Nogle mener, at befrugtede æg blot skal betragtes som en samling af celler. Hvis man har den opfattelse, har det befrugtede æg ingen etisk status. Det betyder, at det ikke er nødvendigt at tage hensyn til det, fordi det slet ikke er omfattet af etikken. For hvis det blot er en samling af celler, har det ikke større betydning end resten af cellerne i din krop. Og ingen kunne vel finde på at ofre for eksempel hud eller en blindtarm nogen særlig opmærksomhed.

Nogle vil sikkert være enige i synspunktet med den begrundelse, at et befrugtet æg ikke har nogen af de egenskaber, man normalt forbinder med det at være menneske. Det kan hverken tænke eller føle. Det indgår endnu ikke i egentlige sociale relationer. Og det har ikke engang et menneskeligt udseende, da det hverken har ansigt eller lemmer. Så hvorfor skulle det være nødvendigt at tage hensyn til det? Det kan vel være ligegyldigt for det befrugtede æg selv, hvordan det bliver behandlet.

Et helt andet synspunkt er, at det befrugtede æg må regnes som et menneske på lige fod med alle andre mennesker. Det tilhører for det første arten homo sapiens. Endvidere har det allerede alle anlæg for at udvikle sig til et fuldstændigt menneske. Det har nemlig modtaget alle de informationer fra manden og kvinden, som er nødvendige for dets udvikling til et barn. Informationerne er indeholdt i det genetiske materiale. Det befrugtede æg har altså den samme mængde af informationer i sine gener, som et fuldt udviklet menneske har.

Man kan måske forklare synspunktet ved at stille det følgende spørgsmål. De færreste er i tvivl om, at et nyfødt barn har fuld etisk status. Dette betyder, at man bør tage lige så meget hensyn til det som til ethvert andet menneske. Men hvor i udviklingen fra befrugtet æg til nyfødt barn skulle den afgørende ændring finde sted, som giver det nyfødte barn fuld etisk status, hvis det befrugtede æg ikke har nogen etisk status? Er det, når fosteranlægget efter 7-8 dage sætter sig fast i livmoderen? Er det når centralnervesystemet efter ca. 26 dage er dannet? Er det, når fosteranlægget i løbet af 6-8 uger har fået et menneskeligt udseende med arme, ben fingre, tær, øjne, ører og næse? Er det, når fosteret omkring uge 22 kan overleve uden for kvindens krop? Eller er det først, når babyen er født? Ingen af svarene forekommer indlysende rigtige. Derfor er det oplagt at konkludere, at det befrugtede æg allerede fra begyndelsen havde fuld etisk status. Hvis dette er korrekt, virker det ikke rigtigt at lave grundforskning på befrugtede æg. Herved ødelægges de og må efterfølgende destrueres. Man laver jo heller ikke uden videre forskning på andre mennesker. Og hvis de afgår ved døden af det, er det naturligvis helt udelukket!

Et mellemsynspunkt i forhold til de to forudgående er, at fosteranlæggets etiske status er stigende fra undfangelsen, og indtil det ved fødselen opnår fuld etisk status. Opfattelsen kaldes den gradualistiske opfattelse. Man kan forklare den med, at fosteranlægget i løbet af udviklingen mere og mere bliver til et helt normalt menneske. Derfor har det også i stigende grad krav på at blive taget hensyn til. Det er mindre klart, hvad man ud fra denne opfattelse skal mene om at anvende befrugtede æg til forskning eller behandling, end det er ud fra de to andre opfattelser. Den første opfattelse ser ingen problemer i det. Den anden går klart imod. Den tredje derimod fører til to delkonklusioner:

1. Det er mere problematisk at anvende befrugtede æg eller fosteranlæg til forskning eller behandling sent i deres udvikling, end det er at anvende dem tidligt i udviklingen.
2. Et befrugtet æg har en vis etisk status, som dog ikke er lige så stor som et fuldt udviklet menneskes. 
   Om det befrugtede æg i en konkret situation må anvendes til forskning eller behandling afhænger derfor af, hvor væsentlige begrundelserne er for at udføre forskningen eller gennemføre behandlingen. Hvis de befrugtede æg for eksempel skal bruges til at fremstille kosmetik, vil det sikkert ikke være acceptabelt at bruge de befrugtede æg. Men hvis brugen af de befrugtede æg er nødvendig for at udvikle bedre måder at behandle alvorlige sygdomme på, vil det for nogle være acceptabelt.

Ud fra den gradualistiske opfattelse er det altså altid nødvendigt at foretage en konkret vurdering og afvejning for at afgøre, om det er etisk acceptabelt at anvende befrugtede æg til en bestemt slags forskning eller en bestemt type behandling.

Nogle mener, at den danske lovgivning flere steder baserer sig på den gradualistiske opfattelse. For eksempel tillader loven fri abort, men kun til og med uge 12. Abort anses altså for at være mere problematisk, jo længere tid fosteret har udviklet sig. Lovgivningen tillader også forskning på befrugtede æg, der er blevet tilovers fra kunstig befrugtning. Men det er kun tilladt i nogle ganske få tilfælde, hvor formålet anses for at være væsentligt nok. Dette er blandt andet tilfældet, hvis forskningen har til formål at opnå ny viden, som vil forbedre mulighederne for at behandle sygdomme hos mennesker. Ligeledes må der kun forskes på de befrugtede æg, indtil de er 14 dage gamle.

De nævnte synspunkter stammer især fra de kristne kulturer i den vestlige verden. Men flere andre kulturer i verden har også et bud på, hvilken etisk status det befrugtede æg har. Mange inden for jødedommen mener for eksempel, at det menneskelige liv ikke starter ved befrugtningen, men først på et senere tidspunkt, måske i forbindelse med fødslen eller lignende. Alligevel mener de fleste jøder dog, at man ikke kan tillade sig at gøre hvad som helst ved fosteranlægget i de tidlige stadier af dets udvikling. For allerede fra undfangelsen har fosteranlægget et potentiale til at blive til et menneske, hvilket gør det nødvendigt at beskytte det, for eksempel ved som hovedregel at lade være med at udføre abort.

