jeg føle mig nødsaget til at oversætte det til en eller anden form for videnskabelig risiko, for ellers bliver jeg ikke taget alvorligt.

Vi kan ikke forbyde noget alene på grundlag af, at det ikke er helt sikkert. Så skulle vi jo også forbyde biler. Vi bliver nødt til at sige, at det er, fordi det går imod nogle værdier, vi har. Det kan så være naturlighed –  fordi vi har et andet natursyn.

Kasper Lippert-Rasmussen: På trods af, at alle undersøgelser måske viser, at der ikke er nogen risici knyttet til GMO, føler et flertal i befolkningen sig måske ikke overbevist om, at det faktisk forholder sig på den måde. Eller måske har de nogle helt andre indvendinger mod GMO'er. Derfor ville det ikke være et demokratisk problem, hvis Folketinget besluttede at forbyde GMO. Men hvis det ellers er sådan, at vi kan bruge de her planter til at løse nogle væsentlige problemer, kan man stadigvæk fastholde, at moralsk set burde vi ikke forbyde dem.

Mickey Gjerris: Men vi skal være åbne om, hvad det egentlig er, der gør, at vi har en modstand mod den her teknik – så vi ikke ender i en eller anden underlig diskussion om risiko, som så ikke handler om risiko alligevel. For så kan jeg godt forstå, at dem, der laver risikoforskning, bliver enormt frustrerede. Alle de undersøgelser, de laver, viser, at det her ikke er farligt – og så får de bare at vide, nå men det stoler vi ikke på – det er jo ikke en måde at diskutere på.

Kasper Lippert-Rasmussen: Ja, noget af befolkningens skepsis over for risikovurderinger – fx deres frygt for, at GMO'er er risikable – kan jo afspejle, at folk er dårligt informeret; ligesom når folk bare tror, at det kun er genmodificerede planter, der indeholder gener i planten. Men det kunne også afspejle, at de simpelt hen er uenige i nogle af de værdimæssige vurderinger, der ligger til grund for de her risikovurderinger.

Derfor er det demokratisk set godt, at man spørger folk, hvad de mener, så der ikke er for stor uoverensstemmelse mellem lovgivningen og så de holdninger, folk har. Men demokratisk set ville det være endnu bedre, hvis det så var meget kvalificerede holdninger, folk havde til de her spørgsmål.

Mickey Gjerris: Det er nu ikke helt enkelt at afgøre, hvad der er en ”kvalificeret holdning”. Hvis uenigheden om GMO handlede om, hvorvidt det er fysisk farligt eller ej, ville det selvfølgelig være nødvendigt at have en vis viden for at kunne vurdere risikoen. Men hvis uenigheden fx går på, at du mener, at GMO er unaturligt, eller du mener, at GMO krænker naturens integritet – eller hvad det kunne være for værdier, du havde – så er den viden jo ikke særlig nødvendig. Så kræves der meget lidt viden om genteknologi for at kunne sige, at det bryder jeg mig ikke om, nej tak. Ud fra de undersøgelser jeg kender, er der ikke noget der tyder på, at hvis folk vidste mere om GMO, ville de også være mere positive.

Kasper Lippert-Rasmussen: Men det er ikke nok at se på nytte og risici ved at bruge en GMO – man må også se på fordele og risici ved at undlade at anvende dem. Hvis man nu står med en GMO, som kan modvirke udledningen af drivhusgasser, skal man også kigge på, at der allerede er nogle risici, som vi lever med, fx den risiko, der er knyttet til global opvarmning. Det kan jo godt være, at ved at bruge sådan en GMO, bliver vi udsat for nogle nye risici. Men omvendt kan det måske være, at det reducerer nogle andre risici, som vi allerede er udsat for – som fx de risici, som knytter sig til klimaforandringerne.

Så når vi bruger ny teknologi, så skal vi jo ideelt set lave en samlet risikovurdering og ikke bare se isoleret på konsekvenser af ny teknologi.

Mickey Gjerris: Ja, og der vil jeg tilføje, at man samtidig skulle spørge, hvilken risiko der er ved de alternative løsninger, der kunne være. Men jeg er meget enig med dig i, at man aldrig løser et problem uden at skabe nogle nye – sådan er det med teknologi. Vi fik løst en masse problemer, da vi lavede bilen, men vi fik også skabt en masse nye. Sådan er det, og man kan ikke forudsige dem; nogle af dem kan man forudsige, og dem kan man forsøge at gardere sig imod. I andre tilfælde må man sige, at der er bare uforudsete bivirkninger ved alt. Det er også farligt at få en kæreste. Der kan ske mange ting, men man lader jo ikke være af den grund, bare fordi man tænker, nå men jeg ved da, hvad der sker, når jeg spiser popcorn og drikker cola foran fjernsynet.

Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at tingene hænger sammen. Hvis man har en teknologi, der kan løse en masse problemer, man står med, og som er meget kraftfuld, meget potent – og sådan er denne teknologi blevet fremstillet – så skal man nok også være forberedt på, at de bivirkninger, der kommer, kan være tilsvarende store. Derfor er der grund til at træde lidt mere varsomt med denne her teknologi end ved så mange andre. Jo mere kraftfuld en hammer, vi står med, jo mere forsigtige skal vi også være, når vi slår med den. Det betyder ikke, at vi skal lade være med at slå, men vi skal måske tænke os om en ekstra gang. Det kunne være sådan et forsigtighedsprincip at lægge ned over det.

Kasper Lippert-Rasmussen: Men hvis man tænkte over det, så er det måske egentlig lidt svært at begrunde, at vi stiller det krav til nye teknologier – for hvorfor bør vi så egentlig ikke stille det samme krav til de teknologier, vi allerede anvender? Mange af de teknologier, vi anvender i dag, er der en masse risici knyttet til. Privatbilisme er jo et eksempel. Hvis vi anlagde samme strenge vurdering af risici, som når vi ser på nye teknologier, ville bilkørsel måske blive forbudt.

Mickey Gjerris: Ja, vi accepterer meget af ren vane. Men hvis det lykkes at udvikle en GMO, der vil løse nogle alvorlige problemer, såsom sultproblemer for verdens fattigste, og vi ikke kan løse dem på andre måder, så accepterer jeg blankt at vi gør det.

Derudover synes jeg, at genteknologi er et meget godt eksempel på, at det nok ikke er dyr teknologi, der skal løse de fattige menneskers problemer her i verden – det har det i hvert fald ikke været indtil videre. Der har du jo haft nogle meget store virksomheder, som – i det omfang de overhovedet har produceret planter, der kan bruges i de lande – har gjort det med deres egne aktionærer for øje, og det har ikke hjulpet de mennesker, der burde have haft hjælp.

Kasper Lippert-Rasmussen: Det viser måske samtidig, at overvejelser om GMO er stillet på et alt for generelt plan. Det vi skal gøre er måske i virkeligheden at sige; Jamen der findes masser af forskellige GMO-planter, og det her spørgsmål skal stilles om hver enkelt plante i stedet for om GMO som sådan. Der er måske nogle, hvor svaret vil være ja, og der er andre, hvor svaret vil være nej.

Mickey Gjerris: Men det er altså ikke genteknologien, der skal løse ulandenes problemer. Det er dels et politisk spørgsmål, og det er dels et uddannelsesmæssigt spørgsmål. Altså, der foreligger masser af undersøgelser, der viser, at hvis du tager til områder i Afrika, hvor de har en relativt lav landbrugsproduktion, og du introducerer landmændene til basale økologiske dyrkningsmetoder, så vil de øge deres udbytte i hvert fald fem gange, ene og alene på den konto, og uden noget som helst teknologi –andet end en tavle og et stykke kridt og en mand, der ved, hvad han taler om. Fint, så lad os da bruge nogle hundrede milliarder på det, i stedet for at prøve på at udvikle en eller anden GMO.

Kasper Lippert-Rasmussen: Hvis det er sådan, at nogle af de her genmodificerede planter bliver udviklet til at tage højde for klimaproblemer, som i høj grad – altså indtil nu i hvert fald – er et resultat af CO2-udledningen eller andre former for klimapåvirkninger, som vi har skabt for ulandene – så forekommer det at være sådan lidt en absurd situation, hvis vi på en eller anden måde forsøger at forhindre dem i at benytte afgrøder, som skal afhjælpe problemerne. Selvfølgelig, hvis vi afhjalp de her problemer på anden måde, så var det en anden sag, men faktum er jo nok, at det ikke sker.

Mickey Gjerris: Det er lige præcis den diskussion, vi skal have, om ikke det var vigtigere, at vi så afhjalp problemet på en anden måde. For mig at se er det en ringe hjælp at opfordre dem til at fortsætte ned ad det spor, som har kørt vores egen kultur på vildspor. I stedet for at udvikle mere teknologi til dem skulle vi prøve at se på, hvad deres problemer er – om der er andre måder, vi kan løse dem på, som i højere grad kan bekræfte den relation, vi står i til naturen.

