Tanken er altså at producere kød i et næringssubstrat i dyrkningstanke uden for dyret - det vil sige at kødet er produceret uden at slå dyr ihjel.
Mange mennesker vil sikkert undre sig over, at nogen overhovedet har fundet på at forske i, om stamcelleteknologien kan bruges til at producere kød, vi kan spise. Hvorfor skulle vi dog bruge højteknologi i stedet for at producere husdyr, som vi altid har gjort?

Det korte svar er, at vi i disse år har en global klimakrise og i 2007-2008 desuden oplevede en global fødevare­krise, der af de fleste ses som et varsel om, at verden står med enorme udfordringer i forhold til at brødføde sin voksende befolkning i årene fremover. Stamcellekød kan være et blandt mange redskaber til at afbøde begge dele.

(foto: iStockphoto) Verdens befolkning

De fleste eksperter er i dag enige om, at temperaturen stiger over hele kloden, og at klima­forandringerne ikke kun fører til stigende temperaturer, men også til ændrede nedbørsmønstre, mere ekstremt vejr og stigende vandstande i havene, hvilket kan medføre oversvømmelser af lavtliggende områder.1 Det vil give ringere livsvilkår mange steder i verden og formindske muligheden for at dyrke jorden, især i udviklingslandene.2
Det sker i en situation, hvor fødevarer er ved at blive en knap ressource globalt set på grund af befolkningstilvæksten. FN har beregnet, at verdens befolkning vil stige med næsten 50 % fra 6,7 mia. i 2008 til 9,1 mia. i 2050.3 Det vil kræve en forøgelse af verdens fødevareproduktion på 70 % i år 2050 ifølge beregninger fra FN's landbrugsorganisation, FAO.4 Samtidig oplever store udviklingslande som Indien og Kina i disse år økonomisk fremgang, så befolkningernes ind­kom­ster stiger, og de får mulighed for at købe kød, hvor de tidligere har levet hoved­saligt vegetarisk.5 Da der går 7 kg korn til at producere 1 kg oksekød, 4 kg korn til at producere 1 kg svinekød og 2 kg korn til at producere 1 kg fjerkræ,6 kan der brødfødes betydeligt færre kødspisere end vegetarer på det samme areal.

Verden blev i 2007 ramt af en fødevarekrise, hvor fødevarepriserne steg med 39 % alene fra februar 2007 til samme tidspunkt i 2008.7 Krisen havde mange årsager, men bunder grundlæggende i, at verdensmarkedet i de seneste år er blevet karakteriseret af en tæt balance mellem udbud og efterspørgsel på fødevarer. Der er stigende efterspørgsel fra udviklingslandenes voksende befolkninger på såvel basis-fødevarer som mere avancerede varer som kød (i de mest fremgangsrige udviklingslande), samtidig med at væksten i verdens fødevareproduktion er aftaget. Dertil kommer, at energipriserne og efterspørgslen efter biobrændsler er steget. I den situation vil enkeltstående begivenheder kunne skabe prisstigninger, sådan som det skete i 2007, hvor faktorer som blandt andet stigende produktion af biobrændsler i USA og fejlslagne høstudbytter i en række lande i en periode fik priserne til at stige.8,9

Selvom de siden er faldet igen, er situationen stadig sårbar, og fødevaresikkerhed er blevet et tema i internationale organisationer. FAO og OECD udtrykker det sådan:
"En underliggende betænkelighed i dialogen om fødevaresikkerhed er, hvorvidt industrien vil være i stand til at imødekomme den voksende efterspørgsel på fødevarer, som vil være resultatet af en global befolkning på 9 mia. i 2050. Nylige beregninger viser, at udbuddet af fødevarer i udviklingslandene skal vokse med næsten 60 % i 2030 og fordobles i 2050, svarende til henholdsvis 42% og 70% vækst i den globale fødevareproduktion. Vil voksende fødevarepriser drive større dele af verdens befolkning ud i fattigdom og sult? Kan industrien producere næsten 50% flere fødevarer i 2030 og fordoble produktionen i 2050? Hvor store ubrugte land- og vandressourcer er der? Vil nye teknologier gøre os i stand til at bruge ressourcerne mere effektivt og forøge produktiviteten? Hvordan vil klimaforandringerne påvirke forskellige regioner i verden?" (OECD-FAO. 2009. Agricultural Outlook 2009-2018, p. 53 ff)

Der er tale om en stor udfordring, og under alle omstændigheder forventer the International Food Policy Research Institute prisstigninger på mellem 40% og 72% for de vigtigste fødevarer frem mod 2050 på grund af den fortsatte befolkningstilvækst og efterspørgsel på afgrøder til biobrændsel. Men hvis effekterne af klimaændringerne indregnes, skal der lægges yderligere stigninger på mellem 14% og 111% oveni for de vigtigste landbrugsafgrøder: ris, majs, sojabønner og hvede.10

(foto: iStockphoto) Klimakrise

Klimakrisen og fødevarekrisen hænger altså sammen på den måde, at klima­forandringerne har en forstærkende virkning på problemerne med at brødføde verdens befolkning, fordi den globale opvarmning ødelægger mange dyrkbare arealer, især i ulandene. Klimaforandringerne skyldes udledning af drivhusgasser, og det er de rige lande, som især udleder drivhusgasserne, men de fattige lande der mærker konsekvenserne i form af faldende landbrugsproduktion som følge af øde­læggelserne af de dyrkbare områder.

