Introduktion til etik

Baggrundstekst: Hvad er etik?

Etik drejer sig om, hvad vi bør gøre som enkeltindivider og som samfund. Etik er altså styrende for en del af vores handlinger. Derfor kan det måske umiddelbart undre, at de fleste formentlig ikke har tænkt nærmere over, hvad etik er.

Man kan måske sige, at vi først og fremmest bliver opmærksomme på etik, når vi er i tvivl om, hvad der er rigtigst at gøre. Det er netop derfor, at der er behov for at diskutere etikken i forbindelse med teknologier, der er så nye, at vi endnu ikke har fundet ud af, hvad vi skal mene om dem.

Inden for den normative etik er man optaget af at finde frem til, hvordan vi bør handle. Her er der flere forskellige retninger hvilket vil sige, at der ikke er enighed om, hvilke etiske principper der er de rigtige – eller om etik i det hele taget er et spørgsmål om at opstille generelle principper for den rigtige handling. Det lægger nogle grupper af filosoffer vægt på, mens andre i stedet undersøger de etiske fænomener som de opstår i de sammenhænge, som vi indgår i og lader etikken vokse ud af den.

Én ting kan alle, der beskæftiger sig med spørgsmålet, dog blive enige om. Når man handler etisk, sætter man ikke sig selv fuldstændigt i centrum. Man tager hensyn til andre ved at lade deres interesser tælle næsten lige så meget som ens egne.

Et interessant spørgsmål er her, hvem disse 'andre' er, som vi skal tage hensyn til. Spørgsmålet om, hvem og hvad der er omfattet af etikken, er væsentligt i forhold til, hvem vi bør tage hensyn til, når vi handler. Er det kun mennesker? Måske kun, eller hovedsageligt de mennesker, vi har en form for relationer til? Eller tæller dyrene også? Og gør naturen som sådan? Og skal man i givet fald tage lige så stort hensyn til dem, som til mennesker? Og skal man tage lige så stort hensyn til fremtidige generationer, som til de mennesker, der lever nu?

Smag og behag eller trumf-hensyn?

Nogle filosoffer mener, at etik er en slags trumf, det argumenterer for eksempel den indflydelsesrige engelske filosof, R. M. Hare (født 1919) for i sin bog Moral Thinking fra 1981. At etiske domme er trumfer, skal ifølge Hare forstås sådan, at etiske vurderinger skal tillægges meget stor betydning og vægt. Hvis en person for eksempel siger og seriøst mener, at han faktisk burde besøge sin syge gamle mor på hospitalet, men i stedet sætter sig udenfor og tager solbad, kan personen i høj grad bebrejdes sin handling. For selv om han faktisk foretrækker at tage solbad i det dejlige vejr, overtrumfer det etiske krav om at besøge moderen hans egne ønsker. Derfor er han forpligtet til at gøre noget andet end det, han rent egoistisk har mest lyst til. Noget andet er så, at personen selvfølgelig kan sætte sig ud i solen med god samvittighed, hvis han faktisk ikke mener, han har pligt til at besøge moderen.

Nogle filosoffer vil hævde, at etiske vurderinger blot er udtryk for, hvad man personligt bryder sig om. Derfor behøver andre ikke at fortælle én, hvad man skal mene. Det er lige som med mad og andre personlige vurderinger. Enten kan man lide det, man spiser, eller også kan man ikke lide det. Hvad andre synes, rokker ikke ved det, og under normale omstændigheder kan de ikke med rette betvivle ens egen vurdering. Sætningen "jo, du kan godt lide maden, det ved jeg bedre end dig!" giver i de fleste situationer ganske enkelt ikke mening. Man kan ikke for alvor blive klogere på, om man kan lide en bestemt ret eller ej, ved at diskutere det med andre. På samme måde har nogle mennesker den opfattelse, at man ikke ved at høre andres mening kan blive klogere på, hvad man skal mene om et etisk problem som for eksempel abort.

Når man diskuterer, oplever man dog ofte, at etik ikke blot er personlige vurderinger. Tværtimod ændrer man måske mening om det problem, man diskuterer med andre. I diskussionerne afkræves man nemlig begrundelser for sine synspunkter. Og nogle gange finder man ud af, at ens egne argumenter er dårlige.

For eksempel hører man ofte den holdning, at det er forkert at ændre ved planters arvemasse ved genmodificering (GMO). Har man den holdning, kan man begrunde den i, at det er unaturligt at mennesker ændrer ved planternes arveanlæg med genteknologi. Hertil kan indvendes, at mennesker foretager sig så meget andet, der er unaturligt, som for eksempel at ændre på planters arvemasse ved konventionel avl. Dette synes de færreste er forkert, selvom det også er unaturligt. Det kalder enten på en ny begrundelse for, at det er forkert at lave om på planters arvemasse med genteknologi (en bedre begrundelse kunne måske være, at det er risikabelt for resten af naturen at udsætte genmodificerede planter). Eller på en revideret holdning - at det faktisk ved nærmere eftertanke er acceptabelt at mennesker ændrer planters arvemasse også med genteknologi. Hvis man mener, det er vigtigt at opstille principper for etiske handlinger, vil man ikke mene, det hænger sammen, at man går ind for konventionel modificering af planter, selvom det er unaturligt, hvis man samtidig er imod genteknologisk ændring af planters arvemasse med den begrundelse, at det er unaturligt. Men der kan naturligvis (!) være andre begrundelser, der gør, at man afviser genteknologi men samtidig finder, at konventionel planteavl er ok

Det krav, der bliver stillet til begrundelsen i eksemplet ovenfor, er egentlig bare, at den skal være konsistent – det vil sige forenelig – med de begrundelser, man giver for ens andre etiske synspunkter. Hvis der ikke er konsistens, har man et problem. Men hvis det er rigtigt, at der skal være konsistens, viser det, at etiske vurderinger ikke er fuldstændig sammenlignelige med personlige vurderinger angående for eksempel mad. Det giver ikke mening at kræve, at man skal kunne lide den samme ret lige godt på forskellige tidspunkter. Det afhænger af dagsformen, men det gør kravet om konsistens i etiske begrundelser ikke.