Inden for Islam henholder man sig til en beretning fra profeten Muhammad, ifølge hvilken fosteranlægget besjæles 120 dage efter undfangelsen. Indtil dette tidspunkt opfattes fosteranlægget således ikke som en person. Derfor anses det under visse betingelser for at være acceptabelt at udføre abort indtil 120. dag, ligesom forskning på fosteranlæg kan komme på tale, hvis det sker inden for de første dage efter befrugtningen.

Du kan læse om beslægtede problematikker om etik og fosteranlæggets etiske status her: Etikinterview om stamceller og teksterne Etik og politik og Hvad er etik?

PS celler giver nyt håb om "reservedele" til mennesker

Stamcelleforsker Poul Hyttel giver sit bud på, hvad udviklingen af iPS-celler vil gøre for behandlingen af sygdom hos mennesker inden for de næste 10-20 år, og hvilke forskningsmæssige udfordringer, der venter.

iPS-cellerne har en fantastisk styrke i forhold til behandling, fordi de er lavet ud fra den enkelte patient og kan puttes tilbage i patienten igen, uden at man behøver være særligt bange for immunologiske reaktioner osv.: Det er celler, der passer til patienten.

I øjeblikket er man kommet så langt, at man har taget de første iPS-celler i brug til at behandle mennesker med. Man forsøger at behandle mennesker med en særlig form for arvelig blindhed.

Man differentierer iPS-cellerne til særlige synsceller i øjet og putter dem ind i øjnene på folk, der har den her arvelige form for blindhed. Det er det første forsøg overhovedet, der bliver lavet med behandling af mennesker af celler, der kommer fra iPS-celler.

iPS-cellerne kan jo blive til alle kroppens forskellige celletyper; så der er ingen tvivl om, at hvis det her forsøg går godt, og hvis der ikke viser sig væsentlige negative konsekvenser af forsøget, så vil vi i kølvandet på det her forsøg se en række andre anvendelser. Det kan nerveceller, som kan sættes ind i hjernen på folk, der f.eks. har Parkinsons Syge eller i mennesker, der har ødelagt rygmarven; eller bruskceller, man sætter ind i et led, fx på slidgigtpatienter; det kan være leverceller, man sætter ind i folk, som har leversygdomme. Og det kan ikke mindst være hormon-producerende celler, fx de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen, som sukkersygepatienter mister. Jeg tror, der kommer en række behandlinger i kølvandet på de forsøg, vi ser nu. Måske vil man også kunne dyrke hele organer en dag.

Så nu hvor iPS-cellerne er opdaget, er vejen faktisk banet for udviklingen af behandlinger for mange sygdomme, der ikke kan behandles i dag?

Vi er i hvert fald rykket et stort skridt tættere på. Men der er ingen tvivl om, at det samtidig vil udfordre vores evne til at lave de her forskellige reservecelletyper ud fra de pluripotente stamceller. Og det er ikke så let altid, fordi det at kunne lave de specialiserede celler kræver, at man ved meget om de signalstoffer, som styrer deres udvikling i det lille fosteranlæg. Hvis man kan efterligne det, der sker i fosteret, og lave en insulinproducerende celle, skal man vide en masse om, hvordan de insulinproducerede celler i fosteret bliver til. Så der skal udvikles meget forskning, hvis man skal kunne differentiere cellerne tilstrækkelig præcist, så de fungerer som de skal. 10 år i denne her forskning går meget stærkt, men jeg tror, vi vil se de første brugbare behandlinger.

Vi ved også, at der er nogle risici forbundet med iPS-celler, og det kan vende billedet fuldstændigt. Det er vigtigt, at man, når man putter dem tilbage i kroppen, kan styre dem i den retning, man ønsker. De skal kun blive til de celler, man ønsker, de skal ikke blive til alt muligt andet.

De første IPS-celler, man lavede, var omprogrammeret ved hjælp af stamcellegener, man satte ind i cellerne med viruspartikler. Man brugte altså virus til at overføre stamcellegenerne til kroppens celler. Når man gør det, sætter stamgenerne sig ind i kromosomerne; de bliver med andre ord indbygget i modtagerens egne kromosomer, og findes derfor i alle de celler, som udvikler sig fra den oprindelige iPS-celle. Stamgener er gener, som er tæt relateret til cancergener, så hvis de ved en fejl aktiveres kan patienten udvikle kræft. Samtidig betyder brugen af virus, at man ikke ved, hvor i arvemassen genet splejses ind; de kan ende et sted, hvor man har dårlig kontrol over, om de kommer til udtryk på et eller andet uheldigt tidspunkt senere i livet.

Så sådan nogle IPS-celler er ikke sikre til behandling. Derfor er der blevet arbejdet hårdt på at lave IPS-celler, som er omprogrammeret på andre måder end ved at sætte stamceller ind i kromosomerne med viruspartikler. Det, vi arbejder med i vores laboratorium, er så at sige en mere nænsom omprogrammering.

Vi bruger plasmider, hvori der er pakket 6 stamcellegener. De kommer ind i cellerne, har en kortvarig effekt i cellerne på et par uger, så nedbrydes de, og så er cellerne omprogrammeret til IPS-celler, men de er ikke ændret, hvad angår deres kromosomer, der er ikke sat nye gener ind i dem, så de er meget mere sikre end den allerførste type af IPS-celler, der blev lavet.

Du sagde, at der også var nogle risici forbundet med den efterfølgende specialisering af iPS-cellerne?

Ja, det andet det er så, at når man begynder at specialisere cellerne, differentiere dem til de forskellige reserveceller, man gerne vil bruge, så skal man ligesom have fundet balancen med, hvor langt man skubber cellerne hen i retning af at blive til de celler, der skal sættes ind i kroppen igen. Skubber man cellerne helt hen til de er færdigudviklede, kan det være svært at få dem ind og integrere sig blandt de andre celler, de skal ind hos i kroppen. Det bedste er faktisk at specialisere cellerne så langt, at de bliver til en form for programmerede celler, som er klar til at foretage det sidste skridt i deres differentiering og specialisering, når de kommer ind i kroppen. Den balance skal også findes for at få sikre celler ind i kroppen, så de bliver til det, de skal være i kroppen, og ligesom indtage den funktion, de skal have i kroppen.