Fødevarernes klimabelastning

Mellem 20 % og 30 % af EU landenes samlede udledning af drivhusgasser kommer fra produktion og forbrug af vores fødevarer.11 Det er nødvendigt at se på, hvordan vi kan nedbringe disse udledninger, og derfor har EU vedtaget en klima- og energipakke i december 2008, hvor Danmark forpligtes til at reducere sit udslip af drivhusgasser med 20 % inden 2020.12

Inden for fødevarerne er det især kødproduktionen - og i særlig grad kvæg­produktionen - der belaster miljøet. Husdyrene er ansvarlige for 18 % af den globale drivhusgas­udled­ning, hvilket er en større andel end fra hele transporten til vands, til lands og i luften.13 For Europas vedkommende er det samlede forbrug af kød og kødprodukter ansvar­lig for ca. 4 - 12% af effekten på den globale opvarmning.14 Som det fremgår af tabellen nedenfor, har mælk, smør og ost de næsthøjeste klimabelastninger, mens de plante­baserede fødevarer som frilandsgrøntsager, mel, gryn og brød belaster miljøet mindst.

FØDEVARERS KLIMAAFTRYK: Diagrammet viser klimaaftryk (effekt på den globale opvarmning) fra produktion af 1 kg produkt inkl. alle led i værdikæden indtil varen ligger på hylden eller i køledisken i supermarkedet, målt i kg CO2-ækvivalenter pr. 1 kg produkt. Kilde: Notat om Fødevarernes klimaaftryk fra Aarhus Universitet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Institut for Jordbrugsproduktion og Miljø, 6. oktober 2008.

Når man skal beregne de enkelte fødevarers klimaaftryk, altså deres bidrag til den glo­ba­le opvarmning, udtrykkes det oftest i enheden kg CO2-ækvivalenter pr. produceret enhed af varen. De emissioner, der medregnes, er kuldioxid (CO2), metan (CH4) og lattergas (N2O). Da metan er 25 gange mere effektiv til at holde på varmen i atmosfæren end CO2, svarer 1 kg metan til 25 kg CO2-ækvivalenter, men 1 kg lattergas kommer helt op på 298 kg CO2-ækvivalenter. Man ser ofte på drivhusgas-udledningerne i et livscyklusperspektiv. Det vil sige, at man medtager alle udledninger i hele produktions­kæden "fra vugge til grav".

Vores valg af fødevarer har altså stor betydning for, hvor meget produktionen påvirker klimaet. Generelt er det sådan, at hvis vi spiser meget kød, og især meget oksekød, belaster det klimaet en hel del mere, end hvis vi spiser plantebaseret mad.

Overdreven kødspisning belaster klimaet og koster mange ressourcer

Kød er altså den gruppe af fødevarer, der belaster klimaet mest, men oksekøds klima­belastning er 4-8 gange større end klimabelastningen fra produktion af svine- og kyllinge­kød. Det skyldes blandt andet, at udledningen af metan fra drøvtyggernes (kvæg og får) fordøjelsessystem er langt større end metanudledningen fra de énmavede dyrs (svin og fjerkræ) fordøjelse.15

Men kvæghold er ikke bare en stor bidragyder til udslip af drivhusgasser. På verdensplan lægger kvægdriften beslag på store vand- og landressourcer, og belaster miljøet og bio­diversiteten. 26% af klodens isfri overflade er henlagt til græsningsarealer til især kvæg og yderligere 33% går til at dyrke foder. Af al dyrket landbrugsjord bruges 70% til husdyravl. Selv om kvæghold også anvendes til afgræsning i forbindelse med naturpleje og på ekstensive arealer, og disse kreaturer i nogle tilfælde ikke modtager supplerende foder, er det en forsvindende lille del af kvægproduktionen, der foregår på denne måde i vores del af verden. Med den stigende kød­produktion fældes store områder med skov for at få plads til græsningsarealer og jord til at dyrke foder til kvæget. Det kulstof (C), som ellers er bundet i skovene, frigives blandt andet som CO2 når træerne fældes, og græs og de almindelige foderafgrøder kan ikke binde tilnærmelsesvis så megen CO2, som træerne. Det er især i Latinamerika, skovfæld­ningen sker, her er 70% af de tidligere skovområder i Amazonas nu omdannet til græsningsarealer og en stor resterende del bruges til dyrkning af foder.16

En anden knap ressource er vand. Verden er på vej mod omfattende mangel på drikkevand, og 64% af verdens befolkning forventes at leve i områder med vandmangel i 2050. Også her spiller kvægopdræt en stor rolle, idet over 8% af det humane vandforbrug går til kvægopdræt.17 Det skal dog ses i sammenhæng med, at landbruget som helhed bruger 70% af det ferskvand, mennesker har adgang til globalt set, og at efterspørgslen kunne stige med 30% i 2030 samtidig med, at efterspørgslen efter drikkevand og vand til andre formål kan stige med 35-60% i 2030.18 Landbruget må altså nedsætte sit vandforbrug kraftigt i de kommende år, herunder den del, der går til kvægopdræt.

Kan vi få mere kød med færre dyr?

Vi står altså i en situation, hvor der er behov for at indskrænke kødproduktionen for at nedbringe udledningen af drivhusgasser, men det modsatte ser ud til at være tilfældet.

Efterspørgslen efter kød er stigende, og FN's Fødevare- og Landbrugs­organisation, FAO, forudsiger, at produktionen af kød vil blive mere end fordoblet, fra 229 mio. ton i 1999-2001 til 465 mio. ton i 2050. I betragtning af hvor store landarealer og vandressourcer, kvægproduktionen allerede nu lægger beslag på, vil det få uoverskuelige konsekvenser for drivhusgasudledningen og dermed for klimaproblemerne at skulle imødekomme 9 mia. menneskers efterspørgsel på oksekød.