I nyere tid har nogle miljøetikere fremført det synspunkt, at naturen har værdi i sig selv, og at vi derfor ikke bare kan bruge naturen, som det passer os. Disse miljøetikere mener således, at vi skal passe på naturen, eller undlade at gøre skade på den, og at vi skal gøre dette for naturens egen skyld. Det vil blandt andet sige, at vi skal vise hensyn til naturen selvom det ikke kommer os selv til gode, og at vi nogle gange skal sætte naturens interesser over vores egne.

I de efterfølgende afsnit kan du læse om to forskellige udgaver af denne tankegang: biocentrisme og økocentrisme. For at forstå disse to teorier og de problemer der er forbundet med dem, er det imidlertid nødvendigt først at vide lidt generelt om miljøetik.

Miljøetik

I løbet af 1970'erne begyndte det at blive klart for flere og flere, at den måde vi mennesker lever på, har store omkostninger for naturen - i form af forurening, nedbrydning af naturen og generelle miljøproblemer. I perioden opstod der derfor en større bevidsthed om miljøet, også inden for filosofien, og man begyndte at søge efter en miljøetik. Forskellige filosoffer begyndte at tale om vigtigheden af, at bevare naturens mangfoldighed, respektere dens orden og indgå i dens balance.

En af de ting der kendetegner meget af miljøetikken, er, at den sætter spørgsmålstegn ved den måde etikken traditionelt set kun har handlet om mennesker. Ifølge flere miljøetikere, er det nemlig i høj grad den traditionelle måde at tænke etik, der har været skyld i mange af de miljøproblemer, som verden står over for i dag. Inden for den traditionelle etik har naturen kun værdi for noget andet, nemlig mennesker. Det vil sige, at vi kun har gode grunde til at passe på naturen, når det kommer os selv til gode. Det går jo også ud over mennesker, når vi ødelægger vores miljø, og det er derfor, at vi skal tage hensyn til naturen ifølge den traditionelle etik. I modsætning hertil mener mange miljøetikere, at vi skal passe på naturen for dens egen skyld, eftersom naturen har værdi i sig selv.

Der er altså to forskellige måder noget kan have værdi på: enten i sig selv, eller for noget andet. En hammer har eksempelvis værdi for en tømrer. Den kan bruges til at arbejde med. En tømrer har også den slags værdi. En tømrer kan bruges til at bygge huse, men eftersom en tømrer er et menneske, så har hun også en værdi i sig selv, uanset hvor god eller dårlig hun er til at bygge. Det er i hvert fald tankegangen inden for den traditionelle etik, og på samme måde mener nogle miljøetikere, at naturen har en værdi i sig selv, uanset hvad den kan bruges til.

Der er dog umiddelbart en del problemer forbundet med disse miljøetiske teorier. Mange af disse problemer handler om hvem (eller hvad) vi skylder hensyn, hvorfor nogen (eller noget) har krav på hensyn og hvordan disse hensyn skal tages. Skal vi eksempelvis tage hensyn til forskellige former for virus, bakterier og den slags? Hvorfor skulle vi tage hensyn til en farlig virus? Hvad med planter, træer og buske? Er det kun levende organismer, eller skal vi også vise hensyn til sten, sandkorn og vinden? Hvordan skal man overhovedet tage hensyn til en sten? Hvad skal vi gøre i tilfælde af konflikter mellem forskellige ting, der begge har krav på hensyn? Og så videre.

Det er heller ikke helt klart, hvorfor det altid skulle være en god ting at følge naturens orden. Nogle gange er denne orden forbundet med vold og lidelse, og hvorfor skulle det være en god ting? Det er jo ikke altid godt at "lade naturen gå sin gang", hvis nogen eksempelvis er blevet kørt ned af en bil, er det jo ikke godt at lade dem ligge på vejen, så naturens orden kan udfolde sig.

Ovennævnte type spørgsmål er en af de store udfordringer for miljøetikken at svare på. Ikke mindst at begrunde hvad det er ved naturen, der gør, at vi skal vise hensyn til den for dens egen skyld. I de følgende afsnit skal vi se på to forskellige miljøetiske teorier, biocentrisme og økocentrisme, der hver især har givet et bud på svar på nogle af disse spørgsmål.

1. GMO og etik
2. GMO mod sult- og klimaproblemer
3. GMO mod overvægt
4. Forbedring af planter
5. Fordele og ulemper ved GMO
6. Debatleg for hele klassen