Et andet muligt problem er, at selv om de her iPS-celler de er lavet ud fra celler fra den enkelte patient, har det vist sig i forsøg på mus, at omprogrammeringen godt kan ændre cellernes immunologiske egenskaber en smule. Så man kan faktisk ikke udelukke, at der kan komme immunologiske reaktioner fra kroppen imod de celler, man sætter ind i kroppen igen – selv om de kommer fra patienten selv!

Tiden må vise, om der opstår andre uforudsete problemer.

Forskerne arbejder på at lære at styre cellernes udvikling. At få dem til at blive til netop det væv (fx muskel- eller nervevæv) eller, på sigt, det organ, en syg person mangler. Der tegner sig store perspektiver for behandlingen af sygdomme, hvor bestemte celletyper nedbrydes eller bliver ødelagt. Men nogle stamceller kommer fra befrugtede, menneskelige æg – og det diskuteres livligt, om det er i orden at ødelægge dem for at få fat i stamcellerne. Der findes også stamceller i kroppen, som har til formål at reparere eller forny væv, der nedbrydes, men de kan kun reparere skader i de dele af kroppen, hvor de findes.
Det, forskerne håber på, er at isolere stamceller til behandling af de sygdomme, hvor organismen ikke kan reparere sig selv. Enten fordi skaden er for stor, eller fordi vævet – som fx hjernen – har for få naturlige stamceller.

Man håber at kunne udvikle stamceller til at behandle sygdomme, hvor nogle af kroppens celler bliver ødelagt. For eksempel at få stamceller til at danne nye blodkar rundt om hjertet hos patienter, der har åreforkalkninger dér, så blodet ikke kan pumpes igennem. Allerede i dag kan man behandle patienter med leukæmi (kræft i blodet) med stamceller fra knoglemarven. Det er knoglemarvsstamcellerne, der producerer vores blod. Derfor kan man helbrede leukæmipatienter ved at slå deres egne knoglemarvsceller ihjel og i stedet give dem raske stamceller fra en donor. Men hvis donors stamceller ikke passer præcist til patientens, kan der være problemer med, at patientens krop angriber de fremmede celler. Hvis man i stedet kan producere stamceller fra patienten selv, vil kroppen genkende dem og uden problemer optage dem.

Et muligt fremtidsscenarium

For at kunne dyrke reservevæv eller måske hele organer, skal forskerne aflure, hvordan de forskellige typer stamceller bærer sig ad med at udvikle sig til bestemte celler eller organer. Målet er at styre stamcellernes specialisering i retning af det væv eller de organer, der er brug for. Stamcelle-terapi vil i princippet kunne bruges til at behandle alle former for vævsskader, såsom korsbåndskade hos fodboldspillere eller hjerneskader hos boksere, eller skader i muskler, hud, hjerte, lever, insulin-producerende celler og hjerne og rygmarv.De to hovedtyper: voksenstamceller og embryonale stamceller
I det befrugtede æg (embryo) findes stamceller, som udvikler sig til alle celler i hele din krop, og i den færdige krop findes der også stamceller, så der er flere hovedtyper:

Embryonale stamceller

Alle cellerne i jeres krop er udviklet fra en ægcelle fra jeres mor befrugtet med en sædcelle fra jeres far. Dette befrugtede æg har udviklet sig gennem celledelinger til alle kroppens celletyper. Når et æg bliver befrugtet, starter det på at udvikle sig ved celledelinger. Det deler sig til 2, 4 og 8 ens celler i løbet af de første 3-4 dage.

Når det befrugtede æg har udviklet sig og delt sig gennem en uges tid, danner det en lille klump af uspecialiserede celler, den indre cellemasse, som senere vil udvikle sig til selve fosteret. Disse celler er stadig uspecialiserede, så de har evnen til at blive til alle kroppens celler. I 1998 lykkedes det for første gang at tage stamceller fra den indre cellemasse ud af menneske¬lige embryoner og holde dem i live i laboratoriet, så de kan bruges til forskning. Fordi de embryonale stamceller kan blive til alle celler i kroppen, er der store forventninger til, at man kan lære at styre deres udvikling, så man kan få dem til at blive til reservevæv eller –organer til syge mennesker (se i interviewet med Moustapha Kassem, hvordan man forsker i at finde ud af, hvordan stamceller udvikler sig til specialiserede celler).

Voksenstamceller

Trods navnet kan disse stamceller også komme fra et barn – i virkeligheden betyder det bare "celler fra en organisme, som er udviklet". I den udviklede organisme er cellerne specialiserede, enten helt eller delvist. De delvist specialiserede celler kaldes voksenstamceller.
Nedenfor kan du se, hvordan stamceller specialiserer sig efter at de er holdt op med at være uspecialiserede. Man kan forestille sig, at det befrugtede æg er roden på et træ. Når det har delt sig i nogle dage, begynder stamcellerne at specialisere sig i tre hovedgrupper, som grene på træet. Ved udgreningerne er cellerne voksenstamceller, der er mere specialiserede, men som stadig kan blive til flere forskellige celletyper. Næste gang, cellerne specialiserer sig ud, bliver de til de mest specialiserede stamceller, fx hudstamceller, der kun kan udvikle sig til én celletype, i dette tilfælde hud. Hudceller, der ikke er hudstamceller, kan slet ikke dele sig, og det er noget af grunden til, at man ikke producerer mere hud end nødvendigt. Hvis denne begrænsning ikke virkede i din krop, kunne du få hudsygdomme som psoriasis eller hudkræft.