Det er i denne sammenhæng, vi skal se bestræbelserne på at producere kød i dyrkningstanke i stedet for at opdrætte slagtedyr. Hvad nu hvis man kunne tage teknikkerne fra den humane stamcelleforskning og anvende dem til at dyrke dyreceller til kødstrukturer, som vi mennesker kan spise? Hvis kød produceret på denne måde kunne overflødiggøre en del af det nuværende dyrehold, kunne trykket på de knappe vand- og landressourcer reduceres, og dyrenes udledning af drivhusgasser kunne nedbringes. Det er tanker som disse, der motiverer stamcelle­forskeren Tor Erling Lea til at forske i mulighederne for at producere kød in vitro. I interviewet med ham kan du læse om, hvor langt forskningen er, og hvilke udfordringer forskerne skal overvinde, for at storproduktion kan blive en mulighed i fremtiden. I afsnittet Noget om celler finder du en beskrivelse af den cellebiologi, der ligger til grund for Tor Erling Leas forskning.

Etik og fødevarevalg

Det viser sig altså, at vores valg af fødevarer har en del konsekvenser, som stiller os over for etiske valg. Et af dem drejer sig om vores ansvar for det, man kunne kalde fjerne mennesker: Hvis vores store kødforbrug belaster klimaet, sådan at landbrugsjord især i ulandene forsvinder, har vi så et ansvar for, at antallet af sultne i verden stiger? Har vi et lige så stort ansvar over for mennesker i fjerne lande som over for vores nærmeste? Bør vi vælge klimavenlige fødevarer, hvis klimaforandringerne ikke er et problem her, men ødelægger landbrugsjord i ulandene?

En anden gruppe af fjerne mennesker er dem, der er fjerne i tid, nemlig de næste generationer. Hvis konsekvenserne af vores adfærd først rigtigt viser sig i vores børns og børnebørns levetid, er vi så forpligtet til at passe på naturen og ressourcerne af hensyn til disse kommende generationer? De etiske overvejelser i forhold til vores ansvar for nære og fjerne mennesker er behandlet i teksten Om etiske forpligtelser over for fjerne mennesker.

Et yderligere spørgsmål i relation til, hvem det er relevant at medtænke i de etiske overvejelser, drejer sig om hensynet til naturen. Læs i Menneskets særstilling på jorden om, hvordan mennesket altid har betragtet sig selv som noget særligt, selvom den biologiske forskning i disse år rokker ved den forestilling. Siden 1970'erne har miljøetikken meldt sig og kritiseret den humane etik for at være antropocentrisk, det vil sige menneskecentreret, og dermed overse, at verden omkring os har en selvstændig værdi, som vi ikke bare kan se stort på. De nuværende miljøproblemer kan, siger miljøetikerne, ses som resultatet af, at vi ikke behandler naturen med respekt. I teksten Værdi i naturen diskuteres, om det er muligt at finde holdbare argumenter for, at naturen har værdi i sig selv, eller om vi kun bør tage os af den i det omfang, det får konsekvenser for mennesker, hvis vi ødelægger den.

I etikinterviewet diskuterer Mickey Gjerris og Kasper Lippert-Rasmussen blandt andet, om stamcellekød vil være en god løsning på de problemer, vores kødspisning giver anledning til.

Det er et lille forskningsfelt internationalt, og foreløbig er der mest tale om grundforskning, for at finde ud af, hvilke celler der egner sig bedst til at dyrke til muskelceller, og finde de signalveje som er involveret i differen­tieringen. Men måske venter resultaterne lige om hjørnet - det er især også et spørgsmål, om at finde nogen der vil finansiere forskningen, men Lea har allerede en aftale med den køkkenchef, som skal tilberede det første stamcellekød, der bliver færdigt.

Mit navn er Tor Erling Lea, jeg er uddannet biokemiker, men har arbejdet med immunologisk basalforskning inden for human medicin i omkring 30 år. Nu er jeg professor på Universitetet for Miljø- og Biovitenskap (UMB), der ligger syd for Oslo.

Jeg har de sidste 30 år arbejdet med grundforskning, især med samspillet mellem mesenkymale stamceller fra knoglemarven og immunceller for at finde ud af, hvordan de påvirker hinanden. For halvandet år siden fik jeg tilbud om et professorat herude inden for et nyt satsningsområde, som hedder mad og helse. Da jeg begyndte her, blev jeg så kontaktet af Stig Omholt, som er professor i teoretisk biologi. Samtidig er han også en meget miljøoptaget person, og han havde allerede taget initiativ til at forsøge på at etablere et internationalt netværk om det, han kaldte in vitro kød. Han har nogle kolleger i Holland og USA, som arbejder med det, så han havde et vist internationalt kontaktnet, som jeg blev trukket ind i, fordi jeg var den, som kom til UMB og havde kendskab til celler og cellekultur.

Vi ønsker altså at bruge stamcelleteknologien til at dyrke kød, det vil sige at dyrke muskelceller og de andre celler, som indgår i det kød, vi spiser. Vores mål er at finde ud af, hvordan vi får cellerne til at udvikle sig til muskel­celler og få tilstrækkeligt mange af dem til, at de bliver til muskelvæv. Næste skridt vil så være at finde ud af, om vi også kan udvikle andre typer celler, som indgår i muskelvæv – altså i kød, det vil sige bindevævsceller, fedtceller, nerve­celler med mere. Og vi skal finde ud af, hvor­dan vi kan dyrke vævet tredimensionelt, så det kommer tættere på det kød, vi kender.

Men foreløbig er vi altså på grundforskningsniveauet. Vi vil gerne finde de celler, der egner sig bedst til at blive til muskelceller.

Forsøg med forskellige celler

Den hollandske gruppe jeg talte om, har foreløbig arbejdet på en lidt anden måde end os. De har dels forsøgt at etablere embryonale stamcellelinjer fra dyr, ligesom man jo faktisk har lavet humane embryonale stamcellelinier. Men sidste gang jeg talte med dem, sagde de, at det ikke var lykkedes endnu med dyrecellerne. Der er jo også en lang vej at gå fra de embryonale celler helt frem til muskelcellerne, men deres mål er at forsøge at etablere animalske embryonale stamcellelinjer, for så at forsøge at styre deres udvikling frem til muskelceller.

