1

Introduktion til kloning

Fåret Dolly revolutionerede vores viden om, hvordan liv starter

Efter Dolly er vi blevet klar over, at liv kan startes ved at omprogrammere en hvilken som helst celle i kroppen. Og at dyr – og måske en dag mennesker – kan blive til som genetiske kopier af en anden, som lever eller har levet. Men den teknik, der blev brugt til at lave Dolly, kan også bruges til at lave specialiserede celler om til embryonale stamceller, som kan bruges i stamcelle­forskningen.

Kloning betyder, at en organisme skabes som en kopi af en anden i stedet for en blanding af arvemassen fra en æg- og en sædcelle. I stedet for at få halvdelen af arvematerialet fra moderen og halvdelen fra faderen er klonen en genetisk kopi af den anden organisme.På en måde er kloning ikke noget nyt. Man har altid kendt til den form for kloning, hvor et befrugtet æg i livmoderen splitter sig i to dele, som udvikler sig til to individer med samme arvemasse. Det er sådan, énæggede tvillinger opstår. De énæggede tvillinger er faktisk kopier af hinanden, for når de bliver født, har de samme gensammensætning. Man kan bare ikke sige, at der er en original og en kopi.
I de sidste årtier af sidste årtusinde udviklede forskerne en ny teknik, kernetransplantation, som gav kloning en helt ny dimension. Fåret Dolly, som blev præsenteret for offentligheden i 1997, blev det første pattedyr, som blev skabt ved kernetransplantation som en kopi af et allerede eksisterende dyr.

Kloning med kernetransplantation

Ved kernetransplantation benytter man den modne ægcelles evne til at omprogrammere cellekernen. Det har vist sig, at en allerede færdigspecialiseret celle kan omprogrammeres til en helt uspecialiseret celle, hvis kernen fra den indsættes i en ægcelle tømt for sit eget indhold og gives et elektrisk stød. På den måde skaber man et embryon med samme gensammensætning som det individ, cellen stammer fra.

 

Der er tale om en banebrydende ny erkendelse, som allerede har fået revolutionerende betydning for forskernes biologiske forståelse. Indtil Dolly mente videnskaben, at når en celle i kroppen først var specialiseret til for eksempel en hudcelle, så var det uigenkaldeligt. Det har kernetransplantationsteknikken modbevist, og det har fået stor betydning for forskningen og givet håb om, at teknikken kan bruges i sygdoms­behandlingen.

Reproduktiv kloning:

I teorien kan kernetransplantation altså bruges til at skabe kopier af eksisterende individer, hvis det embryon, man skaber ved omprogrammeringen, opsættes i en rugemor og udvikler sig til fødslen. På den måde er det lykkedes at klone en lang række dyr. I afsnittet Reproduktiv og terapeutisk kloning kan I læse mere udførligt om, hvordan kernetransplantation udføres, og i interviewet med kloningsforsker Gabor Vajta forklarer han, hvordan han kloner grise. Blandt andet har han klonet grise med genet for Alzheimers sygdom for at kunne bruge klonerne til at forske i sygdommens udvikling.

Teknikken er dog stadig meget usikker, og det er kun en meget lille del af klonerne, der udvikler sig normalt.

Det er én af grundene til, at stort set alle forskere mener, at det, man kalder reproduktiv kloning, vil være alt for risikabelt at forsøge på mennesker. Man kan ikke begynde at eksperimentere med en teknik på mennesker, når man risikerer, at største­parten af klonerne dør eller bliver handicappede. Derfor er reproduktiv kloning af mennesker også forbudt i Danmark og i de fleste andre lande i verden.

Terapeutisk kloning:

I og med at kernetransplantation kan bruges til at nulstille specialiserede celler, kan den også bruges til en anden form for kloning, som man kalder terapeutisk kloning. Terapeutisk kloning går ikke ud på at skabe et nyt individ, men kun embryoner, som kan bruges i stamcelleforskningen.

Ideen er at nulstille en celle fra kroppen fra en patient, som har brug for reparationsvæv. Hvis man nemlig kunne frembringe et embryon ud fra en af patientens celler, ville det jo have samme gensammensætning, som han har. Så kunne man udtage embryonale stamceller fra dette embryon. Disse stamceller kunne man måske styre til at blive til væv – eller på sigt måske et helt organ - som patienten manglede. Og fordi vævet var dyrket af patientens egne celler, ville vedkommendes krop ikke afstøde det. Det ville derimod ske, hvis vævet kom fra et andet menneske.

I kan læse mere om, hvordan terapeutisk kloning udføres i afsnittet Reproduktiv og terapeutisk kloning. Udfordringen ved terapeutisk kloning er altså, at skabe stamceller og at styre deres specialisering i en bestemt retning, så de kan udvikle reservevæv. I kan læse mere om stamcelleforskningens forsøg på at styre celledifferentieringen i afsnittet Forskning i stamceller og sygdomsbehandling.

De etiske dilemmaer

Det er i de fleste Europæiske lande – deriblandt Danmark – forbudt at frembringe stamceller ved hjælp af kernetransplantation. Lovgiverne har dermed signaleret, at de finder det etisk forkert at frembringe et embryon på den måde, kun for at kunne bruge det til forskning.
Til gengæld er forskning i embryoner, der er blevet til overs, når et par har fået kunstig befrugtning, tilladt i Danmark og en række andre lande. Det skyldes et ønske om at udvikle nye behandlingsmuligheder – særligt overfor de sygdomme, som vi i dag står magtesløse overfor. Men stamcelleforskningen har sat os overfor et dilemma, for kan det forsvares, at man ved stamcellehøsten destruerer et befrugtet æg, som under de rette betingelser kunne udvikle sig til et menneske?