Når kroppen er dannet, er det de forskellige typer af stamceller i de forskellige væv og organer, der står for væksten og vedligeholdelsen af den. Det gør de ved hele tiden at erstatte slidte celler. Også i din færdigudviklede krop findes der altså samlinger af stamceller – det vil sige uspecialiserede celler, der kan dele sig og blive til mere specialiserede celler. I alle dine organer er der depoter af stamceller, som reparerer organet løbende. På den måde erstatter stamcellerne nedslidte og ødelagte celler, efterhånden som de forgår i kroppens enkelte væv og organer.

Forskere kan isolere stamceller fra kroppen, for eksempel fra blod og knoglemarv, og dyrke dem i laboratoriet. Der forskes meget i at få voksenstamceller til at blive til mere specialiserede celler, som kan bruges i sygdomsbehandling.

Revolutionerende opdagelser

Stamcelleforskningen har været årsag til, at man har fået så megen ny viden, at biologibøgerne har måttet skrives om. Den har nemlig gjort, at forskerne har måttet ændre deres forståelse af, hvad liv er, og hvordan det begynder.

Det klonede får, Dolly, som blev født i 1996, blev til på en måde, ingen før havde troet muligt. Hun blev til ved en teknik, som kaldes kernetransplantation, En fuldt specialiseret celle fra hendes mors yver blev sat ind i en ægcelle, som var tømt for sin egen arvemasse. Ægcellen troede den var blevet befrugtet (hvilket den også var; blot med en kropscelle i stedet for med en sædcelle) og begyndte på celledelingerne og anlagde et embryo, som efter overførsel til livmoderen udviklede sig til Dolly. (link til kloningsteksten).
Dolly åbnede almindelige menneskers øjne for den forskning, der havde været undervejs i flere årtier. Den viste, at det, man indtil da havde troet: nemlig at cellernes specialisering kun gik én vej, mod større specialisering, ikke kunne passe. Det er ikke sådan, som man troede, at når en celle først er specialiseret, kan den ikke føres tilbage igen i sin udvikling. Dolly var beviset på, at cellers evne til at afspecialisere sig var langt større, end man havde troet. En helt specialiseret celle kan, i en ægcelle, afspecialiseres helt tilbage til udgangspunket. Det vil sige, at livet ikke kun kan starte ved, at en sædcelle befrugter en ægcelle; det kan også ske, hvis en celle af et æg afspecialiseres helt, og bliver til et embryon.

Siden er der gjort flere revolutionerende opdagelser af, hvor enkelt de kan være at 'nulstille' celler:
I 2006 beskrev den japanske forsker Shinya Yamanaka, at det var lykkedes hans forskerhold at få bindevævsceller fra "voksne" mus til at afspecialisere sig til embryonale stamceller på en uventet enkel måde. De fandt frem til fire "stam"-gener, som de indsatte i cellerne i tændt form, og det fik cellerne til at afspecialisere sig og blive embryonale. Siden er det blevet vist, at samme metode kan bruges på specialiserede celler fra mennesker. Man kalder disse nulstillede stamceller for iPS celler.

iPS-celler er dog ikke fuldstændigt afspecialiserede, som cellen, der blev til Dolly. De minder om de embryonale stamceller, som findes i den indre cellemasse, når det befrugtede æg er omkring en uge gammelt. Disse stamceller kan blive til alle kroppens celler, men de kan ikke længere danne fosterhinder og moderkage, og de kan ikke organisere hele den byggeplan, et barn gradvist bygges op efter. Derfor kan de ikke udvikle sig til et helt foster, hvis de sættes op i en livmoder. Af den grund er der ingen, der mener, det er etisk forkert at forske på dem.

Stamcelleforskning og etik

De fleste synes selvfølgelig, det ville være godt, hvis man kunne fremstille reservevæv eller organer til alvorligt syge mennesker. Derfor er de fleste positive overfor stamcelleforskningen – i hvert fald når den foregår på voksenstamceller.

Men når det kommer til de embryonale stamceller, mener nogen, der opstår etiske problemer. For det er nødvendigt at skille et embryon ad for at få adgang til de embryonale stamceller, og derved går embryonet til. Om man finder det forkert at skille embryoner ad, afhænger af, hvordan man ser på embryoner og hvilken værdi eller status, man anser dem for at have. Det er der forskellige meninger om: 

Mennesker bliver til ved befrugtningen

Nogle mennesker tager udgangspunkt i en forestilling, som kan siges at have rod i den kristne kulturarv, om at mennesket opstår ved befrugtningen. De argumenterer ofte med, at fra ægget er befrugtet, er det af sig selv på vej mod at blive et menneske. Siden der ikke er nogen oplagte tidspunkter, hvor man kan sige, at 'nu blev det et menneske', må det logiske være at sige, at det blev et menneske ved befrugtningen.

Hvis man har det udgangspunkt, betyder det, at man lige fra starten skal respektere og beskytte et befrugtet æg på samme måde, som et udviklet menneske. Det vil være lige så forkert at skille et befrugtet æg ad, for at tage stamcellerne ud af det, som det ville være at skille et udviklet menneske ad og tage alle dets organer ud. Begge dele er drab på et menneske, og dermed meget etisk forkert. Derfor er mange imod forskning på embryonale stamceller.

Det, der anses for at være forkert, er at skille embryonet ad og dermed ødelægge det. At forske på de embryonale stamceller, embryonet indeholder, er derimod ikke forkert, for de kan ikke blive til mennesker af sig selv. Hvis man sætter dem op i en livmoder, vil de ikke udvikle sig til børn, derfor skal de ikke – ifølge dette synspunkt - beskyttes på samme måde som børn. iPS-celler kan ikke blive til børn af sig selv, derfor er det med dette udgangspunkt ikke forkert at forske i dem. Men embryoner fremstillet med kernetransplantation kan blive til individer af sig selv. I maj 2013 lykkedes det for første gang forskere i USA at fremstillede menneskelige embryoner ved kernetransplantation, ikke for at klone et menneske, men for at få adgang til de embryonale stamceller. Den slags forskning er forkert, ifølge dette synspunkt.