Det andet alternativ, som de også forfølger, er at tage muskelstamceller, for der er selvfølgelig stamceller også i musklerne, satellitceller, så de arbejder både med embryonale celler og med satellitceller.

Vi har derimod ud fra vores specielle interesse valgt at undersøge muligheden for at bruge mesenkymale stamceller, fordi de har et stort proliferationspotentiale – altså de deler sig vældigt hurtigt. Forskellige celler i kroppen deler sig med forskellig hastighed, hjerneceller deler sig vældig langsomt, immunsystemets celler, for ikke at tale om knoglemarven, har en enorm delingsaktivitet. Det betyder, at vi kan holde de mesenkymale stamceller i kultur ganske længe, hvor de deler sig ca. en gang i døgnet. Hvis man vil lave store mængder af kød, så er det nødvendigt at arbejde med celler, som kan dele sig hurtigt.
Vi ved fra litteraturen, at mesenkymale stamceller traditionelt udvikler sig til fedtceller, knogleceller, bruskceller og bindevæv. Men der er også en del rapporter om, at mesen­kymale stamceller kan udvikle sig til nerveceller, og der er en del rapporter om, at det kan blive til muskelceller. Så vi tænkte, at vi ville forfølge dette spor og prøve at bruge vores kundskab om humane mesenkymale stamceller til at finde ud af, hvad som må gøres med disse stamceller fra dyr, for at vi skal få dem til at udvikle sig til at blive myocytter og eventuelt muskel­fibre. Det viser sig jo, at menneskeceller og dyreceller ikke opfører sig på helt samme måde.

Vi arbejder med griseceller. Det er igen ret tilfældigt, men vi har jo et institut for hus­dyr, og der fødes grise hernede med jævne mellemrum. Derfor var det naturligt for os at tænke, at vi kunne udnytte navlestrenge fra grise, som jo er rig på stamceller i støttevævet.

I navlestrengen kan vi måske have håb om at finde celler, som kommer fra fosteret, og som måske er noget mere umodne end normale somatiske stamceller. Navlestrengen er jo et sammensat organ, og her finder vi en grundsubstans, som kaldes Whartons gele, og den ved vi indeholder nogle celler, som på mange måder ligner mesenkymale celler fra knoglemarven.

Men for at være ærlig, så er jeg efterhånden lidt usikker på, hvad vi skal gøre for at få drejet mesenkymale stamceller til at blive myocytter. Derimod så har der nu været en del rapporter om, at der findes såkaldte pericytter, eller perivaskulære celler, som findes rundt om blodkarene i vores krop. De ser ud til at kunne give ophav til satellitceller og dermed også muskelceller. Så lige nu forsøger vi at isolere denne type celler fra de blodkar, vi finder i en navle­streng hos grise. Samtidig arbejder vi parallelt med både Whartons gele-cellerne og med pericytter for at se hvilke af dem der har størst udviklingspotentiale, både i forhold til proliferation og i forhold til differentiering.

Differentiering og dyrkningsmedier

Ved man tilstrækkeligt om den naturlige differentiering, om hvad der får celler til at specialisere sig i til bestemte celletyper?

Lea: Ja, den har man undersøgt ganske grundigt. Og disse traditionelle differentie­rings­veje til fedt, ben og brusk kender vi ganske meget til. Og nu skal vi altså prøve at narre cellerne til at gå i en anden retning. Her i laboratoriet arbejder vi med at karakterisere intracellulære signal­overføringssystemer, de intracellulære signaler. Når der kommer et signal – det kan være en vækstfaktor eller et cytokin – og stimulerer en celle, hvil­ke signaler er det så, som går ind i selve kernen og bidrager til regulering af gen­udtryk, for eksempel. Så vi sætter en række parallelle forsøg op og stimulerer på forskellig måde for at se, om vi er på sporet her eller der.

Differentieringen hænger altså sammen med, at bestemte geners aktivitet ændres. Så vi udsætter cellerne for forskellige typer stimuli. Vi har nogle tanker om, hvilke intra­cellu­lære signalveje, som må påvirkes for at ændre genekspressionen i ønsket retning. Her bru­­ger vi et vækstmedium, det vil sige en væske, som indeholder de næringsstoffer og vækst­fak­­to­rer som cellerne har brug for, for at kunne vokse, dele sig og udvikle sig til mus­kel­­celler. Foreløbig gør vi altså dette ved hjælp af kunstige stimuli, vi bruger fx enzym­hæmmere for at hæmme bestemte enzymer, eller vi bruger kunstige ligander og spe­cielle stimuli for at aktivere bestemte intracellulære signalveje, som vi tror, er vigtige.

Nu gør vi dette primært for at forsøge at finde ud af, om disse signalveje er essentielle. I næste omgang bliver det selvfølgelig helt afgørende både for mig og for hele projek­tet at finde de naturlige stimuli, så vi kan lægge kemikalierne til side og bruge de natur­lige stimuli. Men ambitionen er at forsøge at beskrive de signalveje, som er involveret i differentieringen fra mesenkymale eller pericytstamceller og til muskelceller.

Hvad er det for et medium, cellerne bliver dyrket i? Er det baseret på føtalt kalveserum, for nogle vil sige, at hvis det her skal have en fremtid, så skal det være plantebaserede medier, det skal dyrkes på?