De fleste vil sandsynligvis mene, at et embryon har en eller anden form for etisk status, og at vi derfor bør behandle det med respekt. Men betyder det, at embryonet har krav på beskyttelse, at man ikke bør bruge det til forskning, der jo sigter mod et godt formål – at udvikle nye sygdomsbehandlinger? Og hvilken status har embryonet egentlig? Har det fra begyndelsen samme krav på beskyttelse som fødte mennesker? Eller er det først undervejs i graviditeten, at fosteret bliver til et fuldt menneske med samme krav på beskyttelse, som allerede eksisterende mennesker? Det er nogle af de spørgsmål, der diskuteres i afsnittet Må man anvende befrugtede æg og fosteranlæg til forskning? Heri kan I også læse, at forskellige kulturer ser forskelligt på, om det befrugtede æg skal betragtes som et individ fra befrugtningen, og i afsnittet om Forskellige syn på befrugtede æg og fostre kan I læse om, hvordan man i andre perioder i Danmarks historie har vægtet andre hensyn, for eksempel hensynet til samfundet, højere end hensynet til det befrugtede æg.

 

I etikinterviewet om stamceller kan du følge diskussionen mellem de to grund­synspunkter, Peter Øhrstrøm og Klemens Kappel repræsenterer. De mener begge, at man skal behandle embryoner med respekt, men de er ikke enige om, hvad det indebærer, fordi de er uenige om, hvilken status vi skal tildele det befrugtede æg.

Terapeutisk kloning kan også give anledning til andre dilemmaer. For omprogrammering af celler kræver jo ægceller, og de er vanskelige at få fat på, fordi det kræver, at kvinder gennemgår hormonkure og operative indgreb for at få dem udtaget. Det er de færreste kvinder villige til, men i nogle fattige lande kan man få kvinder til at sælge deres æg, hvilket er forbudt i de fleste rige lande. I afsnittet om Globalisering og handel med menneskelige æg kan I læse om, hvordan globaliseringen betyder, at national­staterne får vanskeligere ved at gennemføre den lovgivning, de finder etisk rigtig, når borgerne kan rejse derhen, hvor aktiviteten er tilladt.

Når det gælder reproduktiv kloning af mennesker, gør der sig nogle andre etiske dilemmaer gældende. Dem kan du læse om i Reproduktiv kloning - interview om etik. Uenigheden mellem Peter Øhrstrøms og Klemen Kappels synspunkt ligger i, om det ville være forkert at skabe kopier af mennesker, hvis teknikken blev udviklet til at blive lige så sikker, som andre måder at få børn på.

2

Teknikken: Reproduktiv og terapeutisk kloning

Kloning bruges som betegnelse for ukønnet formering, det vil sige processer, hvor der skabes en organisme, som er identisk med en anden organisme

Kloning forekommer spontant i naturen, for eksempel når befrugtede æg ved en naturlig proces deler sig i livmoderen og dermed skaber enæggede tvillinger. Nogle dyr og planter kan også spontant reproducere sig selv ved ukønnet formering, også kaldet partenogenese.

Når embryoner opsplittes og dermed danner flere identiske individer, kaldes det embryonal kloning – en proces der relativt simpelt kan udføres i laboratoriet. Når der skabes en kopi ud fra en celle fra et eksisterende dyr (eller foster), kaldes det somatisk kloning.

I det følgende fokuseres der alene på to former for somatisk kloning: Reproduktiv kloning, der har som formål at skabe identiske kopier af allerede eksisterende individer, og terapeutisk kloning, der har som formål at skabe embryoner med henblik på at kunne høste stamceller til forskning og sygdomsbehandling.

Kernetransplantation

Da det klonede får, Dolly, kom til verden i 1997, skabte det en sensation, selvom forskerne på daværende tidspunkt allerede havde klonet dyr i en årrække. Tilbage i 1977 rapporterede de første forskere, at de havde lavet en museklon fra helt uspecialiserede celler fra et befrugtet æg, der havde delt sig et par gange. Og i midten af 1980’erne havde de første forskergrupper succes med at lave fåre- og kalvekloner af uspecialiserede celler fra embryoner i 64 – 128 cellestadiet. Det, der imidlertid gjorde Dolly til en sensation, var det faktum, at hun var skabt fra en helt specialiseret celle, en yvercelle fra et seks år gammelt får. Eller med andre ord – Dolly var det første pattedyr, der var udviklet af en celle fra et allerede eksisterende individ, og dermed blev en genetisk kopi af dette individ.

Dolly blev ligesom muse-, fåre- og kalveklonerne skabt ved hjælp af laboratorieteknikken kernetransplantation - en i princippet relativ simpel teknik.

En moden ægcelle udtages fra et givent dyr, og kernen fjernes ved hjælp af et mikrokirurgisk indgreb. Dermed har man en kerneløs ægcelle med bevaret cytoplasma. Samtidig udtages en celle fra den organisme, man ønsker at klone. Fra denne celle udtages kernen og dermed det arvemateriale, der vil være bestemmende for den klonede organismes udvikling og egenskaber. Da alle celler i en organisme indeholder en fuldstændig kopi af organismens arvemateriale, er det i princippet underordnet, hvilken celle man bruger. Ved elektrisk stimulation fusioneres kernen fra kernedonorcellen herefter med den kerneløse ægcelle, hvorved der skabes en celle, der opfører sig som et befrugtet æg. Den fusionerede celle begynder at dele sig, og efter nogle dage danner den en blastocyst, der kan lægges op i livmoderen på en rugemor og her færdigudvikle sig.

På den vis er det i princippet muligt at lave en genetisk kopi – en klon - af en hvilken som helst organisme.

Kloning og sygdomsbehandling

Ved almindelig reproduktion kombineres arvematerialet fra to kønsceller i et befrugtet æg, hvorved der skabes en organisme med sin egen unikke arvemasse. Som det fremgår, er der ved kloning derimod kun en enkelt organisme, der bidrager med arvemassen, hvilket betyder, at den skabte organisme bliver en klon af kernedonororganismen.

Denne mulighed for at skabe genetisk identiske individer og celler har flere potentielle anvendelsesmuligheder. Allerede nu har kloningen bidraget til vores viden om foster­udvikling, celledifferentiering og genetisk betingede sygdomme. Men kloning kan også bruges til bevarelse af avlsdyr og udrydningstruede arter – og måske også til genskabelse af uddøde arter. Man arbejder på at tage celler fra fund af dyr fra uddøde arter og klone dem. Inden for landbruget kan man fremstille kopier af særligt betydningsfulde husdyr. Ved at kombinere kloning og genteknologi kan man frembringe dyr til produktion af lægemidler og organer. Og kloningsteknikken kan bruges i forbindelse med udvikling af dyre-sygdomsmodeller og vævsspecifikke stamceller.