Afvejning af etiske hensyn

Det mest fremherskende synspunkt i dag er, at der er noget, der etisk set er mere rigtigt at mene end andet. Men selv om man ønsker at handle etisk korrekt, er det ikke altid let at afgøre, hvad den etisk rigtige handling egentlig er. Mange gange er der flere hensyn at tage på samme tid. Derfor må man tage stilling til, hvilke hensyn der har størst betydning. Normalt er det nemlig sådan, at man udmærket kan blive enige om, hvilke hensyn der er involveret. Derimod kan man ikke altid blive enige om, hvordan de skal afvejes i forhold til hinanden.

Når man skal tage stilling til for eksempel brugen af bioteknologier, handler det også om at afveje etiske hensyn i forhold til hinanden. For eksempel taler hensynet til naturen og klimaet for, at vi standser al ikke-bæredygtig udnyttelse af ressourcerne, fx fældning af regnskove for at skaffe jord til føde-vareproduktion og bioenergi. Men hensynet til verdens voksende befolkning taler for, at vi øger produktionen af mad og energi for at få nok til alle. For at kunne afgøre, hvordan vi skal bære os ad med at vælge, når dilemmaerne opstår, bliver vi nødt til at afveje, hvem vi først og fremmest mener, vi bør tage hensyn til i forskellige situationer. Hvordan man vil afveje disse hensyn afhænger af ens filosofiske udgangspunkt. Der er mange tilgange, men to anses normalt for at være 'hovedskolerne', nemlig konsekvensetikken og pligtetikken. I de senere årtier er en tredje tilgang, dydsetikken, vundet frem og nævnes ofte som den tredje hovedtilgang i normativ etik.

Konsekvensetik

Konsekvensetikkens bud på principper for, hvordan man skal forholde sig, når etiske hensyn strider mod hinanden, så man ikke kan tilgodese dem alle på en og samme tid, går som navnet siger ud på, at man skal vælge den handling, der samlet set har de bedste konsekvenser for de involverede parter. Grundlæggerne af den klassiske konsekventialisme anses for at være englænderne Jeremy Bentham (f. 1789), John Stuart Mill (f. 1861) og Henry Sidgwick (f. 1907). Førnævnte R. M. Hare var også fortaler for det synspunkt. Det er i og for sig et enkelt princip, men det gør ikke, at det uden videre er enkelt at bedømme, hvilken handling, der i en given situation er den rigtige. For man skal altid sammenligne den handling, man umiddelbart går ind for, med alle de mulige alternativer.

Det kunne ved første øjekast synes at følge af konsekventialismen, at alle danskere burde begynde at spise vegetarisk fra og med det næste måltid, fordi det ville have en meget positiv klimaeffekt. Men formentlig ville konsekvensen af at stille så ultimative krav være, at de fleste ville finde kravet så uoverkommeligt krævende, at de på forhånd ville opgive at leve op til det – og måske ville de ligefrem blive så demotiverede, at de opgav overhovedet at gøre noget ved deres kødforbrug, for hvad tæller en enkelt kødfri dag i den store sammenhæng? Desuden ville konsekvenserne for kød¬producenterne, hvis alle holdt op med at købe deres produkter fra den ene dag til den anden, være meget negative, ligesom der ikke ville være nogen positiv klimaeffekt ved ikke at spise de husdyr, som allerede er under opdræt. Derfor kan det ved nærmere eftersyn ende med, at det faktisk alt i alt ville have de bedste konsekvenser at indføre en langsommere afvikling af kødspisningen, som gav landmændene mulighed for at stille deres produktion om og som ville gøre, at flere mennesker faktisk ville være motiverede for at spise mindre og mindre kød.

Problemet med sådanne regnskaber kan være, at det er ret vanskeligt at få alle de relevante faktorer regnet med, og tilsvarende vanskeligt at afgøre, hvilken vægt de hver især skal indgå med i regnskabet. Her har konsekventialisterne problemer, for hvordan skal man fx værdisætte kødelskerens tab af livskvalitet, husdyrenes mistrivsel og effekterne af klimaforandringerne på en måde, så de kan vejes op mod hinanden?

Pligtetik

Den anden hovedopfattelse kaldes pligtetik, og det mest indflydelsesrige bud på en sekulær pligtetik stammer fra den tyske filosof Immanuel Kant (f. 1724). Ifølge denne tilgang drejer etik sig ikke kun om at udføre de handlinger, der har de bedste konsekvenser i den forstand, at de samlet set gavner de involverede personer mest muligt. For nogle etiske principper eller regler har ifølge pligtetikerne en sådan karakter, at man simpelt hen ikke må udføre bestemte handlinger, næsten ligegyldigt hvor gavnlige konsekvenser det ville have at gøre det. Den kendte amerikanske filosof, Robert Nozick (f. 1938), kalder i sit hovedværk Anarchy, State and Utopia fra 1974 denne opfattelse for "the side-constraint view" og beskriver den på følgende måde:

Der eksisterer etiske handlingsblokkører, som forbyder dig at udføre bestemte handlinger for at nå dine mål. (side 29)

Et eksempel på en sådan "moral constraint", det vil sige et etisk princip eller en etisk regel, som de fleste af os er parate til at følge, også selv om det i nogle situationer ville have gavnlige konsekvenser ikke at gøre det, er forbuddet mod at slå et menneske ihjel. En pligtetiker kunne også have problemer med det ovenstående eksempel, for hvis den rigtige handling er at holde op med at spise kød, fordi husdyropdræt giver klimaproblemer og dermed skader en række nutidige og fremtidige mennesker, så tæller de forskellige konsekvenser af at kræve, at alle holder op med at spise kød i morgen, ikke. Den rigtige handling er ikke betinget af konsekvenser men af pligter, og da vi har pligt til ikke at skade andre, bør vi ikke udføre handlinger, der skader.