Lea: Ja, det er et godt spørgsmål. For bruger vi medier, der er baseret på dyr, er der mulighed for, at vi overfører zoonoser, altså dyresygdomme, til os selv. Desuden er en mening med teknologien jo, at vi så vidt muligt vil undgå at bruge dyr i produktionen. Men foreløbig arbejder vi med traditionelle cellekulturmedier, som jo er baseret på kalveserum. Jeg har dog talt med en professor i Tromsø, som har arbejdet med syntetiske, definerede medier hele livet, han har blandt andet produceret et medium, som er fuldstændig syntetisk og defineret, som bruges ved in vitro-fertilisering. Det medium er relativt dyrt, men han mener, at det skulle kunne lade sig gøre at fremstille et specialmedium for in vitro kødproduktion til en meget lavere pris. Så der er nogle gode kompetencer inden for syntetiske medier, som gør, at det skal være muligt.

Beholder og struktur

At dyrke disse celler i plastskåle, som vi gør nu, er vældig lidt effektivt, for hvis vi skal producere de store mængder, så må vi have store arealer. Derfor arbejder vi med mulig­heden for at dyrke cellerne i tre dimensioner. Vi forsker blandt andet i at dyrke dem på gelatin­partikler, små partikler, som befinder sig nede i et lille kammer, og som vi roterer sådan, at de på en måde holder sig svævende.

Det er for at lære noget mere om, hvilke muligheder vi eventuelt kan have for at udnytte tredimensional cellekultur. Vi må finde ud af nu, hvilken matrix som egner sig. I fremtiden tror jeg, vi vil kunne dyrke disse celler på et eller andet net, som ligner in vivo-situationen, og der tænker vi faktisk net af nanofibre. Man er nu i stand til at lave nanofibre af protein, så der kan man tænke sig, at man laver en matrix, som består af protein, og så laver man proteinholdige celler, altså muskelceller, som vokser på dette, og der begynder vi at nærme os en struktur.
Det er jo stadig den store forskel, at vi ikke kan få blodgennemstrømning i vævet, så vi må sørge for en anden måde at skaffe cellerne næring på, og det har selvfølgelig konsekvenser for, hvordan det kommer til at se ud, og hvordan det kommer til at smage.

Fremtiden

Lea: Nu har vi fået etableret disse stamcellelinjer i kulturer, og bare det har været et stort arbejde. Det er tydeligt, at man ikke direkte kan overføre erfaringerne fra humane stamceller til grise stamceller.

Vækstmedium

Har hindringerne været større, end I havde regnet med?

Lea: Altså, du kan sige, at gennembrud i videnskaben kommer pludseligt - så er der en brik, som falder på plads, den kan falde på plads ganske snart, og så har vi taget et langt skridt. Så bare vi klarer at få økonomi til at ansætte unge lovende interesserede, motiverede forskere, og vi fortsætter det internationale samarbejde, så er jeg temmelig overbevist om, at vi skal lykkes i løbet af overskuelig fremtid. Vores problem er i dag, at vi ikke har finansiering til at drive dette. Al forskning jeg driver er i hovedsagen finansieret af eksterne midler, og der skal eksterne midler til, for at vi kan drive også denne type forskning.
Men det lysner, for Norges Forskningsråd har lanceret en bevilling, som går på fremtidens mad. Der tror jeg, at vi kan lave en ansøgning, som vil have gode chancer.

Vi havde en jubilæumskonference den anden dag, og der afholdte jeg en forelæsning, hvor jeg fortalte om denne forskning, og det var nok det indlæg, som vakte størst interesse. Jeg blev interviewet både på norsk radio og tv og TV2, altså en kommerciel tv-kanal, og til aviser og så videre. Desuden var der personer fra Forskningsrådet i salen, som gav personligt udtryk for, at de syntes, det var spændende. Med den opmærksomhed vi har fået nu, tror jeg, at vi har et godt udgangspunkt.
Jeg tror faktisk, at vi kan lave dette, især hvis jeg tænker på det, vi spiser, som er daglig mad for os. For eksempel har vi i Norge en type kogt skinke, eller hvad siger man i Danmark? Det har ikke noget rigtigt med skinke at gøre. Det er et produkt, som er limet sammen af småkød, og jeg ser ingen grund til, at vi faktisk ikke skal kunne klare at lave noget tilsvarende her, bruge teknologien og finde ud af at producere noget, som hænger sammen, på samme måde som de fleste af de kødprodukter vi spiser i dag.

Er I kommet så langt, at I kan høste kød?

Lea: Ja, og det gør vi. Stig Omholt har en kollega, som han plejer at have julebord sammen med, og Stig har lovet ham, at han skal være den første til at prøve vores in vitro kød. Han har sit julebord på en restaurant, og der har han en aftale med køkken­chefen, som har lovet at gøre sit bedste for at tilberede dette, sådan at det bliver godt.

Er det så i år 2009 eller 2030?

Lea: Ja, jeg tør ikke sige før 2015.

Og bliver det mere end en ært?

Lea: Ja, det bliver nok en lille hors d'oeuvre.

Men de nye teknologier sætter spørgsmålstegn ved, om vi faktisk er noget særligt, når det kommer til stykket. For eksempel ser det ud til, at vores egenskaber kan forklares ud fra vores gener og andre biokemiske forhold. Og hvordan kan vi så være frie?

En almindelig opfattelse i den vestlige verden har været, at mennesket har en særstilling på denne klode i forhold til alle andre væsener. Opfattelsen har historisk set rod i den kristne skabelsesberetning. Her fremgår det, at mennesket er skabt i Guds billede og er sat til at herske over den øvrige natur. Efter at have skabt mennesket i sit billede som mand og kvinde, siger Gud således til dem:

Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden (Første Mosebog 1:28)

Kristendommens beskrivelse af mennesket som hersker har haft stor betydning i den vestlige kulturs historie, men det er værd at lægge mærke til, at det hebraiske ord "Bara", der i den bibelske grundtekst bruges om begrebet herske, betyder "at herske kongeligt", det vil sige med ansvar for dit rige. Andre passager i Det gamle Testamente viser også, at mennesket snarere bør betragte sig som forvalter af naturen end som ejer eller bruger. For ligesom mennesket er den øvrige natur blevet til som et resultat af Guds kreative skaberkraft og er derved allerede fra starten behæftet med ånd eller spiritualitet. Det fremgår også af Det Gamle Testamente, at Gud var tilfreds med skabningen i sin helhed:

Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var (Første Mosebog 1:31)

Dette kan ifølge nogle fortolkere udlægges sådan, at både naturen og de enkelte arter har en selvstændig værdi, som mennesket ikke uden videre må tilsidesætte (se for eksempel J. Baird Callicott: Earth's Insights, University of California Press, 1994, se også Ole Jensen, for eksempel: I vækstens vold. Økologi og religion (1976) og Frem til naturen og andre essays (1980).