Sygdomsmodeller

Særligt i forbindelse med testning af medicinske behandlinger, men også når det gælder undersøgelser af, hvordan sygdomme udvikles, er det væsentligt at kunne undersøge, hvilken indflydelse enkeltfaktorer har på et sygdomsforløb. Det kræver imidlertid, at de forsøg, der udføres, i videst muligt omfang er standardiserede, så forskerne kan udelukke, at der er andre faktorer, der spiller ind på resultaterne end dem, der er genstand for undersøgelsen. I den henseende er der åbenlyse begrænsninger forbundet med at bruge mennesker som forsøgsobjekter, da både sociale faktorer, miljøfaktorer og livsstilsfaktorer vil have indflydelse på udfaldet af undersøgelsen.

Derfor bruger forskere i vid udstrækning forsøgsdyr. Men selvom det med dyreforsøg er muligt at standardisere de miljømæssige forhold – ved at give dyrene samme opvækstbetingelser, samme føde osv. - har de stadig ikke samme arvemateriale. Det kan man råde bod på ved hjælp af kloning, som gør det muligt at fremstille helt identiske forsøgsobjekter og dermed skabe grundlaget for optimalt standardiserede forsøg.

I 2007 udviklede en dansk forskergruppe således verdens første klonede Alzheimers gris. Forskerne indsatte et gen for Alzheimers i en vævscelle fra en gris og fusionerede derefter kernen fra vævscellen med en kerneløs ægcelle (se også 'Handmade' cloning cheap and easy). På den måde lykkedes det forskerne at frembringe syv klonede grise ’forprogrammeret’ til at udvikle Alzheimers. Klonede sygdomsmodeller som Alzheimers grisen vil kunne styrke forskningen inden for behandling og forebyggelse af Alzheimers, og sandsynligvis vil kloningsmetoden også kunne bruges til at producere transgene grisemodeller for andre humane sygdomme.

Terapeutisk kloning

For at kunne bruge stamceller til sygdomsbehandling kræver det, at stamcellerne matcher patientens vævstype – eller i hvert tilfælde skal der være en vis overensstemmelse (se også stamcelleafsnittet). Ellers bliver stamcellerne afstødt af patientens immunforsvar. Man kan nedsætte risikoen for afstødning ved at udvikle nye embryonale stamcellelinier, som tilsammen skal kunne dække et bredt udsnit af befolkningens vævstyper, og det arbejder forskerne på at gøre. Men hvis man gerne vil være helt sikker på at undgå afstødning, skal man have stamceller med præcis den genetiske sammensætning, en bestemt patient har. Det kan man i teorien opnå ved at bruge såkaldt terapeutisk kloning til at omprogrammere somatiske celler fra patienten til embryonale stamceller.

Teknikken, der anvendes til terapeutisk kloning, er i udgangspunktet den samme som ved reproduktiv kloning. En celle udtages fra patienten, og ved hjælp af kernetransplantation fusioneres kernen med et kerneløst æg fra en donor, hvorved der skabes et embryon bestående af celler, der er genetisk identiske med patientens. Men hvor man ved reproduktiv kloning lægger det klonede embryon op i en rugemor for at færdigudvikle det, destruerer man ved terapeutisk kloning det klonede embryon på blastocyststadiet for at kunne høste embryonale stamceller.

Når man ønsker, at stamcellerne skal have netop denne patients gensammensætning kan det enten være, fordi vedkommende har en genetisk sygdom, som stamcellerne så også vil have, så man kan studere sygdommen ved at studere stamcellerne. Men det kan også være fordi, man ønsker at dyrke cellerne til reservevæv eller organer, som patienten ikke vil afstøde, fordi de har hans egen gensammensætning (se afsnittet om specialisering af celler i Forskning i stamceller og sygdomsbehandling).

Flere forskergrupper arbejder på at fremstille humane embryonale stamcellelinjer ved hjælp af terapeutisk kloning. Det er så vidt vides endnu ikke lykkedes. Spørgsmålet er imidlertid også, om japanske forskeres offentliggørelse i november 2007 af, at det er muligt at skabe særlige genetisk omprogrammerede celler, såkaldte iPS-celler, med samme udviklingspotentiale som cellerne fra terapeutisk kloning, vil overflødiggøre brugen af terapeutisk kloning i stamcelleforskningen. Læs mere om iPS-cellerne i Forskning i stamceller og sygdomsbehandling.

Kloningens udfordringer

Siden Dolly kom til verden, er det blandt andet lykkedes forskere at klone rotter, kaniner, katte, hunde, geder, grise, kvæg, heste og rhesusaber. På trods af denne tilsyneladende succes og simpliciteten i teknikken, er der relativt store problemer forbundet med kloning. Sammenholdt med almindeligt befrugtede æg har de kernetransplanterede æg en reduceret evne til at udvikle sig til blastocyster. Der er en forøget abortfrekvens. Og blandt det afkom, der fødes, er der en stor hyppighed af misdannet afkom med nedsat levedygtighed. Da Dolly blev skabt brugte forskerne således ikke mindre end 277 kernetransplanterede æg til at fremstille 29 embryoner. Og af de embryoner resulterede kun tre i fødte lam, hvoraf kun Dolly levede. På samme vis har det krævet 9.000 forsøg at fremstille 70 kalve, og af de 70 kalve døde ca. en tredjedel af dem for tidligt. Og som nævnt har forskerne trods mange forsøg endnu ikke haft succes med at klone humane celler.

En af årsagerne til de mange problemer synes at være forbundet med den såkaldte reprogrammering af arvematerialet, der er nødvendig for skabelsen af et nyt individ.