Kun bevidste individer er mennesker

Andre mener ikke, man kan sidestille embryoner med mennesker. De vil sige, at det, der gør, at mennesker har krav på respekt og beskyttelse, er, at vi har en højt udviklet bevidsthed. Når det er forkert at slå mennesker ihjel, er det fordi døden spiller en helt anden rolle i menneskers liv, end for væsener, der ikke i samme grad kan frygte døden, fordi de havde planer for deres fremtid, som ville blive ødelagt, hvis de døede. Men befrugtede æg, som kun består af nogle få ens celler, har ingen af de egenskaber, der gør mennesker bevidste. De har ingen hjerne og ingen nervebaner, så de kan ingenting føle. Derfor er de efter denne opfattelse ikke på nogen relevant måde mennesker endnu.

Hvis man har det udgangspunkt, er det ikke forkert at forske på befrugtede æg, for de er organismer, som ingen bevidsthed har, derfor kan de jo heller ikke have ønsker til deres liv eller frygte døden. Dog skal man være opmærksom på, at selvom embryonet ikke kan opleve noget tab, hvis vi ødelægger det, så kan det måske skade os andre, hvis vi uden videre destruerer embryoner. Vi er trods alt vant til at tænke på dem som begyndende mennesker. Så hvis vi ikke behandler dem med nogen form for respekt, kan det tænkes, at vi bliver lidt mere rå og følelseskolde, så vi måske kan ende med at acceptere, at mennesker behandles skødesløst.

Derfor vil mange med denne indstilling mene, at vi kun bør ødelægge embryoner, hvis vi har gode grunde til at gøre det – og en rigtigt god grund kunne være, at de embryonale stamceller kunne være med til at udvikle behandlinger til allerede eksisterende mennesker, der lider af alvorlige sygdomme. Menneskers interesser bør gå forud for befrugtede ægs, for de har en helt anden status, end embryoner.

Lovgivning om stamceller

Det er etiske overvejelser om embryoner, der gør, at de fleste landes lovgivning indeholder begrænsninger på, hvornår man må forske i embryonale stamceller.

Nogle lande, som Tyskland, Frankrig og Italien, lægger mest vægt på den første synsmåde og har derfor forbudt forskning, der gør, at embryoner skilles ad. Det samme har USA, men deres regler er lidt specielle, for de er afhængige af, hvem der betaler for forskningen. Skatteydernes penge må ikke bruges til forskning i embryoner, men det er tilladt at gøre det for firmaer, der selv betaler.

Danmark ligger sammen med bl.a. Finland og Portugal i en midtergruppe; her må man udtage stamceller fra embryoner, dog kun fra embryoner, der er til overs fra behandlinger med kunstig befrugtning, og som derfor under alle omstændigheder skulle have været smidt ud. Betingelsen er dog, at det befrugtede æg kun holdes i live i op til 14 dage, og at formålet med forskningen er at opnå ny viden, som vil kunne forbedre mulighederne for behandling af sygdomme hos mennesker.

Endelig er lande som Storbritannien og Sverige mere liberale. Her må man forske i embryoner, som er frembragt i reagensglas, og det er desuden tilladt at fremstille embryonerne ved kernetransplantation (Dolly-metoden)[1].

Håbet for sygdomsbehandlingen

Forventningerne til stamcellebehandlinger har været skyhøje, især lige i starten af dette årtusinde, hvor offentligheden først begyndte at høre om det nye forsknings¬felt. Alligevel har de store resultater vist sig ikke at ligge lige rundt om det næste hjørne. I praksis har det vist sig at være en del sværere at styre stamcellernes udvikling, end man først havde forestillet sig.

I dag mangler der stadig megen grundforskning, før forskerne forstår de processer, som får celler til at specialisere sig. Men der forskes stadig intensivt i stam¬cellernes muligheder, og der er ved at dukke behandlinger op, hvor nogle vævstyper eller relativt simple organer kan dyrkes fra stamceller og derefter overføres til patienten og fortsætte deres udvikling. Der er udført succesfulde behandlinger med stamcelledyrket hud, urinblærer og luftrør. Disse organer involverer kun få typer celler, og er derfor ikke så komplicerede at fremstille. På sigt er målet stadig at kunne dyrke hele organer fra stamcellerne.

Læs mere om forskning i stamceller

Med sit forskningsprojekt undersøger han, hvordan man kan få stamceller til at udvikle sig til bestemte celletyper. På den måde håber han, at man engang vil kunne kurere mennesker med sukkersyge ved at overføre insulinproducerende celler til dem.

Moustapha: Jeg hedder Moustapha Kassem, og jeg er uddannet læge og arbejder i øjeblikket som professor og overlæge på endokrinologisk afdeling på Odense Universitetshospital.

Jeg synes, det fascinerende ved stamceller er, at de måske vil give os nye måder at forstå og behandle sygdomme på. Jeg har den der lægelige baggrund og er derfor meget interesseret i at forstå, hvorfor vi bliver syge, og hvordan vi kan behandle sygdomme. I øjeblikket kan vi for mange sygdommes vedkommende kun forhindre sygdommen i at blive værre. Vi kan ikke behandle sygdommens grundlæggende årsag.
Ved at arbejde med stamceller udforsker vi deres biologi, deres egenskaber, forstår hvordan de fungerer i kroppen. Måske kan vi for første gang få en bedre forståelse af, hvorfor de opstår og også få adgang til nye behandlingsmuligheder.

Her hos os forsker vi i embryonale stamceller.

Er det nogen, I selv udvikler?

Moustapha: Nogen af dem er vores egne og nogen af dem har vi importeret (det vil sige købt i udlandet).

Er I de eneste i Danmark, der laver embryonale stamceller?

Moustapha: Nej, der er to andre grupper, én i Aalborg og én i København.

Hvor får I dem fra? Er det fra befrugtede æg, som er blevet tilovers fra par, som får børn ved hjælp af kunstig befrugtning?