For pligtetikerne er det altså ikke altid en farbar vej at følge Hares forslag om at se på de samlede konsekvenser af de forskellige handlinger, hvis to etiske hensyn støder imod hinanden. I stedet må pligtetikeren gøre op med sig selv, hvilket hensyn han anser for at være mest tungtvejende. Hvordan man skal gøre dette op med sig selv, hvis det ikke forekommer én indlysende fra starten af, siger pligtetikken imidlertid sjældent noget entydigt om.

Dydsetik

Selvom dydsetikken i en periode fra oplysningstiden til midt i det 20. århundrede stod noget i skyggen af de to andre tilgange, var det en dominerende tilgang i vestlig moralfilosofi indtil da. Normalt anses Aristoteles (f. 384 f.Kr.) for tilgangens grundlægger, og Elisabeth Anscombe (f. 1919) som den, der bragte den frem fra den midlertidige glemsel i slutningen af 1950'erne. Dydsetikken adskiller sig fra såvel konsekvens- som pligtetik ved ikke at have som sit mål at pege på universelle principper, der kan anvendes i alle situationer, hvor der skal foretages moralske valg. Dydsetiske teorier beskæftiger sig ikke som de to andre teorier primært med, hvad man skal gøre, men snarere med hvilken slags menneske man bør tilstræbe at blive.

I eksemplet ovenfor vil de to beskrevne tilgange principielt være enige om, at vi bør holde op med at spise kød i det omfang, det fører til udledning af store mængder drivhusgasser. Konsekvensetikeren vil især begrunde det med, at husdyrenes udledning af klimagasser fører til global opvarmning og dermed har fatale konsekvenser for dem, der tæller moralsk, nemlig mennesker og højerestående dyr. Pligtetikere vil lægge vægt på, at har pligt til at respektere andre menneskers krav på, at vi ikke skader dem, hvilket vi gør, når vi forårsager global opvarmning.

Dydsetikken vil nå frem til samme konklusion, men begrundelsen vil være, at det at undlade at skade andre er udtryk for centrale dyder som omsorgsfuldhed, mådeholdenhed, nænsomhed, opmærksomhed og ansvarlighed. Det etisk set centrale er de motiver, man handler ud fra. Vejen til det gode liv går gennem at optage disse dyder i sin karakter gennem at spørge sig selv, hvilken slags mennesker, man ønsker at være.

Baggrundstekst: Etik og politik

Én ting er at have en etisk holdning til de nye bioteknologier. Noget andet er at lovgive om dem. Det sidste er politikernes opgave. Men der er forskellige meninger om teknologierne, så hvilke holdninger skal de lovgive ud fra: Deres personlige holdninger, partiets holdning eller samfundets holdning? Eller kan de måske bare lade folk bestemme selv?

Ved de fleste afstemninger i Folketinget forpligter det enkelte parti sine medlemmer til at stemme på samme måde. På den måde udtrykker partiet sin samlede holdning til det, der stemmes om. Men når Folketinget behandler love, som vedrører de teknologier, der diskuteres her, fritstilles medlemmerne ofte af deres partier og stemmer ud fra deres personlige overbevisninger.

At medlemmerne nogle gange fritstilles skyldes, at det kan være svært at udlede en samlet holdning til teknologierne af partiernes partiprogrammer og hidtidige politik. Historisk set er det nemlig en ny ting, at man skal forholde sig til den type af problemstillinger, som teknologierne rejser. Partiprogrammerne er derfor ikke udviklet til at forholde sig til dem. De er snarere rettet mod at tage stilling til arbejdsmarkeds- og velfærdspolitiske spørgsmål, for eksempel om skattepolitikken, bistandsydelser eller finansieringen af sundhedsvæsenet. Men disse problemstillinger har ikke nogen klar sammenhæng med de spørgsmål, de nye teknologier rejser. Hvordan er sammenhængen for eksempel mellem velfærdspolitik og rimeligheden af at ændre arvematerialet i menneskets celler, lave sammensmeltninger af mennesker og dyr eller styre de enkelte cellers udvikling, så de kan benyttes i behandlingsmæssig sammenhæng?

Hvis politikerne kunne lave lovgivningen med udgangspunkt i nogle holdninger og værdier, som der var stor enighed om i samfundet, ville det naturligvis være en hjælp i processen. Eksempelvis ville det være oplagt at forbyde forskning på embryonale stamceller, hvis næsten alle var enige om, at de befrugtede æg, som stamcellerne tages ud af, skal betragtes som tidlige stadier af mennesker og dermed har krav på at blive respekteret og taget hensyn til. For det befrugtede æg går jo til grunde ved den form for forskning. Omvendt ville det være nærliggende at tillade forskningen, hvis de fleste mente, at man ikke er nødt til at udvise respekt over for det befrugtede æg, fordi det blot er at regne for en celle på linje med andre menneskelige celler, som for eksempel en hudcelle.

Men spørgsmålet er bare, om der i et samfund som det danske faktisk eksisterer værdier og holdninger, som der er så meget enighed om, at det er nærliggende for politikerne at lægge dem til grund for lovgivningen? Inden for filosofien er der to helt forskellige svar på det spørgsmål. Ifølge den liberale opfattelse eksisterer der ikke så mange fælles værdier og holdninger, man som politiker kan tillade sig at lægge til grund for lovgivningen. Men det er tilhængerne af den kommunitaristiske opfattelse uenige i. De to opfattelser beskrives i de næste afsnit.

Den liberale opfattelse

Ifølge den liberale opfattelse - som man også kunne kalde den frihedsbaserede opfattelse - bør man i videst mulig udstrækning overlade beslutningerne om at udvikle og bruge nye teknologier til de enkelte borgere selv. Begrundelsen for denne opfattelse er netop, at der er stor uenighed om holdnings- og værdimæssige spørgsmål. Derfor er der også uenighed om, hvilke teknologier det er etisk acceptabelt at udvikle og bruge. Og når der ikke kan opnås enighed om det, finder tilhængerne af opfattelsen det rigtigst, at borgerne selv er involveret i at træffe beslutningerne om teknologierne. Så kan de nemlig et langt stykke af vejen leve efter de værdier og holdninger, de selv kan gå ind for. I et liberalt samfund bør det som udgangspunkt være umuligt at tvinge et individ til at leve efter andres værdier. Til gengæld kan et individ selvfølgelig heller ikke påtvinge andre at leve efter de værdier, individet selv går ind for. Af den grund vil tilhængerne af liberalismen sige, at opfattelsen i optimal grad respekterer hver enkelt individs etiske integritet, det vil sige hans mulighed for at basere sin egen livsførelse på værdier, han kan stå inde for.