Reprogrammering

Det, der overraskede mange forskere ved Dollys tilblivelse, var, at det var muligt at skabe et nyt individ ud fra en celle fra et færdigudviklet individ. Under fosterudviklingen differentieres cellerne, så de gradvist bliver mere specialiserede til at varetage forskellige funktioner i kroppen (se også Noget om Celler – Stamceller og fosterudvikling + Celledifferentiering). Således findes der i det voksne menneske over 200 forskellige celletyper. Celledifferentieringen foregår blandt andet ved, at der bindes nogle kemiske forbindelser til arvematerialet, der aktiverer og deaktiverer forskellige gener. Sådanne ændringer af arvematerialet kaldes epigenetiske forandringer. Epigenetiske forandringer indebærer ikke, at organismens DNA-sekvens ændres, men de er stabile i den forstand, at de videreføres gennem celledelinger (se også Noget om celler – Celledifferentiering). Derfor har det tidligere været antaget, at forandringerne var permanente, men skabelsen af Dolly viste altså, at ændringerne af de differentierede cellers arvemateriale ikke er uforanderlige.

Ved den almindelige befrugtning ændres de epigeniske forandringer af ægcellens eget DNA og det, den har modtaget fra sædcellen, så arvematerialet bliver programmeret til at styre fosterudviklingen. Man siger, at ægcellen reprogrammerer arvematerialet. Reprogrammeringen foregår i to trin. Først under dannelsen og modningen af kønscellerne og dernæst i forbindelse med befrugtningen og den tidlige fosterudvikling, hvor en stor del af de kemiske forbindelser, der er bundet til arvematerialet, fjernes. Forsøget med Dolly viste, at modne ægceller også er i stand til at reprogrammere specialiserede celler. Ægcellens cytoplasma må altså indeholde nogle faktorer, der er afgørende for denne reprogrammering og dermed for fosterudviklingen.

Undersøgelser har imidlertid vist, at selvom der forekommer en reprogrammering af kernetransplanterede embryoner, fjernes de bundne kemiske forbindelser ikke i ligeså høj grad, som det kan observeres i forbindelse med almindelig befrugtning. De fleste – hvis ikke alle – klonede embryoner har således epigenetiske defekter, og da det er de epigenetiske forandringer af DNA'et der styrer, hvilke gener der bliver udtrykt og dermed, hvordan fosterudviklingen forløber, er det sandsynligvis en væsentlig årsag til, at kloning stadig er så ineffektiv.

Fremtiden

Hvis man går ud fra, at det er (mindst) ligeså vanskeligt at fremstille klonede humane embryoner, som det har været at klone andre større pattedyr, vil det kræve mindst 200 modne ægceller blot at fremstille en enkelt stamcellelinie fra en patient – ægceller der vel at mærke skal doneres af kvinder, der både skal gennemgå en hormonbehandling og et operativt indgreb.

Før kloningsteknikken for alvor kan blive anvendelig både i forbindelse med stamcelleforskningen og behandlingen - men også i forbindelse med den reproduktive kloning af dyr - kræver det derfor, at forskerne forbedrer deres tekniske formåen, så de bliver bedre i stand til at styre reprogrammeringen af arvematerialet. Selvom det har været et stort forskningsmæssigt gennembrud, at forskerne er blevet i stand til at klone pattedyr, er teknikken altså stadig kun under udvikling.

3

Forskerinterview: Kloningsforsker Gabor Vajta

Gabor Vajta forsker i kloning på forskningscenter Foulum lidt uden for Viborg. For øjeblikket deltager han i et forskningsprojekt, hvor man ved at kombinere klonings- og genteknologiteknikkerne søger at lave en genmodificeret Alzheimersgris

Alzheimers er en sygdom, som især ældre mennesker kan få. Sygdommen gør dem glemsomme og forvirrede. Forhåbentlig kan denne gris på sigt give os større indsigt i Alzheimers udvikling og måske også gøre os bedre til at sætte ind over for sygdommen.

Gabor: Jeg hedder Gabor Vajta, og jeg er seniorforsker her på forskningscenter Foulum og adjungeret professor på Landbohøjskolen. Jeg er uddannet læge, men i de sidste mange år har jeg arbejdet med fosterudvikling hos husdyr. Jeg kommer oprindeligt fra Ungarn, men de sidste 15 år har jeg boet i Danmark, og her på forskningscenteret er jeg ansvarlig for vores kloningsprogram, som er det eneste i Danmark – ja, faktisk det eneste i hele Skandinavien.

 

Det, der fascinerer mig ved det her arbejde, er, at selv uden kloning er fosterudvikling virkelig spændende. Man har en 0,1 mm lille ting, altså et befrugtet æg eller et kernetransplanteret æg, som man ikke engang kan se, og det indeholder altså alle de ting, der skal til, for at udvikle sig til en tyr – en tyr på et halvt ton. Det er denne her lille ting, der bestemmer, om tyren skal være grå eller brun og alle de andre egenskaber. Og med en lille, uforsigtig bevægelse kan man dræbe det stakkels dyr – det halvt-ton store dyr, der potentielt kunne udvikle sig. Og det er dig, der bestemmer, at hvis du tager det embryon, vil tyren blive sådan, og hvis du tager det andet embryon, vil den blive sådan… Så det er fantastisk fascinerende.

For mig er kloning ikke så forskellig fra andre befrugtningsteknologier – lidt mere krævende måske. Men mest af alt finder jeg det teknologisk interessant. Det fascinerende er, at teknologien kan bruges til fantastiske ting i fremtiden. Det interessante er ikke, at jeg kan lave et dyr, der er magen til et andet.

Hvad er formålet med jeres forskningsprojekt?

Gabor: Det, vi gør, er, at vi bruger kloning til at fremavle en særlig griseart, der kan bruges som en slags model, når man skal studere sygdommes udvikling, og hvordan forskellige behandlinger virker. I øjeblikket prøver vi at lave en gris med Alzheimers.

Hvorfor arbejder I med grise?