Moustapha: Ja, vi starter med blastocyster, altså det befrugtede æg 5 eller 6 dage efter befrugtningen. Der består det af omkring 200 celler. Cellerne i det indre cellelag (omkring 30-40 celler) har potentiale til at blive til hvad som helst i selve kroppen. I laboratoriet prøver vi at dyrke dem (det vil sige at holde cellerne i live udenfor kroppen ved at sætte dem ind i et miljø, der ligner deres omgivelser i kroppen) og at få dem til at dele sig. Når det sker, kalder vi denne gruppe celler en human embryonal stamcellelinie.

Hvad går jeres forskning helt konkret ud på?

Moustapha: Vi startede forskningen i embryonale stamceller omkring 2003, og vi har i øjeblikket to forskningsprojekter. I det første undersøger vi, hvordan vi kan dyrke de humane embryonale stamceller uden for kroppen, hvordan vi kan få dem til at dele sig, og hvordan vi kan få et større antal af dem – det vil sige udvikle humane embryonale stamcellelinier. Når man hører det, virker det måske meget nemt. Men faktisk er det en stor videnskab og også kunst, så vi bruger en hel del tid på projektet, fordi det er fundamentet for al den anden stamcelleforskning.
Så den første aktivitet er at dyrke de embryonale stamceller, og holde dem i live men samtidig sørge for, at de ikke begynder at specialisere sig til forskellige celletyper. Og det er ikke helt nemt, fordi de har tendens til at differentiere - altså specialisere sig – når vi dyrker dem uden for kroppen.

Og idéen er selvfølgelig, at hvis man kan få dem til ikke at differentiere, så kan man i virkeligheden få relativt få stamceller til at blive til flere millioner celler – det man kalder en stamcellelinie?

Moustapha: Ja, det er hele ideen med det. For hvis du ikke har et tilstrækkeligt antal stamceller at arbejde videre med, så har du intet materiale at arbejde videre med.
I det andet projekt prøver vi at få de embryonale stamceller til at specialisere sig til en bestemt celletype. Det kalder vi differentiering. Og vi er i øjeblikket meget interesserede i at udforske, hvordan vi kan give dem de rigtige signaler i form af hormoner og vækstfaktorer (kaldes også signalstoffer), så de bliver til insulinproducerende celler eller til knogle- eller bruskceller.

De skal altså være specialiserede, når man måske engang skal bruge dem i sygdomsbehandling, hvorfor er det vigtigt?

Moustapha: Ja, fordi for eksempel sukkersyge er en sygdom, hvor man mangler de celler, som producerer insulinen. Så hvis vi først lærer at dyrke de der insulinproducerende celler uden for kroppen, og bagefter kan transplantere dem til nogle sukkersygepatienter, så behandler vi ikke bare symptomerne men også den tilgrundliggende årsag til sygdommen.
Men hvorfor kan man egentlig ikke bare tage udifferentierede stamceller og sprøjte ind i patienten?

Moustapha: Jamen det har man faktisk gjort i dyreforsøg. Men det viste sig, at når man gør det på den måde, så har cellerne ikke de rigtige signaler til at fortælle dem, at de kun skal være insulinproducerende celler. De udvikler sig til en masse forskellige celletyper. Og som sukkersygepatient, der mangler insulinproducerende celler, er du selvfølgelig ikke interesseret i at få nogle celler, som pludselig bliver til bruskceller eller knogleceller eller nerveceller.
Men lad os gå ind i laboratoriet, så kan I se, hvordan vi gør.

Før vi går ind i laboratoriet, skal vi have kittel og træsko på, fordi det er vigtigt, at alt er så sterilt som muligt. Hvis cellerne på nogen måde kommer i kontakt med bakterier, virus eller svampe fra omgivelserne, bliver de inficerede og kan ikke bruges mere. Derfor er der også et udsugningssystem på laboratoriet, der hele tiden suger gammel luft ud og puster ren filtreret luft ind. Og dem, der arbejder med cellerne, sidder med handsker på, og arbejder med armene inde i glasskabe, der er sterile. Alligevel bliver cellerne ofte inficeret – så det kræver stor koncentration.
Cellerne opbevares i små gennemsigtige plastikbakker med seks rum i hver. Man kan ikke se cellerne med det blotte øje, men gennem mikroskopet kan vi alligevel godt skelne cellerne fra hinanden. Vi får at vide, at der typisk er op mod en million celler i hver rum, så det vi så gennem mikroskopet har bare været et meget lille udsnit. Når forskerne ikke er i gang med at arbejde med cellerne, opbevares de inde i et varmeskab, hvor der er 37° C og et CO2 tryk, der svarer til det, der findes i kroppen.

Hvordan dyrker man helt præcist stamceller?

Moustapha: Vi kan spørge Ann Dorte. Hun arbejder med embryonale stamceller, som hun ønsker at få til at blive til insulinproducerende celler. Så måske kan vi få lov til at se hendes insulinproducerende celler i dag.

Ann Dorte: Mit navn er Ann Dorte Pørneki. Jeg er molekylærbiolog og arbejder som Ph.d.-studerende på et laboratorium i tilknytning til Endokrinologisk afdeling, Odense Universitetshospital.

Kan du få dine stamceller til at blive til insulinproducerende celler?

Ann Dorte: Det er ikke så ligetil at styre stamcellerne, så vi prøver at tage det et skridt ad gangen. Den normale udvikling går via nogle grundstammer, hvor de forskellige dele af kroppen udvikler sig fra. Så lige nu prøver vi at tage det første lille skridt og sige, at vi gerne vil lave den grundstamme, som de insulinproducerende celler videreudvikles fra, og så prøve at undgå de andre to, der findes.

Så man kan sige, at det virker lidt som et stamtræ, og det I prøver på nu er, om I kan gå ind på den rigtige gren?

Ann Dorte: Lige præcis, få de to andre grene savet væk, og så går vi til den mellemste gren. Den kan der så både laves lever og lunger og mave og tarm og forskelligt andet væv ud fra. Så der skal vi igen have afskåret nogle grene, så vi kommer til bugspytkirtlen. Og hvis vi endelig kommer til bugspytkirtlen, så er der igen forskellige typer af celler i dem. Nogle laver fordøjelsesenzymer, mens andre laver hormoner, for eksempel insulin. Så der er hele tiden sådan nogle skilleveje, hvor vi prøver at påvirke cellerne, så de udvikler sig i den rigtige retning.