Hvis man tilslutter sig den liberale opfattelse, vil man sandsynligvis ikke være tilbøjelig til ligefrem at forbyde stamcelleforskning. I stedet vil man lade det være op til de enkelte aktører selv at afgøre, hvad de vil være med til. For eksempel må den kvinde eller det par, der har befrugtede æg tilovers efter at have fået udført kunstig befrugtning, selv tage stilling til, om de vil donere dem til forskning - og måske også afgøre, præcist hvilket forskningsprojekt de vil donere dem til. Tilsvarende må de enkelte forskere eller forskningsinstitutioner gøre op med sig selv, hvilke former for forskning de finder acceptable osv. På den måde kommer den samlede forskningsindsats på stamcelleområdet i sidste ende til at være et resultat af en række individuelle beslutninger snarere end af en overordnet politisk stillingtagen. Hvis de involverede personer finder stamcelleforskningen lovende og etisk set uproblematisk, udføres der således langt mere forskning på dette område, end hvis det modsatte er tilfældet.

Generelt set er den liberale opfattelse ikke negativt indstillet over for nye teknologier. Men opfattelsen går på den anden side ikke ind for at tillade alle former for teknologi. Hvis udviklingen eller anvendelsen af teknologierne tydeligvis går ud over eller direkte skader nogen, er det ifølge opfattelsen på sin plads at forbyde den. For eksempel ville en tilhænger af den liberale opfattelse nok ikke umiddelbart gå ind for at tillade par at anvende reproduktiv kloning med henblik på at frembringe et barn, der var genetisk identisk med sin far. Det ville tilhængeren kun, hvis der var meget gode grunde til at gå ud fra, at barnet ikke ville lide hverken psykisk eller fysisk overlast ved den måde at få børn på.

Der er mange gråzoner, hvor det ikke er helt klart, om den liberale opfattelse taler for eller imod et forbud. For det er ikke let at sige, hvor meget og på hvilken måde en teknologi skal gå ud over nogen, før det er på sin plads at forbyde udviklingen eller anvendelsen af den. Er det for eksempel acceptabelt at lade voksne mennesker deltage i genteknologiske forsøg, som måske kan kurere dem for en mild sygdom, hvis de samtidig udsætter sig for en vis risiko for at udvikle alvorlig kræft? Og hvis det blev muligt, ville det så være acceptabelt, at nogle personer anvendte genteknologien til at forbedre deres koncentrationsevne, så de fik bedre muligheder for at få de spændende jobs end dem, der ikke ville eller kunne anvende genteknologien på den måde? Sådanne spørgsmål giver den liberale opfattelse ikke et klart svar på, men den går ind for, at der skal forholdsvis tungtvejende begrundelser til for at retfærdiggøre en indskrænkning af den enkeltes frihed til selv at træffe beslutninger.

Den moderne debat om liberalisme tager i høj grad udgangspunkt i de værker, den amerikanske filosof John Rawls (1921-2002) har skrevet. I 1971 udgav han sit skelsættende værk A Theory of Justice. I værket argumenterer han blandt andet for, at det enkelte menneske selv er i stand til at vælge sine værdier og målsætninger samt sine forventninger til tilværelsen. For som han skrev i en meget citeret passage:

Selvet eksisterer forud for de målsætninger, det tilslutter sig; og selv en meget væsentlig målsætning må vælges blandt en lang række andre muligheder.

John Rawls, A Theory of Justice, (s. 560)

Men eftersom det enkelte menneske selv vælger sine værdier og målsætninger, er det ifølge Rawls oplagt, at det også bør respektere andres valg, hvis deres valg da ikke ligefrem skader nogen. Som udgangspunkt bør ingen derfor påtvinges at leve efter værdier, som de ikke selv har valgt og derfor ikke kan stå inde for.

Den kommunitaristiske opfattelse

Den kommunitariske opfattelse - som man også kunne kalde den værdibaserede opfattelse - er uenig med den liberale opfattelse i, at man skal være meget varsom med at lægge bestemte værdier til grund for lovgivningen. Tværtimod eksisterer der ifølge denne opfattelse en omfattende pulje af fælles værdier, som er en del af den danske kultur og er med til at skabe sammenhæng og samhørighed i samfundet. Det er dem, man ifølge opfattelsen skal tage udgangspunkt i, når man laver lovgivning.

Den kommunitaristiske opfattelse anerkender naturligvis, at der kan være uenighed om værdier og etik i samfundet. Men tilhængerne af opfattelsen mener alligevel, at uenigheden er mindre end som så. Det skyldes, at vi danskere på grund af vores fælles historie har lært de samme værdier at kende. Derfor kan man også pege på fælles værdier, som kan bruges i forbindelse med en stillingtagen til de nye teknologier inden for blandt andet sundhedsområdet. En del kommunitarister nævner for eksempel, at vi i vores kultur anser mennesket for at have en særlig værdi i forhold til andre skabninger. Derfor skal vi også i højere grad end andre væsener behandles med respekt og værdighed. En sådan tanke indgår ligefrem i § 1 i loven om Det Etiske Råd: Rådet skal i sit virke arbejde ud fra respekt for menneskets og kommende generationers integritet og værdighed.

Med udgangspunkt i denne tankegang har nogle kommunitarister forsøgt at argumentere for, at man skal være yderst varsom med at udføre kimæreforskning, netop fordi forskningen kan undergrave respekten for menneskets værdighed. Når man udfører denne type af forskning, sammenblander man nemlig ofte celler fra mennesker og dyr og skaber på den måde blandingsvæsener. Ifølge nogle kommunitarister kan dette på længere sigt bidrage til at udviske artsgrænserne og dermed måske også undergrave den særlige form for respekt, vi har for mennesker.