Fra oplysningstidens begyndelse i slutningen af 1600-tallet og fremover i historien, var den primære begrundelse for menneskets særstatus ikke længere Guds bestemmelser angående skaberværket. I stedet blev dets status begrundet med de særlige egenskaber, mennesket i modsætning til alle andre væsener er udstyret med. Blandt andet er tre egenskaber ved mennesket blevet anset for at være af stor betydning, nemlig at mennesket er et fornuftsvæsen, at det har frihed, og at det selv er i stand til at forholde sig til etiske spørgsmål.

Mennesket som fornuftsvæsen

I oplysningstiden udvikles tanken om, at mennesket i kraft af sin evne til at tænke rationelt har adgang til en række selvindlysende sandheder, for eksempel sandheder om matematik. Opfattelsen knyttes hos flere filosoffer, for eksempel René Descartes (1596-1650), sammen med to yderligere antagelser. Den første antagelse er, at mennesket ved at anvende sin fornuft bliver i stand til at systematisere sine iagttagelser af verden, så man kan få indsigt i naturens sammensætning og lovmæssigheder. Og den opnåede indsigt kan man så efterfølgende, ifølge Descartes, anvende til at kontrollere og forarbejde naturen, så dens anvendelighed i forhold til at tilfredsstille menneskets behov øges markant.

(foto: iStockphoto.com)

Denne fremskridtsoptimisme, der må betragtes som en begyndende tiltro til videnskaben, blev for Descartes kombineret med en anden antagelse, nemlig at ingen andre væsener end mennesket har bevidsthedsmæssige oplevelser. Ingen andre væsener kan derfor føle for eksempel glæde eller smerte. Når dyr ser ud, som om de har smerter, er der altså ikke nogen indre oplevelse, som modsvarer adfærden - de føler nemlig ikke noget. Af den grund skal dyr, stadig ifølge Descartes, betragtes som en slags avancerede apparater, som det er helt uproblematisk at anvende til husdyrproduktion mv.

Man kan sige, at Descartes med sine overvejelser bekræfter den kristne antagelse om, at mennesket har en særstatus på jorden og kan tillade sig at bruge den øvrige natur til at tilfredsstille sine egne behov. Blot har Descartes ikke brug for at henvise til Gud for at retfærdiggøre menneskets særlige position. Og selv om nogle af antagelserne i Descartes' argumentation er blevet anfægtet, kan man vel roligt sige, at tiltroen til menneskets evne til at udforske og kontrollere omverdenen stadig er meget stor.

Det enkelte menneske som et frit væsen

Et andet særkende ved mennesket er ifølge mange filosoffer, at det enkelte individ har frihed til at vælge, hvordan det vil leve. Og netop fordi det har frihed til at vælge, har det også et ansvar for at leve på en måde, som det kan retfærdiggøre over for både sig selv og andre. Hvis et menneske for eksempel er voldeligt, kan man bebrejde det sine handlinger og eventuelt endda straffe det for dem. Det er jo frit og kunne have valgt at gøre noget andet i stedet. Sådan er det ikke med andre væsener. Løven kan ikke bebrejdes, at den slår andre dyr ihjel på grusomste vis. Det er en del af dens væsen eller natur at gøre det, så den kan ganske enkelt ikke gøre andet. Det enkelte menneske derimod kan ikke bruge sit væsen eller sin natur som undskyldning for, at det opfører sig som det gør.

Vores hjemlige filosof, Søren Kierkegaard (1813-1855), har ydet et væsentligt bidrag til at beskrive, hvad der ligger i dette at være fri og ansvarlig. Ifølge Kierkegaards beskrivelse af assessor Wilhelm i andet halvbind af Enten-Eller fra 1843, er et individs opgave i første omgang at overtage sig selv ved, at man begynder at se sig selv som sin egen opgave og sit eget ansvar. Ved at overtage sig selv ændrer man ifølge Kierkegaard forholdet til sin egen personlighed i radikal grad. Før man overtog sig selv, ville man måske i nogle situationer være tilbøjelig til at undskylde sig med, at ens forældre havde opdraget en til være det, man nu en gang var blevet til. Det var ikke rigtig noget, man selv havde haft indflydelse på. Men efter at et individ har overtaget sig selv, er det ikke længere nok blot at konstatere dette. For det pågældende individ er det væsentligt, at "det individ, der er tale om, er jo mig". Det ønsker derfor ikke at få sin personlighed forklaret ved, at der opstilles en række ydre årsager til, at det har fået de egenskaber, det nu en gang har. Det ønsker tværtimod at se sig selv som sin egen årsag og fastholde et indvendigt forhold til sig selv netop ved at tage ansvaret for at være den person, det er. I den forstand er det i første omgang ikke så meget personens egenskaber som dets selvforhold, der ændrer sig ved, at det overtager sig selv. Og Kierkegaard beskriver det da også på den følgende måde i andet halvbind af Enten-Eller:

Han bliver sig selv, ganske den Samme, han var før, indtil den ubetydeligste Eiendommelighed, og dog bliver han en Anden, Thi Valget gjennemtrænger Alt og forvandler det (s. 207)