 

Hvad gør I helt præcis for at få dem til at udvikle sig i den rigtige retning?

Ann Dorte: Der er flere muligheder. Vi skæver til, hvad der sker i den normale foster udvikling. Hvad sker der i starten, når et befrugtet æg udvikler sig til et foster. De data vi har, stammer typisk fra mus, fordi det er svært at lave den slags undersøgelser på mennesker. Men de data, vi har, viser, at der er nogle forskellige signalstoffer, der sandsynligvis er vigtige for at lave nervevæv, og nogle andre der er vigtigere for at lave organer, og endnu andre der er vigtige for at udvikle de knogledannende celler.
Så vi har nogle ideer, som vi afprøver. Men der er flere typer af signalstoffer, der arbejder sammen. Og nogle skal måske være til stede, mens andre ikke skal, og nogen gange er koncentrationen af et stof helt afgørende for, om cellerne udvikler sig i den ene eller anden retning. Så vi tramper lidt rundt med gummistøvler i et komplekst system, som vi forsøger at forsimple, for at kunne arbejde med det. Men vi prøver så godt, vi kan. Det er sådan lidt trial and error. Vi tilsætter et stof og ser, hvad det bevirker... Og så prøver vi med det næste.

Jeg kan se at cellerne gror nede i sådan nogle plasticbakker?

Ann Dorte: Ja, de vokser her på plastikken i bunden, og den der røde suppe ovenpå, det er deres mad, kan man sige, deres dyrkningsmedie, der indeholder alle de her basale ting, de har brug for: sukker, proteinstoffer, fedtstoffer. Normalt er vi nødt til at lade de humane embryonale stamceller gå sammen med nogle museceller, der stammer fra musefostre, blot for at få dem til at overleve.

Når I nu siger, de går sammen med musestamceller, vil det så sige, at nede i den her plasticbakke?

Ann Dorte: Der ligger først et musecellelag, og så putter man de embryonale stamceller ovenpå. De skubber så lidt til musecellerne og ligger sammen.
Musecellerne er nødvendige, fordi de udskiller nogle stoffer, som er med til at holde stamcellerne udifferentierede. Vi ved ikke nøjagtigt, hvad det er for nogle. Men det generer os selvfølgelig, at de skal gå sammen med museceller. Både fordi det begrænser os i de ting, vi tilsætter, men også fordi at det skaber komplikationer, hvis vi pludselig på et eller andet tidspunkt skal bruge dem til behandling.

Kan du, Moustapha, med optimistens briller på sige, hvad stamcelleforskningen har bidraget med om 20 år?

Moustapha: Tja, jeg ved ikke om 20 år. men det første vil naturligvis være den type behandling, hvor man tager stamceller fra patienten, øger deres antal og sætter dem tilbage i patienten for eksempel efter kortvarig differentiering uden for kroppen. Og det næste bliver nogle forsøg, hvor man bruger stamceller som kommer fra andre personer eller stamceller skabt ved hjælp af transplantation med terapeutisk kloning.
Men her er for eksempel en profil af en typisk patient, som indlægges på hospitalet om 150 år, altså i 2150. Det er en 150-årig kvinde, og indlæggelsesårsag er feber og urinvejsinfektion, som behandles med vækstfaktor selekteret og ekspanderede immunforsvarsceller, som også er genmanipulerede for at gøre dem rettede mod den mikroorganisme, som forårsager sygdommen. Det er nemlig ikke muligt at behandle med antibiotika i 2150! Men patienten har også en meget interessant livshistorie, fordi hun har haft en hjertesygdom, som er blevet behandlet med en muskel dyrket fra stamceller for 80 år siden. Hun har også fået behandling med genterapi 40 år senere for sukkersyge, og hun fik transplanteret en hornhinde 75 år før denne indlæggelse. Så fik hun en knæprotese 47 år før indlæggelsen. Dengang lavede man en eksperimental­behandling, hvor man har fjernet hovedet af hendes lårbensknogle, og lavet et nyt lårbensknoglehoved af stamceller stimuleret af vækstfaktorer.

Så du kan se, i 2150 kan man lave meget. Det havde man ikke troet i 2005!

Men er det et godt eller et dårligt fremtidsbillede, hvis mennesket kan blive 150 år?

Moustapha: Ja, det kan I måske fortælle mig...

Læs mere om cellernes deling og differentiering samt cellerne - kroppens byggesten i Organismen

De to etikere

Klemens Kappel og Peter Øhrstrøm repræsenterer to vidt forskellige holdninger til etiske spørgsmål.

• Klemens Kappel: Klemens Kappel er tidligere medlem af Det Etiske Råd (fra 2005-2007). Han er filosof og lektor ved Københavns Universitet.
• Peter Øhrstrøm: Peter Øhrstrøm er tidligere medlem af Det Etiske Råd (fra 2000-2010). Han er idéhistoriker og professor ved Aalborg Universitet.

Typisk samler diskussionen sig om, hvorvidt embryoner har etisk status, som gør, at man skal udvise respekt for dem og tage hensyn til dem. Peter og Klemens mener begge to, at man skal behandle embryoner med respekt, men er ikke enige om, hvad det indebærer. Følgende samtale mellem dem drejer sig om etiske spørgsmål i forbindelse med stamcelleforskningen.

Peter: Jeg synes ikke, der er særlige problemer i at forske i voksen­stamceller. Der er de samme problemer som ved al anden medicinsk forskning. Som fx om der er flere fordele end ulemper ved at udføre forskningen, om statistikken er lavet på en ordentlig måde osv.

Klemens: Det er jeg enig i.

Peter: Men forskning i embryonale stamceller, er efter min mening dybt problematisk. Hovedproblemet er, at man for at få fat i de embryonale stamceller destruerer et eller flere fosteranlæg (befrugtede æg). Så der har vi hele problema­tikken om et fosteranlægs etiske status. Jeg mener, at man skal regne et befrugtet æg og et fosteranlæg for menneskeligt liv med den ukrænkelighed og den værdighed, som efter min mening tilkommer alt menneskeligt liv. Derfor bør forbrug af fosteranlæg i forskningen efter min mening forbydes.