Tilhængerne af den kommunitaristiske opfattelse mener normalt, at lovgivningen bør medvirke til at sikre en vis sammenhængskraft og orden i samfundet. Man vil derfor hævde, at det kan være et problem at tilsidesætte grundlæggende værdier i enkelte tilfælde, selv om det isoleret set kan forekomme berettiget. Det kan nemlig medføre, at værdierne på længere sigt smuldrer. Det er blandt andet denne tankegang, der ligger til grund for argumentationen om kimæreforskning ovenfor. Et andet eksempel kunne være spørgsmålet om, hvorvidt man må udføre forskning på befrugtede æg, der er blevet tilovers efter kunstig befrugtning. Et argument for at udføre den slags forskning er, at æggene under alle omstændigheder skal destrueres - og så er det bedre først at forske på dem, så de i det mindste kan være til nytte på den måde. Som kommunitarist kan man udmærket tilslutte sig dette argument isoleret betragtet, men alligevel være betænkelig ved, om det ikke på længere sigt vil påvirke vores respekt for menneskelig værdighed at tillade denne type forskning. Ifølge kommunitaristerne har lovgivningen nemlig en signalværdi, som man ikke bør se bort fra, og i dette tilfælde kunne signalværdien måske udlægges sådan, at den menneskelige værdighed kan gradbøjes i den forstand, at værdighed er noget, man kan have mere eller mindre af. Men for nogle kommunitarister er det væsentligt, at værdighed netop er noget, man har, alene fordi man er menneske.

Som det fremgår, er den kommunitaristiske opfattelse nødt til at henvise til værdier, som på den ene eller den anden måde må betragtes som grundlæggende eller fælles. Men det kan være svært at afgøre, hvornår en værdi har denne karakter, hvis den da nogensinde har det. Det er for eksempel ikke alle i samfundet, der mener, at et befrugtet æg har en iboende værdighed, blot fordi det tilhører arten menneske. En mulig indvending over for lovgivning baseret på den kommunitaristiske opfattelse er derfor altid, at det måske i virkeligheden kun er en bestemt gruppe af borgere, der kan gå ind for de værdier, der er tale om. Nogle mener, at det for eksempel er det, der sker i USA, hvor præsident Bush med religiøse begrundelser ønsker at opretholde et forbud mod forskning i stamceller. Man ved, at mange amerikanere ikke er enige med Bush i denne sag. Men man kan så spørge, om det er rimeligt, at de alligevel skal indrette sig efter hans opfattelse?

En af de mest prominente fortalere for den kommunitaristiske opfattelse er den amerikanske filosof Michael Sandel (født 1953). I værket Liberalism and the Limits of Justice fra 1982 kritiserer han menneskeopfattelsen hos Rawls og hos liberalisterne mere generelt. Efter Sandels opfattelse er det forfejlet at sige, at det enkelte menneske er i stand til at vælge sine værdier, tilknytninger og målsætninger, for eksempel sin menneskeopfattelse eller sit tilhørsforhold til den religiøse menighed eller nationen. Tværtimod er sådanne værdier, målsætninger og tilknytninger som oftest kulturelt bestemt og samtidig definerende for den enkeltes identitet. Derfor kan de ikke uden videre vælges fra eller ændres. For det enkelte menneske fremstår værdierne i stedet som nogle, der ikke bare har subjektiv gyldighed - det vil sige gyldighed alene for ham eller hende selv - men også har en form for objektiv gyldighed og altså også gælder for andre.

Hvis Sandel har ret i sin kritik af Rawls, kan det ikke være helt let at få den liberale opfattelse til at fungere i praksis. For det falder ikke nødvendigvis det enkelte individ let at acceptere, at andre har ret til at leve efter værdier, som individet ikke selv kan gå ind for og måske tværtimod ser det som sin mission at bekæmpe. Et eksempel på det er de konflikter, der har været i USA om fri adgang til provokeret abort. Nogle abortklinikker er blevet blokeret og lægerne har været udsat for dødstrusler, hvis de fortsatte med at udføre aborter. Denne type af konflikter findes også i dansk sammenhæng, selv om de ikke har haft et lige så voldsomt udtryk som i USA - i det mindste ikke i forbindelse med bioteknologier. For eksempel er det som nævnt et evigt tilbagevendende diskussionsemne, om befrugtede æg og fosteranlæg har krav på at blive taget hensyn til.

Denne type af uenigheder kan ses i lyset af diskussionen mellem liberalister og kommunitarister. Liberalisterne vil se spørgsmålet om, hvilket hensyn der skal tages til fosteranlægget, som et spørgsmål den enkelte kvinde eller det enkelte par selv må tage stilling til. Derimod vil kommunitaristerne hævde, at man ikke kan gøre det til et spørgsmål om den enkelte kvindes eget valg. For kommunitaristerne mener ikke, at respekten for eller hensynet til befrugtede æg er en subjektiv værdi, som man kan vælge at tilslutte sig, hvis man vil. For dem har den objektiv gyldighed i den forstand, at det er forkert - eller i det mindste ikke uproblematisk - at destruere et befrugtet æg eller et fosteranlæg, lige gyldigt hvem der gør det.

Etik og lovgivning

Når man skal tage stilling til en ny teknologi, kan man gøre det på to forskellige planer. For det første kan man forholde sig til, hvordan man mener, det etisk set er rigtigst at handle, det vil sige om man overhovedet bør forske i at udvikle teknologien, hvilke anvendelser af teknologien det er acceptabelt at benytte sig af osv. For det andet kan man forholde sig til, hvordan der bør lovgives angående forskningen i og anvendelsen af teknikken, det vil sige om det ligefrem skal forbydes ved lov at udføre forskning, eller om kun nogle former for forskning og anvendelse skal være tilladte osv.

De to spørgsmål er ikke sammenfaldende. I en sag vil mange sikkert have den opfattelse, at de etiske værdier, de selv går ind for, også bør ligge til grund for lovgivningen. Dette kan være udtryk for en slags snæversyn i den forstand, at man slet og ret ønsker at favorisere sine egne værdier på bekostning af andres. Men hvis begrundelsen i stedet er, at ens egne værdier også udtrykker nogle fælles værdier, er der tale om en begrundelse, som er forenelig med den kommunitaristiske opfattelse.