Når man overtager sig selv, får man uden videre ansvaret for sin egen personlighed, herunder sin indstilling til tilværelsen, sit engagement, sin måde at omgås andre mennesker på og i sidste ende også for karakteregenskaber som temperament, selvdisciplin og imødekommenhed. På længere sigt er idéen for Kirkegaard imidlertid ikke blot, at man overtager sig selv ved kritikløst at acceptere sig selv. Målet er også, at man former sig selv ved - som han andetsteds siger - at blive sin egen ansvarshavende redaktør:

Det Selv, individet kjender, er paa eengang det virkelige Selv og det ideale Selv, som Individet har udenfor sig som det Billede, i hvis Lighed det skal danne sig, og som det dog paa den anden Side har i sig, da det er det selv (s. 239)

Individet har altså til opgave at bringe sin egen personlighed i overensstemmelse med det ideale selv - det vil sige billedet af, hvordan det som person ønsker at være - som det stiller op som et mål for dets egen selvudvikling. Naturligvis kan individet ikke med ét slag ændre hele sin personlighed, så den bringes i overensstemmelse med de værdier og målsætninger, det tilslutter sig. Men individet har evnen til at anlægge et kritisk selvforhold, hvor det tager stilling til, om de egenskaber, det rent faktisk har, nu også er dem, det når alt kommer til alt også ønsker at have. Ønsker det for eksempel at være en person, der mest tænker på sine egne interesser og sjældent bekymrer sig om, hvordan andre har det? Hvis dette ikke er tilfældet, må det gøre alt, hvad det kan, for at ændre på det. Det er selvfølgelig ikke givet, at det vil lykkes i alle tilfælde. Men det vil givetvis lykkes i nogle situationer. Og under alle omstændigheder har man et andet forhold til de sider af ens personlighed, man har forholdt sig kritisk over for og har svært ved at ændre, end man ville have til dem, hvis man slet ikke havde forholdt sig til sig selv. Det er kun en person med et kritisk selvforhold, der kan være utilfreds med sider af sin personlighed og helst ville være dem foruden.

I moderne filosofi - ikke mindst hos eksistentialister som Albert Camus (1913-1960) og Jean-Paul Sartre (1905-1980) - har Kierkegaard ydet inspiration til den forståelse, at mennesket i radikal forstand er frit, fordi alle dets værdier og handlinger er udtryk for et suverænt valg. Ud fra en sådan forståelse kan man sige, at mennesket er noget særligt, fordi det har en evne til at skabe sig selv og sine handlinger i sit eget billede, det vil sige ud fra de værdier og målsætninger, det selv kan stå inde for.

Menneskets forhold til etik

Det tredje særkende ved mennesket følger uden videre af det andet. At mennesket er frit medfører, at det enkelte menneske er i stand til at skabe sin egen moral og dermed gøre sig til dommer over, hvad der er godt og ondt. Men hermed opstår naturligvis det problem, at der ikke nødvendigvis kan opnås enighed mellem forskellige mennesker om, hvad der etisk set er det rigtige at gøre i en given situation er. Samtidig er der ikke nogen fælles autoriteter at henvise til, for den enkelte afgør selv, hvem han eller hun vil lytte til. På den måde bliver muligheden for pluralisme - det vil sige eksistens af flere forskellige opfattelser - og deraf følgende uenighed et vilkår, der hele tiden knytter sig til etisk stillingtagen, hver gang der er mere end ét individ involveret i at træffe beslutninger. Sådan er situationen i dag.

På baggrund af den religiøse opfattelse anses dette at dømme om godt og ondt derimod ofte for at være en opgave, som tilkommer Gud. Temaet slås an allerede i syndefaldsberetningen i Første Mosebog, hvor slangen frister Eva til at spise af den frugt, Gud har forbudt Adam og Eva at spise af:

Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt (Første Mosebog 3:5)

Da de spiser af frugterne, fordrives de fra edens have - og flere generationer senere lader Gud syndfloden falde, fordi:

Jorden var fordærvet og fyldt med vold for øjnene af Gud. Gud så, at jorden var fordærvet, fordi alle mennesker på jorden handlede fordærveligt (Første Mosebog 6:11-12).

Citaterne antyder, at Gud bedst ved, hvad der er rigtigt at gøre - og er villig til at håndhæve den rette moral. Det skal dog nævnes, at Det Nye Testamente rummer en helt anden opfattelse af Gud og moral end Det Gamle Testamente. For eksempel er Det Nye Testamentes Gud ikke indstillet på at straffe menneskene, tværtimod demonstrerer Gud her en ubetinget vilje til at udvise forskelsløs godhed mod alle mennesker.

Mennesket har ikke en særstatus

Den almindelige opfattelse i Danmark og den øvrige vestlige verden er formodentlig stadig, at mennesket har en klar særstilling på jorden. I det mindste synes vores handlinger at afspejle en sådan indstilling. For eksempel benyttes der hvert år store mængder af dyr til forsøg, i 2006 sammenlagt 338.285 dyr alene i Danmark (se Dyreforsøgstilsynets hjemmeside). Samme år blev der produceret 25,7 millioner svin i Danmark (se Landbrug & Fødevarers hjemmeside) - det vil sige ca. fem svin pr. dansker - som ikke alle lever deres korte liv under tilfredsstillende forhold.

Det kan i høj grad diskuteres, om det etisk set kan forsvares at tildele mennesket en særstilling, som berettiger det til på denne måde at udnytte den øvrige natur til at tilfredsstille sine egne behov. Allerede i 1789 skrev en af utilitarismens grundlæggere, Jeremy Bentham, at eftertiden ville opgive troen på menneskets særstilling og af etiske grunde begynde at tillægge dyrenes interesser større betydning.