Gabor: Altså, grise ligner på mange måder mennesker, deres størrelse, stofskifte osv. Så de er gode studieobjekter, når man vil bruge dem som modeldyr. Man kan for eksempel bruge det samme undersøgelsesudstyr, som man bruger til mennesker, og man kan studere dem over en længere periode. Det kan være vigtigt, når man skal udvikle ny medicin. Vores Alzheimersgris skal altså bruges til at forske i, hvad Alzheimers er for en sygdom, og hvordan den kan behandles.

Helt konkret – hvordan laver I så de her Alzheimersgrise?

Gabor: Det, vi gør, er, at vi udtager en celle fra en gris, for eksempel en hudcelle, og så indsætter vi et gen i den. For eksempel genet for Alzheimerssygdommen, det gen, det kender vi – men det kunne også være genet for Parkinsons eller noget helt tredje. Den der del med at sætte genet ind i cellen, det laver de på Århus Universitet – de har faciliteterne og metoderne. Her hos os laver vi så selve kloningen.

Gabor viser os ind i sit laboratorium. Det ser på mange måder primitivt ud i forhold til den slags, man ser på fjernsynet. Han fortæller, at der er så få kloningsforskere i verden – mellem 70 og 100 – at det ikke kan betale sig for laboratoriefirmaerne at lave særligt udstyr til kloningsforskerne. Derfor må de selv lave meget af deres udstyr. Et sted står der for eksempel en særlig inkubator, det vil sige en container, der holder en konstant temperatur. Den bliver brugt til at holde cellerne ved en passende temperatur og fungerer ved, at man placerer cellerne i nogle gasfyldte folieposer, der synkes ned i tempereret vand – lidt ligesom en ubåd. Han forklarer:

Gabor: Teknikken er sådan set meget simpel. Her i Danmark har vi tusindvis af grise. Derfor kan vi få tusindvis af ægceller fra slagtede grises æggestokke. Dem får vi fra slagterierne. Og de kan stort set alle sammen bruges til kloning.

Kloningen, den kan man så lave på flere måder. Jeg har selv opfundet en metode kaldet håndkloning, det er ganske effektivt. Her vil jeg bare fortælle om den traditionelle metode.

De æg, vi modtager fra grisenes æggestokke, de er jo ikke det, vi kalder ”modne”, altså klar til befrugtning. Til kloning skal vi bruge modne ægceller, så derfor lader vi først æggene modne i æggestokkene. Det tager 1 – 2 dage, og så tager vi dem ud og lægger dem under et mikroskop og fjerner ægcellens kerne. På den måde får vi et kerneløst æg. Så tager vi kernen fra den hudcelle, der har fået overført Alzheimersgenet. Og så fusionerer vi den med det kerneløse æg. Til det bruger vi fusionsmaskinen der. Den sender strøm igennem cellerne og får dem på den måde til at smelte sammen. Og hvis vi er rigtig heldige, vil denne nye, kernetransplanterede celle begynde at udvikle sig til et foster, der senere bliver til en gris, der lider af Alzheimers.

Fra vi går i gang med kernetransplantationen, tager alt det her nok en uge eller ni dage i laboratoriet. Princippet er faktisk ret simpelt. Men der er selvfølgelig nogle dele af processen, der kræver ekstra opmærksomhed. Vi prøver hele tiden at blive bedre – at forfine processerne. Prøv for eksempel at mærke her…

Gabor peger på en stålplade, der står ved siden af et mikroskop. Den er helt varm – nærmere bestemt 39°C.

Gabor: Da vi startede med at eksperimentere med de her grise, viste det sig, at griseembryoner er et mareridt at arbejde med. Hvis man så meget som kiggede på dem, så døde de. Dengang kunne vi ikke få cellerne til at gøre det, de skulle. Men så på et tidspunkt, så fandt vi ud af, at de her celler altså ikke rigtig kan tåle at være uden for varmeskabet derovre. Derinde er der 39°C, ligesom grisens kropstemperatur. Men hver gang vi tog cellerne ud, så tog de skade, indtil vi altså fandt ud af at varme alle flader i laboratoriet op. Så kunne de pludselig bedre tåle at komme ud. På den måde prøver vi hele tiden at blive bedre til det, vi laver.

Men når nu I har lavet kernetransplantationen, hvordan kommer der så en gris ud af det?

Gabor: Altså, når vi har lavet vores del, lavet kernetransplantationen, og når det kernetransplanteret æg har udviklet sig, det tager 5-7 dage, så kommer der nogle folk fra Landbohøjskolen og overfører det, der nu hedder en blastocyst, til en rugemor – eller rugeso om du vil, det vil sige det dyr, der senere skal føde det. Lidt ligesom når man laver kunstig befrugtning. Men indtil de kommer, kan vi opbevare de kernetransplanterede æg, efter de har udviklet sig i en uges tid, i de her stålbeholdere. Dernede, der er der flydende nitrogen, og det er altså meget, meget koldt – minus 196°C. Der kan blastocysterne ligge ret længe.

For at tage det lidt forfra, hvad er så idéen med kloningen, hvorfor ikke bare lave en genmodificeret gris?

Gabor: Idéen er selvfølgelig, at ved at gøre det på denne her måde – altså genmodificere en kropscelle og derefter klone den – ja så kan man sikre sig, at alle cellerne i embryonet også vil indeholde genet. Så embryonet vil udvikle de egenskaber, som genet koder for – og i dette tilfælde jo altså Alzheimer. Man kan sige, at kloningen forstærker eller støtter genteknologien.

Lige for at sikre mig, at jeg forstår dig rigtigt – I genmodificerer grisen og bruger kloningen til at sikre, at de genetiske ændringer, I har lavet, kommer ud I alle cellerne?

Gabor: Ja, den eneste rigtig sikre og effektive måde, man kan lave et genmodificeret husdyr på, er ved hjælp af kloning. Det er det, kloning primært kan bruges til.
Men bagefter kan man jo så også bruge kloning til at lave nye grise, som er magen til den første genmodificerede gris. Har man først lavet et succesfuldt genmodificeret dyr, så kan man altså klone det og på den måde lave mange af dem. Og de her nye grise vil altså alle sammen bære Alzheimersgenet. Hvis man derimod bare laver én genmodificeret gris, som har Alzheimersgenet, og lader dyret parre sig med et andet dyr, så vil kun nogle af ungerne få Alzheimersgenet.