Man kan også have den opfattelse, at der slet ikke bør lovgives om brugen af teknikken, selv om man personligt har nogle klare etiske holdninger til den. Hvis man har den opfattelse, fordi man ønsker at respektere andres ret til selv at tage stilling, har man givet en begrundelse, som passer sammen med den liberale opfattelse.

Der er næppe nogen af de politiske partier i Folketinget, der kan siges at være rendyrkede tilhængere af enten den kommunitaristiske eller den liberale opfattelse af, hvilken status værdier skal have i lovgivningen. Måske er det derfor, at der i de politiske diskussioner ikke altid skelnes lige skarpt imellem, hvad der er et argument for at tilslutte sig en bestemt etisk holdning, og hvad der er et argument for at lovgive på en bestemt måde. Men det er vigtigt for forståelsen af det politiske system, at det er muligt at lave en sådan skelnen.

A theory of justice

I værket A Theory of Justice fra 1971 formulerede den amerikanske filosof John Rawls (1921-2002) et retfærdighedsprincip, som efter hans mening bør være styrende for den måde, man udformer et liberalt samfund på. Retfærdighedsprincippet omhandler både frihed og lighed:

"Første princip: hver enkelt person skal have samme ret til det mest omfattende totale system af lige og basale rettigheder, som er foreneligt med et tilsvarende totalt system af frihed for alle andre. Andet princip: sociale og økonomiske uligheder skal fungere på en sådan måde at de både: (a) er til størst mulig fordel for de dårligst stillede, (b) er knyttet til embeder og positioner, som er åbne for alle under lige og rimelige betingelser", (p. 302-303).

Baggrundstekst: Om teknologi, demokrati og holdningsundersøgelser

Både medier og politikere er interesserede i at høre, hvad den brede befolkning mener. Men hvordan bruger de egentlig holdningsundersøgelser til fx at skabe politik? Det kan du læse om her.l rolle i samfundsdebatten.

Især i de sidste få årtier har politikeres og mediers interesse for, hvad almenbefolkningen mener om det, der foregår i samfundet, været stødt stigende. Ikke mindst på det bioteknologiske område har holdningsundersøgelser de seneste årtier spillet en helt central rolle i samfundsdebatten.

Interessen har været stor for at forstå, hvorfor befolkninger i vestlige lande ofte har reageret skarpt på muligheden for at manipulere med liv (kloning, kunstig befrugtning, genmodifikation, osv.). De sidste tyve år har undersøgelser udpeget især genmodificerede planter som en teknologi, der fremkalder skepsis. Mere end 50 procent af europæerne har konsekvent svaret, at de er "helt uenige" eller "overvejende uenige" i, at genmodificerede planter skal fremmes (når man kun tæller dem med, der har taget stilling). Det ved vi fra den måske allermest citerede holdningsundersøgelser inden for det bioteknologiske område, Eurobarometerundersøgelsen. Eurobarometerundersøgelsen er en spørgeskemaundersøgelse, der udføres med 25.000 tilfældige europæere, det vil sige typisk cirka 1.000 borgere i hvert af medlemslandene. Herunder kan man se et eksempel på, hvad europæerne har sagt om fire forskellige teknologier.

25.000 europæeres holdninger til fire aspekter af fire teknologier: Om de er moralsk acceptable, nyttige, risikable og om de skal fremmes. Grafen skal læses sådan, at for eksempel "-0,2" er udtryk for, at der er 20 procent flere, der anser en teknologi for at være (fx) moralsk uacceptabel end acceptabel. Man får indtryk af, at opbakningen til genmodificeret mad er lav i forhold til andre teknologier, og at holdningen kunne hænge sammen med opfattelser af både teknologiens nytte, risiko og moralske status. Kilde: Eurobarometer 64.3 (Gaskell m.fl., 2005).

Man kan se politikernes interesse for, hvad folk mener om bioteknologi, som udtryk for, at de på dette område er særligt optaget af at lytte til befolkningens ønsker - også den del af befolkningen, der ikke er eksperter eller tilhører meningsdannere som Dansk Industri, Greenpeace, patientforeninger - eller Det Etiske Råd. Men når det er sagt, er det også en god idé at forholde sig lidt kritisk til brugen af holdningsundersøgelser.

Hvad er hensigten?!

Dels bør man være kritisk med hensyn til hensigten med dem. Det er velkendt, at politikere og andre bruger holdnings- og adfærdsundersøgelser til at finde måder at overbevise os på, snarere end til blot at lytte til, hvad vi mener.

På den baggrund kan man spørge, om holdningsundersøgelser i virkeligheden bruges til at fremme demokrati - eller om "et flertal i befolkningen mener, at…" snarere bruges til at fremme bestemte interesser? Er henvisningen til hvad "befolkningen" mener med andre ord et retorisk kneb, der først og fremmest bliver vagt til live, når nogen vil have deres vilje under for eksempel politiske forhandlinger?

Svaret er naturligvis ikke entydigt, men spørgsmålet kan skærpe vores opmærksomhed på, hvem det er, der bringer "befolkningen" på banen, når eksempelvis bioteknologiske emner debatteres i samfundet. Når for eksempel Greenpeace og andre grønne bevægelser financierer undersøgelser af befolkningens holdninger til genmodificerede planter, kunne årsagen være, at de på forhånd ved, at befolkningen er nogenlunde enige med dem. Det er med andre ord ikke givet, at de vil have samme interesse i at "fremme demokrati" i forhold til andre af deres mærkesager. Som vi skal se nærmere på neden for er dét naturligvis ikke ensbetydende med, at man ikke skal tage de holdningsundersøgelser, de så kommer med, alvorligt!

Ikke mindst EU har i stigende omfang igangsat undersøgelser af den europæiske befolknings holdninger til en lang række forskellige emner, som har relevans for EU's politikområde (se for eksempel EU Kommissionens holdnings-site). Det skal måske ses i lyset af, at EU altid har kæmpet med mangel på folkelig popularitet.

