Der kan gennemføres sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter med væv og andet biologisk materiale fra afdøde udtaget ved obduktion efter sundhedslovens kapitel 56 (komitélovens § 8, stk. 1).

Der skal være tale om materiale udtaget ved en lægevidenskabelig obduktion efter reglerne i sundhedslovens § 187. Det er sundhedslovens samtykkeregler for obduktion, der regulerer, hvornår der må udtages og forskes i væv og andet biologisk materiale i forbindelse med lægevidenskabelige obduktioner. (sundhedslovens § 187).

Det er et krav, at der indhentes et samtykke efter sundhedslovens samtykkeregler. Se Sundhedsministeriets Vejledning om samtykke til lægevidenskabelige obduktioner m.v. (hospitalsobduktioner). Udgangspunktet er, at obduktion ikke må gennemføres i strid med afdødes eller pårørendes ønsker.

Hvis forskningen gennemføres i forbindelse med en lægevidenskabelig obduktion, skal sundhedslovens samtykkeregler og procedure for indhentelse af samtykke fra de pårørende følges, og den videnskabsetiske komité skal alene forholde sig til selv projektet (videnskabelig standard osv., efter komitélovens § 18 og afsnit 2.4.1 nedenfor). I disse sager skal komiteerne ikke have indsendt samtykkeerklæring eller deltagerinformation.

Såfremt der er tale om obduktioner foretaget efter tidligere lovgivninger (Lov nr. 246 af 9. juni 1967 om udtagelse af menneskeligt væv m.v. og Lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation m.v), lægges der vægt på, om udtagningen af materialet ved de lægevidenskabelige obduktioner er gennemført i overensstemmelse med reglerne herfor på obduktionstidspunktet.

Der kan gennemføres sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter med væv og andet biologisk materiale udtaget ved retslægelige obduktioner efter sundhedslovens § 184 (komitélovens § 8, stk. 1).

For materiale udtaget efter 1. januar 2012 er det et krav, at der indhentes et samtykke efter sundhedslovens samtykkeregler (§ 187). For så vidt angår samtykke efter sundhedslovens regler i forbindelse med forskning i materiale udtaget ved retsmedicinske obduktioner henvises til Vejledning nr. 9267 af 13. juni 2013 (til landets retsmedicinske institutter) om samtykke til forskning i væv og andet biologisk materiale, der udtages ved retslægelig obduktion.

Sundhedslovens samtykkeregler og procedure for indhentelse af samtykke fra de pårørende følges, og den videnskabsetiske komité skal alene forholde sig til selv projektet (videnskabelig standard osv., efter komitélovens § 18, se afsnit 2.4.1). I disse sager skal komiteerne skal ikke have indsendt samtykkeerklæring eller deltagerinformation.

For materiale udtaget ved retslægelig obduktion før 1. januar 2012 gælder dog ikke noget krav om samtykke (hverken efter sundhedsloven eller komitéloven, jf. komitélovens § 8, stk. 1, 2. pkt.). Der er tale om en helt særlig undtagelse fra hovedreglen om samtykke efter sundhedsloven eller komitéloven.

Komiteerne skal i disse sager alene forholde sig til selve projektet (videnskabelig standard, osv efter komitélovens § 18, se afsnit 2.4.1), og skal ikke have indsendt samtykkeerklæring eller deltagerinformation.

En obduktionserklæring anses ikke for er en del af en patientjournal, da den ikke omhandler optegnelser om patientens behandling. Det samme gælder politirapporter.

I forhold til anvendelse af obduktionserklæringer og evt. politirapporter i forskningsøjemed, må det overlades til forsker at afklare dette med indehaver af erklæringen, da det er et anliggende uden for komitésystemet, der alene har hjemmel til at forholde sig til brug af oplysninger fra patientjournalen i forbindelse med godkendelse af det sundhedsvidenskabelige forskningsprojekt (§ 46, stk. 1 i sundhedsloven).

3.4.1 Om komiteens vurdering generelt og behandling af paraplyprotokoller

I modsætning til forskning på levende mennesker, hvor der kan være en fysisk intervention, skal komiteen ved forskning på afdøde ikke vurdere konkrete risici, der er forbundet med at gennemføre projektet.

Komiteen vil i stedet have fokus på, om:

• der er en mulig gevinst for folkesundheden eller i sundhedsvæsenet,
• den videnskabelige standard er tilstrækkelig høj, og der forventes ny viden,
• der er grund til at gennemføre projektet, og hypotesen er berettiget.

I praksis behandles protokoller enkeltvis i konkrete forskningsprojekter. Der accepteres efter praksis ikke paraplyprotokoller i det videnskabsetiske komitésystem.

På grund af den manglende risikovurdering har National Videnskabsetiske Komité (NVK) i et konkret forsøg behandlet et projekt med forskning på afdøde som en hovedprotokol med en række delprotokoller, idet projektet var karakteriseret ved, at:

• det overordnede formål var ens,
• hovedforsøgsansvarlig var den samme,
• flere af projekterne gik på tværs af samme emne, men væsentligst:
  -fordi vurderingen af information og samtykke udgik, og
  -der var ikke tale om en fysisk intervention med risiko for forsøgspersonernes sikkerhed.

De enkelte delprotokoller skulle dog opfylde komitélovens krav til en protokol, således at målsætning, udformning, metodologi, tilrettelæggelse, statistiske overvejelser, videnskabsetiske overvejelser, økonomiske forhold og publikationsmæssige forhold forelå beskrevet forud for komiteens stillingtagen (komitélovens § 2, nr. 7).

3.4.2 Om genetiske undersøgelser

Hvis der gennemføres genetiske undersøgelser på afdøde, bør det overvejes, om dette indebærer risiko for at gøre helbredsmæssige fund, som det ud fra værdispringshensyn kan være nødvendigt at underrette pårørende om. Dette er især relevant, hvis der udføres omfattende kortlægning af afdødes arvemasse.

Spørgsmål om tilbagemelding til eventuelle slægtninge i tilfælde af, at forsøgspersonen ikke ønsker oplysninger om egen helbredstilstand eller er død, må afgøres ud fra et lægefagligt skøn med udgangspunkt i en række kriterier om sygdommes alvor, fundets sikkerhed og muligheden for forebyggelse eller behandling. Der henvises her til Vejledning om genomforsøg og NVKs kriterier for tilbagemelding af helbredsmæssige fund.

Da der ikke er tale om biologisk materiale, udtaget fra en traditionel biobank, finder reglerne i vævsanvendelsesregistret formentlig ikke anvendelse, dvs. der er ikke mulighed for at ”sige fra” over for forskningen på samme måde, som hvis materialet var udtaget ved behandling.

Herudover bemærkes, at på obduktionsområdet og især på det retsgenetiske område er det biologiske materiale udtaget i forbindelse med de særlige regler herom i sundhedslovens kapitel 56 (i visse tilfælde uforklarlig årsag til tidlig død). Det kan således være belastende for pårørende at blive kontaktet mange år efter dødsfaldet.

I overensstemmelse med NVKs kriterier for tilbagemelding af alvorlige helbredsmæssige fund kan det dog være relevant at overveje, om der i projektet bør der ske tilbagemelding til pårørende om fund af alvorlig genetisk sygdom, som kan helbredes eller behandles.