Du sagde før, at grise er særligt besværlige at arbejde med, er der nogle dyr, der er nemmere?

Gabor: Kalveembryonerne og museembryonerne, de er de nemmeste, men menneskeembryoner er altså også meget nemme at arbejde med – altså sådan helt generelt. For her taler vi selvfølgelig ikke om klonede menneskeembryoner.

Men hvis det er så let at arbejde med mennesker, hvorfor er der så ingen, der har haft succes med at klone mennesker eller lave terapeutisk kloning?

Gabor: Med mennesker er der selvfølgelig en begrænsning, fordi man kun i meget ringe omfang har adgang til humane æg. De skal jo produceres af kvinder og tages ud osv. Men hvis vi havde adgang til æggene og de rette metoder - og så selvfølgelig tid og penge, så tror jeg ikke, kloning ville være et problem. Problemet er, at man for hver art, for mennesker, køer osv., er nødt til at udvikle en særlig teknik. De opfører sig alle sammen forskelligt. Men det er klart, at i Danmark og de fleste vestlige lande er det altså forbudt at klone menneskeceller, så vi har selvfølgelig ingen erfaring med det.

 

For at sammenligne, hvor mange griseæg har I så brugt i jeres forskning indtil nu?

Gabor: Altså, hver morgen får vi fra slagteriet 3-600 æg indsamlet fra 30-60 æggestokke. Det vil sige ikke helt hver dag, men mandag, tirsdag, onsdag og torsdag.

Så det ville være meget svært at udvikle en kloningsteknik til mennesker?

Gabor: Ja, det er ikke rigtig en mulighed. For man ville aldrig kunne få fat i så mange æg fra kvinder.

Hvor mange klonede dyr har du faktisk været med til at lave – jeg mener levende dyr?

Gabor: I Australien lavede jeg måske 10 eller… jeg ved det ikke helt. I Afrika lavede jeg et, det første afrikanske klonede dyr. I Danmark har jeg ikke lavet nogen endnu, fordi det ikke har været lovligt. Men vi regner med, at de første, klonede Alzheimersgrise bliver født i påsken 2006.

Ja, for nu er det tilladt, ikke?

Gabor: Nu, jo, men kun siden 1. november 2005, så vi har lavet nogle forsøg, og vi har også lavet nogle fejl, når embryonerne har skullet overføres til grisene. Men nu har vi professionelle til den del. Så det her er kun begyndelsen.

Hvad er succesraten, når I laver klonede dyr?

Gabor: Vi kan kun lave et skøn, men med den kvalitet, vores embryoner har, og hvis overførslen til rugesoen er succesfuld, tror jeg vi skal forvente, at omkring halvdelen af rugesøerne bliver gravide. Vi overfører 30 – 50 embryoner til hver gris. I grise er man nødt til at overføre mange, mens man kun behøver at overføre et enkelt eller to æg, når man kloner køer. Men hos grise behøver man mange, og måske sætter 4 – 10 embryoner sig fast i hver gravid so, og de fleste af dem udvikler sig, som de skal. Og andre har vist, at næsten ingen af dem udvikler misdannelser. Det er efter min mening ikke noget problem. Men denne del af kloningen har udviklet sig drastisk de sidste par år. Folk ved det ikke, men i professionelle laboratorier, der går det altså rigtig godt.

Og de dyr, der bliver færdigudviklede, er de normale?

Gabor: Ja, for grise har udvikling af misdannelser aldrig været et problem. Det er mærkeligt. I grise og i geder, tror jeg, der er udviklingen af misdannelser meget lav. Men i køer er den høj, og i får er den endnu højere.

Tror du nogen sinde teknikken vil blive sikker nok til at kunne bruges på mennesker?

Gabor: Jeg tror bare, det er et spørgsmål om teknik. Selvfølgelig vil der opstå problemer, men det gør der jo altid, når nye teknikker udvikles. Første gang man lavede en levertransplantation, der døde patienten. Det samme første gang man lavede en nyretransplantation, og da man lavede en hjertetransplantation osv. Enhver ny opfindelse indebærer risici, og i den forbindelse er kloning ikke nogen undtagelse.

Men altså, vi bliver hele tiden mødt af de her bioetikere, der taler om alt muligt. Men de glemmer, at de syge mennesker er afhængige af os. Vi er ansvarlige over for rotterne og overfor musene og overfor køerne, men først og fremmest er vi ansvarlige over for menneskene.

Hvad tror du, man vil komme til at bruge kloning til i fremtiden?

Gabor: Jeg har jo fortalt om, hvad formålet er med vores forsøg, og den slags tror jeg, man vil komme til at se meget mere af. Alzheimers er vores første kandidat, men man kan bruge teknikken til at fremstille mange forskellige slags sygdomsmodeldyr. For eksempel dyr med stofskiftesygdomme, hudsygdomme, med sukkersyge eller med noget andet.

Men jeg tror også, at man vil komme til at bruge teknikken til at klone transgene grise, som kan bruges som organdonorer. Det er der nogen, der forsker i. Altså, hver dag dør der 15-20 mennesker alene i USA, fordi der ikke er nok organdonorer. Så hvis man kan bruge organer fra grise, vil det jo være rigtig godt. Der er bare det problem, at griseceller har nogle særlige antigener på overfladen, der gør, at vi mennesker vil afstøde organerne. Så man prøver at lave nogle genmodificerede grise, der ikke producerer det her antigen.

Jeg tror også, man vil prøve at bruge grisene til at producere medicin, som man for eksempel vil kunne opsamle i koens mælk. Det vil være ret smart og billigt og lyder umiddelbart ret simpelt, men der vil selvfølgelig også være nogle problemer – det er der jo altid.