"Man kan spørge på mange måder"

"Befolkningen" er under alle omstændigheder et godt kneb, for politikere er naturligt nok varsomme med at antyde en manglende respekt for vælgerne. Når politikere konfronteres med holdningsundersøgelser, der går på tværs af deres ønsker, hører man ofte i stedet et bestemt modsvar: "Man kan jo spørge på mange måder!". Med andre ord - det er ikke befolkningen, den er gal med, men undersøgelsen! Udover at metodisk kritik - nogen gange - kan og bliver brugt som et kneb, er sådanne spørgsmål også vigtige at stille. For det kunne jo faktisk være sandt, at det "befolkningen mener" i lige så høj grad afspejler den måde, man har spurgt på, end hvad de rent faktisk mener.

For det første er det værd fra starten lige at overveje, hvad der menes med sætningen "hvad folk rent faktisk mener". Mange har prøvet at blive interviewet - måske endda gruppeinterviewet, for eksempel med nogle klassekammerater - eller at svare på multiple choice spørgsmål i et spørgeskema. Mange ting kan spille en rolle for, hvad vi konkret svarer: Hvor vi er, med hvem, om vi har travlt, vores humør, osv.

Forskellige metoder kan føre til, at samme befolkningsgruppes holdninger til det samme emne kan se meget forskellige ud. Det skyldes dels den situation, man sætter respondenterne i, men også, at forskellige metoder lægger op til meget forskellige fortolkninger. For eksempel viser visse typer undersøgelser konsekvent, at folk ved meget lidt om genmodificerede planter og er bange for, om de kan gøre skade. Andre typer undersøgelser fremstiller derimod almenbefolkningen som reflekterede og i mange tilfælde villige til at acceptere risici. Alligevel gør begge typer af undersøgelser krav på at tale på befolkningens vegne! Så hvad mener folk "faktisk"?!

Paradokset illustrerer, at holdningsundersøgelser ikke bare nøgternt registrerer befolkningers holdninger, men også i udgangspunktet fremstiller dem på en bestemt måde: Som (u)vidende, irrationelle og bange; eller som reflekterede, selvbevidste og nuancerede. Nogle undersøgelser har vist, at det er muligt at få folk til at tage stilling til ting, de slet ingen holdninger havde til på forhånd, eller sågar om emner, de slet ikke havde hørt om! I sådanne tilfælde findes der så at sige slet ingen holdning "der ude" før man går i gang med at spørge til dem. I varierende omfang er dette nok tilfældet uanset emnet - der er med andre ord mange ting, vi ikke sådan går og formulerer en holdning til, før vi bliver spurgt. Så meget desto vigtigere bliver det at være opmærksom på, hvordan der bliver spurgt.
Men selv hvis der er tale om et emne, folk kender, påvirker spørgeren uundgåeligt resultaterne. Med de rigtig mistænksomme briller på kan man sige, at det er muligt at fremstille befolkningen på forskellige måder gennem forskellige måder at spørge på. Det er et velkendt problem, at "som man spørger, får man svar". Et spørgsmål kan stilles på mange måder, og det er umuligt at være helt neutral. Derfor lægger forskere stor vægt på at beskrive metoden detaljeret, så læserne selv kan danne sig et indtryk af, på hvilken måde selve metoden har spillet ind på de svar, der er fremkommet. Desuden kan forskeren benytte sig af flere forskellige metoder til dataindsamling, og dermed få mulighed for at sammenligne resultaterne ("triangulering").

En hovedinddeling inden for metode skelner imellem "kvalitativ metode" (fx interviews) og "kvantitativ metode" (fx spørgeskemaer). Groft sagt er spørgeskemaer (som typisk går efter at være repræsentative, dvs. statistisk set at afspejle en hel befolkningsgruppe) gode til at svare på "hvad" og "hvem" spørgsmål, mens interviews (som typisk involverer relativt få besvarelser) er gode til at svare på "hvorfor" spørgsmål. Hvis man har et begrænset kendskab til, hvordan folk forstår et spørgsmål ("hvorfor"), kommer man let til at fejlfortolke, hvad de svarer. Mange kender sikkert til frustrationen over et spørgeskema, hvis svarmuligheder ikke indeholder det svar, man synes passer. Hvis man kaster et blik på Eurobarometer-grafen oven for, kan man se, at det virker oplagt, at opbakningen til de forskellige teknologier har at gøre med opfattelser af, om de er moralsk acceptable, nyttige og risikable. Vurderingen af genmodificerede fødevarer som risikable er blevet udlagt som en indikation på, at folk er dårlige til at vurdere risici - idet deres vurdering adskiller sig markant fra flertallet af naturvidenskabelige eksperters vurdering. Interviewundersøgelser viste imidlertid, at folks vurdering ikke beroede snævert på en vurdering af risiko, men også på for eksempel hvor meget tillid de har til eksperters vurdering. Hvis tilliden er lav vurderer folk med andre ord risikoen som højere. På den måde kan interviews være gode til at kortlægge den logik, der ligger bag bestemte holdningstilkendegivelser. Omvendt kan en interviewundersøgelse, der står alene, lettere komme til at betone bestemte logikker, som måske ikke er særligt karakteristiske for den gruppe, hvis holdninger man undersøger. Det viser, hvordan kvantitative og kvalitative undersøgelser kan supplere hinanden.