Også i vores tid taler stærke røster for, at menneskets særlige egenskaber ikke berettiger til, at vi driver rovdrift på naturen. Eksempelvis opfatter den kendte, nulevende filosof, Peter Singer, denne indstilling som en helt ubegrundet favorisering af den menneskelige art på bekostning af andre arter. Ifølge Singer har det ikke i sig selv nogen betydning, hvilken art et individ tilhører. Etisk set er det afgørende i stedet, hvilke interesser individet har. Og ifølge Singer har et hvilket som helst væsen interesser, hvis det kan sanse og altså have bevidsthedsmæssige oplevelser. Om ikke andet har det en interesse i ikke at føle smerte eller opleve andre former for kropsligt ubehag. Hvis man vil handle etisk korrekt, bør man altså ifølge Singer tillægge dyrs interesser og livskvalitet lige så stor vægt som menneskers. Dette betyder dog ikke, at mennesker og dyr skal behandles på helt samme måde, for de har naturligvis forskellige behov og interesser.

Peter Singers måde at tænke på har vidtgående konsekvenser. For eksempel mener han, at en meget stor del af husdyrproduktionen bør ændres, så dyrene for eksempel ikke er placeret i bure eller stalde, men i stedet opdrættes på friland. Hvis man overhovedet vil opdrætte dyr til føde, bør de altså ifølge Singer have endog meget gode livsbetingelser, indtil de slagtes – og de bør naturligvis slagtes så skånsomt som muligt.

De nye teknologier udhuler menneskets særstatus

Der er altså med filosofiske argumenter sat spørgsmålstegn ved, om mennesket har en særstatus, som berettiger os til at behandle den øvrige natur på den måde, vi gør. Men noget af den viden og nogle af de teknologier, vi har udviklet inden for de seneste år, er også med til at så tvivl om vores særlige status.

Med den forøgede viden om menneskets opbygning og funktion er vi blevet bedre og bedre til at forklare og eventuelt endda påvirke det enkelte menneskes egenskaber og handlinger. Men jo mere naturvidenskaben bliver i stand til at forklare menneskets egenskaber og handlinger, des mindre troværdig forekommer beskrivelsen af mennesket som frit og ansvarligt. For hvis det enkelte menneskes handlinger kan forklares med henvisning til dets gener og de kemiske reaktioner i dets hjerne og krop, hvilken plads bliver der så levnet til friheden og ansvarligheden? Hvis alt ved mennesket kan forklares naturvidenskabeligt, forekommer friheden så ikke helt illusorisk?
Den første tvivl om menneskets særstatus melder sig, når man bliver gjort opmærksom på, at afvigelsen mellem et menneskes og en chimpanses DNA er i omegnen af 1 %. Bedre bliver det ikke, når man hører om de helt konkrete egenskaber, som videnskabsmænd enten kan påvirke eller mener at kunne forklare eksistensen af med henvisning til genetiske eller andre kemiske faktorer. Eksempelvis er det velkendt, at man kan påvirke menneskets koncentrationsevne ved hjælp af stoffet ritalin og dets personlighed og humør ved hjælp af psykofarmaka, hormoner eller såkaldte lykkepiller. Og jævnligt dukker der beretninger op fra forskellige videnskabsmænd om, at man nu har opdaget det eller de gener, der styren en bestemt egenskab, det kan for eksempel være homoseksualitet eller alkoholisme.

(foto: iStockphoto.com)

For nogle år tilbage var fremtidsvisionen for flere forskere, at det ville blive muligt for kommende forældre at bestemme en række af barnets egenskaber ved hjælp af genmanipulation. Eksempelvis skrev Lee M. Silver i Remaking Eden (1997) følgende:

Den sidste grænse bliver bevidstheden og sanserne. Alkoholisme vil blive elimineret, lige som tendenser til mental sygdom og asocial adfærd som ekstrem aggression. Syn og hørelse vil blive forbedret hos nogle for at forbedre deres kunstneriske potentiale. Og når vores viden om genernes indflydelse på hjernens udvikling er forøget, vil reproduktionsgenetikere give kommende forældre mulighed for også at forbedre forskellige kognitive egenskaber ved barnet (s. 278)

På nuværende tidspunkt er det bestemt ikke alle videnskabsmænd, der deler Silvers optimisme angående videnskabens muligheder for at udføre genetisk manipulation og forudbestemme eller ændre menneskets egenskaber. Man er blevet klar over, at de grundlæggende processer er langt mere komplekse, end først antaget. Dette gælder både på det rent genetiske eller molekylære niveau og i forhold til vekselvirkningen mellem arv og miljø. Men citatet demonstrerer ikke desto mindre den indbyggede modsætning mellem videnskabens landvindinger og tiltroen til menneskets frihed og ansvarlighed. Hvis det enkelte menneskes egenskaber og tilbøjeligheder kan forudbestemmes ved hjælp af genmanipulation, er det svært at lade sig overbevise om betydningen af den enkeltes "frie" valg.

At de nye teknologier drager menneskets frihed i tvivl, kan illustreres med resultaterne af den seneste hjerneforskning. Denne forskning tyder på, at nogle typer af handlinger kan være forårsaget af defekter i hjernen. Det gælder for eksempel for aggressive eller amoralske handlinger. Denne konstatering har fået amerikanske sagførere til rutinemæssigt at beordre scanninger af de anklagedes hjerner i bestemte situationer. For hvis der viser sig at være defekter i bestemte dele af hjernen, kan det være medvirkende til, at der gives lavere straf. Eksemplet viser med al ønskelig tydelighed, at den forøgede forskning i og viden om menneskets fysiske opbygning og funktion måske på længere sigt kan komme til at udgøre en trussel mod det billede af os selv som frie og ansvarlige dommere over godt og ondt, som vi ynder at henholde os til. Måske er det vores hjerner snarere end os selv, der bestemmer vores handlinger!