Interviewet er gennemført i foråret 2006, opdateret 4. oktober 2010

4

Etikinterview om reproduktiv kloning

Der er i hele verden er stor uenighed om, hvorvidt det er etisk acceptabelt at lave såkaldt terapeutisk kloning, hvor man skaber embryonale stamceller ved hjælp af kerne­transplantation

Men samtidig er der usædvanlig stor enighed om, at man ikke skal bruge teknikken til at skabe børn - altså til reproduktiv kloning. Enigheden skyldes måske ikke mindst, at kernetransplantationsteknikken er så usikker, at det ikke ville være forsvarligt at bruge den til at skabe børn med. Men hvis nu teknikken en dag bliver så sikker, at der ikke vil være nogen risiko for misdannelser hos klonen, vil det så stadig være forkert at klone mennesker?

De to etikere

Klemens Kappel og Peter Øhrstrøm repræsenterer to vidt forskellige holdninger til etiske spørgsmål.

Klemens Kappel er tidligere medlem af Det Etiske Råd (fra 2005-2007). Han er filosof og lektor ved Københavns Universitet.

Peter Øhrstrøm er tidligere medlem af Det Etiske Råd (fra 2000-2010). Han er idéhistoriker og professor ved Aalborg Universitet.

Peter Øhrstrøm: Jeg ved, du vil være uenig med mig Klemens, men efter min mening er reproduktiv kloning absolut og i enhver situation forkert. Der er simpelthen et vilkår for den menneskelige reproduktion, som vi også skal tage alvorligt, og det er, at vi skal have en entydig far og mor - det vil sige være blevet til ved én mand og én kvinde. Man kan sige, at det hører til selve den menneskelige værdighed.

Klemens Kappel: Jeg ville da mene, at en klon har en entydig mor og far.
Peter Øhrstrøm: Den kvinde, der føder det klonede barn, er jo i hvert fald ikke mor til det i ordets sædvanlige betydning. Lad os nu sige det er kvinden, der er blevet klonet, hun har måske endda både leveret den der kerne, som er proppet ind i ægget i stedet for den kerne, der var fra begyndelsen, og også ægcellen. Så forudsætter vi, at der er blevet et barn ud af det. Så er det jo ikke den fødende, der er mor - ja hun er i en vis forstand moderen, men hun er jo også klonens tvilling, altså det er noget rod.

Klemens Kappel: Det er et argument, jeg er uenig i, for det er da rigtig nok, at hun ikke er den genetiske mor. Og selvfølgelig, når man taler om mor og far, så betyder det normalt både sociale, biologiske og genetiske forældre. Men det har jo vist sig, at de udtryk er flertydige. Hvis den opsplitning, du talte om, er et problem ved kloning, så er den jo også et problem ved almindelig adoption. Her er de sociale forældre jo heller ikke genetiske forældre, og det mener jeg ikke, er noget problem.

Peter Øhrstrøm: Pointen er jo, at vi rører ved noget, der har at gøre med identitet her, og den ville blive anfægtet på en helt ny måde, hvis man skabte et menneske ved kloning. Det er en krænkelse af et fundamentalt forhold. Det er det, der er hovedsagen. Det fundamentale forhold det er, at mennesket bliver til ved en mand og kvinde, der hver har bidraget med halvdelen af generne. Det krænker du ikke i en adoptionssag. Der kan selvfølgelig være problemer knyttet til adoption, men de har en helt anden karakter, og det er jo problemer, som vi jo netop forsøger at løse på den bedst tænkelige måde.

Klemens Kappel: Jeg kan altså ikke se, at det i sig selv skulle være forkert at klone, hvis ellers teknologien virkede, selvom det på mange måder er en mærkelig teknologi. Og tanken om, at der overhovedet er brug for den form for kloning, er ikke overbevisende. Hvis det var mig, der var i den situation, at jeg simpelthen havde prøvet alt for at få et barn, så tror jeg klart, jeg ville foretrække en donation af et befrugtet æg frem for kloning. Men det er jo bare ikke tilladt i Danmark i dag.

Peter Øhrstrøm: Den løsning med at adoptere et befrugtet æg går jeg også ind for. Et æg som er til overs efter kunstig befrugtning, og som ellers ville blive smidt ud, hvis parret allerede har fået et barn.

Klemens Kappel: Men stadigvæk, vil der være noget forkert ved at klone, hvis man kunne? Næh, det kan jeg ikke helt se. Konsekvensen ville være, at et individ ville komme til verden, som ville have et udmærket liv, hvis omgivelserne ellers opførte sig nogenlunde anstændigt over for det.

Peter Øhrstrøm: Men i hvilke situationer ville du så gå ind for kloning? Skulle man for eksempel kunne bruge kloning til at skabe en knoglemarvsdonor til et sygt barn?

Klemens Kappel: En situation, hvor der kommer det barn til verden, som ingen har følelser over for, fordi man faktisk kun er interesseret i at kunne høste dets knoglemarv snarest muligt, ville være helt igennem forfærdelig. Og det har ikke noget specielt med kloning at gøre. Men jeg tror faktisk, at scenariet er urealistisk. Et realistisk scenarie ville være, at forældre gerne vil have et barn, og en medvirkende grund til, at de gerne vil have et barn, kan være det her donationsbehov. Det, der så vil ske, er, at de vil holde af det her barn, betragte det her barn som et mål i sig selv, når de har det, og formentlig et stykke tid før de har det. Det vil få en opvækst som alle mulige andre børn.

Peter Øhrstrøm: Det kunne jo også være, at det syge barn havde nyresvigt, så det havde brug for en nyre. Ville det så være i orden at få et klonet barn, som kunne donere sin ene nyre til den syge søskende, synes du? Det barn vil jo leve med det pres, at det skulle være donor til den anden, ikke?

Klemens Kappel: Altså der kunne sagtens være en situation, hvor en familie har et nyresygt barn, og så får et til barn på helt almindelig måde blandt andet med henblik på, at dette barn så senere hen kan blive nyredonor. Altså den form for familieplanlægning skal man vel ikke forbyde, selv om det godt kan virke anstødeligt. Jeg er ikke sikker på, at jeg selv ville få et barn under de omstændigheder. Men altså jeg tror ikke, man skal forbyde folk at få et barn i sådan en situation, for så skulle man også forbyde folk at få børn på ganske almindelig vis.