Blandt de utallige metodekritiske spørgsmål, man kan stille, er der grund til at fremhæve ét i sammenhæng med holdningsundersøgelser på det teknologiske område. Ofte er det et vilkår, at folks faktuelle viden om et givet emne er beskeden. Derfor vil mange helt naturligt kritisk spørge, "jamen, hvordan skal man som lægperson kunne sige noget kvalificeret om dét!?". Som løsning på dette ser man ofte, at interviewet indledes med en kort, faktuel introduktion til emnet, skrevet af eksperter. Det kan lyde uskyldigt; men man skal være opmærksom på, at sådanne fakta let kan indeholde betoninger, herunder skjulte betoninger på grund af fx sprogbrug, der kan præge de holdninger, som efterfølgende "nøgternt" undersøges. En velkendt måde, hvorpå dette kan foregå, er når eksperter - ofte ubevidst - sætter bestemte grænser for, hvilken slags argumenter, der er relevante. En undersøgelse har for eksempel vist, at eksperter inden for genmodificerede planter har en tendens til at betragte "risiko" som det, der har håndfaste fysiske konsekvenser (såsom sundhedsskader), mens ikke-eksperter også betragter for eksempel sociale konsekvenser (såsom ulighed) som relevante. Hvis et interview starter med at indføre en begrænsning for, hvilke bekymringer, der er relevante, får man naturligvis ikke besvaret sit spørgsmål særlig godt. En fordel ved interviews (modsat spørgeskemaer) er, at de kan lade respondenterne selv være med til at formulere, hvilke perspektiver og temaer, de finder relevante.

Holdninger, viden og demokrati

Med den rette omhu kan det naturligvis godt lade sig gøre at producere holdbar viden om, hvad befolkningen mener. Er det så en garanti for, at borgerne på en hensigtsmæssig måde kan blive inddraget i den politiske proces? Igen her melder nogle bekymringer sig.

Man kan for det første forholde sig kritisk til den underliggende påstand om, at det at spørge befolkningen er til deres eget bedste. Ofte betegner vi dette, at politikerne taler befolkningen efter munden, som "populisme" - og hædrer politikere, der netop tør gå imod "opinionen" af hensyn til befolkningens langsigtede interesser. Ofte ser man ligefrem, at folk slet ikke ønsker at blive spurgt, men derimod ønsker, at politikere og andre lever op til den tillid, befolkningen viser dem. Nogle gange kan det alligevel, ud fra et demokratisk perspektiv, være hensigtsmæssigt at spørge dem - især når der er stor forskel på holdningen i Folketinget og i befolkningen.

Idéen om at gøre brug af holdningsundersøgelser i den politiske proces har som præmis, at holdningerne afspejler folks værdier. Som beskrevet oven for kan holdninger imidlertid være flygtige og tilfældige, og ikke nødvendigvis harmonere særlig godt med vores grundlæggende værdier. I sammenhæng med inddragelse i politiske beslutninger kan problemet desuden være, at vi lægger os fast på en holdning til et givet emne i isolation fra alle mulige andre emner og hensyn. Vi kan for eksempel godt være skeptiske over for skattetrykket isoleret set, men alligevel, alt taget i betragtning, bakke op om en skattestigning. Det gør ikke skepsissen uinteressant, men det er klart, at politikerne snarere end at se på GMO isoleret må tænke sammenhængen ind, hvis de ønsker at følge befolkningens ønsker.

En mere generel pointe, eksemplet rejser, handler om forholdet mellem viden og holdning. Man snakker nogle gange om behovet for "informeret stillingtagen". I det ligger, at vi fæster større lid til en holdning, der baserer sig på en bred base af relevant viden, end til en der ikke gør. Vi kender alle sammen til, at nye informationer kan få os til at skifte mening om en given sag. Ikke mindst i relation til et kompliceret emne som bioteknologi, som de færreste ved særligt meget om, er det naturligt at rejse denne problematik. Udstiller de holdningsundersøgelser, der viser at den europæiske befolkning er ret skeptisk over for visse teknologier, i virkeligheden mere folks uvidenhed end deres værdier? Det er der ikke meget der tyder på. Alligevel er det, alt andet lige, vigtigt, at vi tager stilling på et kvalificeret grundlag. Mange undersøgelser af holdninger til bioteknologi har derfor brugt en del plads på at undersøge, hvor meget folk ved om de forskellige teknologier.

25.000 europæeres fordeling af rigtige og forkerte svar på basale faktuelle spørgsmål inden for bioteknologi. Søjlerne angiver i alt 100 %, mens de grønne og brune fraktioner angiver andelen af ja- og nej-besvarelser, og hvilken af besvarelserne, der anses for at være korrekt. Kilde: Eurobarometer 62.3 (Gaskell m.fl. 2005).

Mange gange har undersøgelserne vist, at de fleste europæere mangler, hvad der i et bestemt perspektiv kan ses som basal faktuel viden om de teknologier, de tager stilling til. Derfor har eksperter været hurtige til at udlægge befolkningen som uvidende og slået til lyd for, at man ikke kunne tage dem seriøst i politisk sammenhæng. Befolkningens skepsis afspejler uvidenhed.

Argumentet indeholder imidlertid to afgørende problemer. Antagelsen er nemlig, at hvis folk vidste mere, ville de også være mere positive. En række sociologiske og psykologiske undersøgelser har imidlertid vist, at sammenhængen mellem viden og holdning er kompliceret. På fx kloningsområdet og i forhold til genmodificerede afgrøder er det blevet vist, at viden skaber polarisering: Nogle bliver mere positive, mens andre bliver mere negative, når de modtager flere informationer om sagen. Det andet problem er, at selv hvis faktuel information skubbede holdningen i en positiv retning, ville man stadigvæk kunne mistænke, at resultatet beroede på den bestemte form for information, der tilbydes - man kunne pege på et bredt spektrum af informationer, der potentielt kunne ændre på folks holdninger (og ikke blot naturvidenskabelig viden, som der spørges til i Eurobarometer). En interviewundersøgelse viste for eksempel, at mange fandt det beroligende, at kloning kan bruges til en masse nyttige ting, men samtidig skræmmende, at lovgivningen giver forskere relativt stor frihed til at udføre kloningseksperimenter. Her var det altså viden om lovgivningen, folk fandt relevant i forhold til deres holdningsdannelse.

Det er måske nok et argument imod at drage forhastede konklusioner om sammenhængen mellem viden og holdning, men ikke imod det mere overordnede argument om, at politiske beslutninger bør bygge på en velinformeret stillingtagen. Hvad enten folk bliver mere positive eller skeptiske af at opnå en større viden, kan en risiko ved at spørge dårligt informerede borgere nemlig være, at man ikke får præget udviklingen i en gunstig retning - det vil sige i overensstemmelse med borgernes ønsker.