Klemens: Jeg synes også, problemet er, at man destruerer et fosteranlæg, et befrugtet menneskeæg, et embryon, eller hvad man nu vil kalde det, for at få fat på de stamceller, man skal bruge.

Jeg synes, vi skal omgive embryonet med værdighed og behandle det på værdige måder. Men jeg mener ikke, at vi skal forstå ordet "værdighed" på samme måde, når vi har at gøre med voksne mennesker, og når vi ser på embryoner. Det er selvfølgelig en værdighedskrænkelse, hvis man slår et voksent menneske ihjel. Men det er ikke givet, at man skal se på det på den måde, når man har at gøre med embryoner.

Jeg synes, vi skal have en forståelse af værdighed, som indebærer, at man ikke må gøre hvad som helst med embryoner. I den forstand har de en etisk status. Man må kun anvende dem til fornuftige formål, og man skal destruere dem på en ordentlig måde og ikke bare lave sjov med dem eller skylle dem ud i kloakken og den slags ting.

Peter: Værdigheden er efter min mening knyttet til det menneskelige liv som sådan. Det er jo ikke sådan, at man kan tage det lille fosteranlæg under mikroskop og sige, at dér er værdigheden. Det er der ingen der mener. Det er ikke sådan, at man kan måle sig til den. Den må have en anden status, og der kan jeg ikke personligt komme uden om vores kristne tro og kulturelle arv, som indebærer, at det at være menneske er noget særligt i forhold til at være et dyr. Og at det enkelte menneske også er noget særligt i forhold til de andre mennesker. Det vil sige, at vi som mennesker har værdi både som individ og som art, og at ethvert menneskeligt liv har en iboende værdighed.

Klemens: I praksis er den vigtigste måde at diskutere etiske synspunkter ikke at se på, hvilke begrundelser de har. Den vigtigste måde er at se, hvad synspunkterne indebærer på andre områder og overveje, om man virkelig kan acceptere de logiske konsekvenser. Dit synspunkt indebærer for eksempel at brugen af spiral som prævention er nogenlunde lige så forkert som at slå et menneske ihjel – eller rettere: at slå mange mennesker ihjel – for en spiral forhindrer jo befrugtede æg i at sætte sig fast i livmoderen. Mener du det?

Peter: Nej. Det følger ikke af mit grundsynspunkt, at brug af spiral som prævention er drab. Det vil efter min mening være misvisende at karakterisere brug af spiral på den måde, men jeg mener, det er en metode, der krænker nye menneskelige liv, som jo skabes, uden at de får fysisk mulighed for at overleve ret længe. Derfor regner jeg brug spiral for en uetisk form for prævention.

Men nok om spiralen. Den er jo til forskel fra brugen af fosteranlæg i stamcelleforskningen ikke på den politiske dagsorden, og et forbud mod spiralen som præventionsmetode kan jeg ikke forestille mig indført. Om noget skal forbydes afhænger jo blandt andet af, om det er praktisk muligt at håndhæve forbudet, og om om rådet i øvrigt egner sig til lovgivning. Debatten om lovgivning eller ikke lovgivning på et givet område må dreje sig om, hvilke grænser vi som samfund vil sætte, og hvad der skal overlades til den enkeltes afgørelse. Der er mange eksempler på utroskab, løgnagtighed, uhæderlig­hed, som jeg vil regne for uetiske, men som jeg ikke vil drømme om at foreslå forbudt ved lov.

Klemens: Selvom et forbud mod at bruge spiral ikke er på den politiske dagsorden, synes jeg, det er vigtigt, at din holdning medfører, at et forbud mod spiral, fortrydelsespiller og abort burde være på dagsordenen, selvom den ikke er det. Det er muligt, som du siger, at problemer med at håndhæve nogle af disse forbud kunne tale for ikke at indføre dem. Men når du betegner spiralen som en uetisk form for prævention, der krænker menneskelige liv, taler det vel for, at den som udgangspunkt burde forbydes. For det, der fremfor alt karakteriserer de ting, som vi forbyder til forskel fra blot at sige, at de er forkerte, er den moralske alvor i det. Så det er blandt andet fordi, den moralske alvor i utroskab trods alt ikke er større, end den er, at vi ikke forbyder det, mens den moralske alvor i at slå sin nabo ihjel er meget, meget større.

Peter: Efter min mening har du slet ikke ret i, at den afgørende forskel mellem det vi forbyder, og det vi regner for uetisk uden at forbyde det, er den moralske alvor. Efter min mening er ulovlige handlinger som at køre bil uden sikkerhedssele, at have Dannebrog på flagstangen hele natten og at medvirke til forskellige former for sort arbejde forbundet med mindre moralsk alvor end visse former for løftebrud, bagtalelse og utroskab kan være – handlinger, som vi jo ikke forbyder.

Det, der karakteriserer de handlinger, vi forbyder, er efter min mening snarere noget med hensynet til den offentlige orden. Efter min mening er det for eksempel uacceptabelt, hvis staten tillader eller udfører forskning, der krænker menneske­ligt liv. En sådan forskning kan få alvorlige konsekvenser for samfundets syn på det menneskelige liv. Ikke mindst derfor bør loven forbyde forskning på befrugtede æg og fosteranlæg, der forudsætter, at menneskelige liv destrueres.

Klemens: Jeg mener i øvrigt også, at når det er meget svært at komme med argumenter, som alle kan tilslutte sig, for eller imod et bestemt synspunkt, bør man generelt være tilbageholdende med at lovgive.

Læs også Fosteranlæggets etiske status

Her er 5 forskellige opgaver om stamceller:

1. Lav jeres egen ebog om stamceller
2. Rollespil
3. Stamcelleforsker Moustapha Kassem
4. Stamceller og etik
5. Stamceller til sygdomsbehandling