Man skal selvfølgelig forbyde, at man mishandler børn, og man skal forbyde, at man tvinger nogen til en nyredonation, som vedkommende ikke selv vil gå med til. Jeg mener også, at samfundet skal forbyde nyredonationer fra børn, der er for små til selv at tage stilling. Det skal ikke være tilladt for forældre at tage en nyre fra et barn og videregive til et andet barn.

Som samfund skal man heller ikke tillade, at folk begår selvmord for andres skyld, altså at de donerer livsvigtige organer væk, når de er i live.

Peter Øhrstrøm: Der er også et andet argument mod kloning, som jeg dog ikke synes, er særligt stærkt, men jeg anerkender da, at det har lidt for sig. Det fremføres nogen gange, og blandt andet i den redegørelse vi lavede i Etisk Råd for et par år siden, at hvis man er blevet til som kopi af et allerede eksisterende menneske, så vil det kunne belaste én. Fordi det ville kunne hæmme éns ret til en åben fremtid, at omverdenen ville forvente, at man udviklede sig ligesom sin klon - altså hvis nu den, man var en kopi af, var vældig god til stikbold, så ligger der et pres om også at blive god til det.

Det ville være anderledes, end med tvillinger. De bliver jo også til samtidig og har stort set samme genetiske identitet, men de er ikke kopier af et andet menneske, som på forhånd eksisterer. Pointen i argumentet er, at et menneske skal have lov til at være sig selv og ikke blive til bare som kopi af et andet menneske.

Klemens Kappel: Jeg er lidt skeptisk overfor det scenarie med, at mennesker partout vil påtvinge deres barn en bestemt identitet, hvor det skal være ligesom faderen eller moderen. Det kan man selvfølgelig godt tænke sig, nogle forældre vil, men jeg tror alligevel, at det er de få, og igen er det næppe et specielt forhold for netop kloning.

Peter Øhrstrøm: Det vil jo alle forældre. Vi går jo også og siger, når vi ser noget i vores børn, at det gjorde jeg også, da jeg var dreng.

Klemens Kappel: Men jeg synes egentlig, de der indvendinger er underlige. Lad os forestille os, at et individ, som var en genetisk kopi af mig, blev født 40 år senere. Jeg tror da, det ville skabe en anden relation mellem barnet og mig, hvis det var en klon af mig. Det tror jeg, det ville, selvom det jo selvfølgelig er lidt spekulativ psykologi det her. Men jeg tror ikke, det ville skabe en ødelæggende eller begrænsende relation. Hvorfor skulle det det?

Jeg ville da i øvrigt også forvente, at barnet ville have en hel række træk, som ikke lignede mig, fordi hans opvækst ville være temmelig meget anderledes. Han ville jo have 3 storesøstre og en anden social mor og far end dem, jeg havde.

Peter Øhrstrøm: Jeg er som sagt enig med dig i, at det argument ikke er særligt stærkt, selv om det er vigtigt, at et menneske bliver til som sig selv med sin egen åbne fremtid og ikke som en kopi af et andet menneske. Men for mig er hovedargumentet mod kloning stadig det, som vi startede med - altså at kloning er en krænkelse af et fundamentalt vilkår for mennesket og dermed en krænkelse af selve den menneskelige værdighed.

 

Har du tænkt over?

Om det vil være forkert at skabe et menneske, som ikke har både en genetisk mor og far?

Om du ville opfatte et menneske anderledes end andre, hvis du vidste, vedkommende var en klon?

Om klonen selv ville føle sig anderledes?

Om det er i orden skabe en klon, der kan bruges som donor for den person, klonen er en kopi af?

Om kloning stadig skal være forbudt?

Mor - søster eller hvad?

Fåret Dolly er en klon - altså en genetisk kopi - af sin mor. Genetisk set er hun altså sin mors tvilling.

Dolly har ingen far, for der var ingen vædder indblandet i at lave hende. Men egentlig er hendes morfar vel hendes genetiske far - det var i hvert fald ham, der leverede halvdelen af arvematerialet, da Dollys mor blev til. Og da Dollys mor jo er hendes genetiske tvilling, har de vel samme genetiske far.

Hos mennesker taler vi om genetiske og sociale forældre, og de kan sagtens være forskellige. De sociale forældre er dem, man vokser op med. De kan ofte være nogle andre end dem, der har leveret arvematerialet. Sådan er det for eksempel, når et barn er adopteret.

 

Donorbørn

Nogle børn med alvorlige sygdomme kan kureres, hvis man kan finde en donor, som kan levere rask knoglemarv til det. Men hvis barnet har en meget sjælden vævstype, kan man måske ikke finde en egnet donor.

I pressen har du nok hørt om, at forældre til sådan et sygt barn prøver at få et nyt barn i håb om, at dette nye barn vil kunne bruges som donor. Nogle forældre har anvendt kunstig befrugtning for at kunne udvælge et embryon, som var genetisk vævsforligeligt med det syge barn.

Tilsvarende kunne man forestille sig, at parret i stedet kunne vælge at få en klon af det syge barn for at være sikre på, at dette nye, klonede barn kunne fungere som donor.

5

Opgaver

Opgaver til temaet kloning

Hvad er forskellen på reproduktiv og terapeutisk kloning?

Forklar hvordan man rent teknisk udfører en kloning.

Hvilke perspektiver er der i terapeutisk kloning - og reproduktiv kloning?

Hvorfor er reproduktiv kloning forbundet med relativt mange fejl?

Hvilke muligheder ser Gabor Vajta i kloning? Forklar helt konkret hvad hans forskning går ud på.

Vurdér hvorvidt Gabor Vajta, Peter Øhrstrøm og Klemens Kappel primært argumenterer ud fra et konsekvens- eller et pligtetisk syn?

Hvordan er deres respektive menneskesyn? Er mennesket noget særligt og i givet fald hvordan?

Hvordan vurderer bioetikerne, at man bør lovgive på dette område?

Hælder de mest til den liberale eller kommunitaristiske opfattelse?

Opfylder bioetikerne kravene til det gode etiske argument?